Christina Hedegård

Christina Hedegård blev ikke genvalgt til DGI's hovedbestyrelse.

Christina Hedegårds CV

42 år, bor i Ringkøbing, mor til Ragnhild og Asbjørn.

Er ansat som konsulent i Forsvaret inden for træningsvejledning samt facilitetsanalyse for militære trænere og Chefgruppen i Region Sydjylland.

Har siddet i ledelsen af DGI Vestjylland 2013-2015.

Har været ansat som freelance foreningskonsulent i DGI Vestjylland. 

Derudover meget politisk engageret i Vestjylland. Fungerer som frivillig ved Vestjyllands Højskole og sidder som bestyrelsesmedlem for børnehjemmet Schubertsminde støtteforening.

Stifter og formand for Fjordsvømmer- og vinterbaderklubben Neptun.

Har dyrket håndbold, volleyball på landsholdsniveau, beachvolley på eliteplan, militær femkamp på landsholdsplan i 2003-2007

Nuværende primære idræt er langdistancesvømning i åbent hav. Svømmede i 2016 fra Sjælland til Jylland og vil i august 2018 gøre forsøget i, at være første dansker der svømmer fra Jylland til Sverige. En tur på godt 100 km og som gennemføres i tæt samarbejde med Psykiatrifonden med henblik på at skabe fokus på at nedbryde tabuer om sindslidelser i Danmark.

Løber dagligt og nyder at deltage i Vasaloppet (90 km langrendsløb i Sverige) sammen med det Danske, Norske og Svenske Forsvar.

Hvorfor genopstiller du til DGI’s hovedbestyrelse?

Det gør jeg af flere årsager. Da jeg startede i hovedbestyrelsen, havde jeg ikke meget viden om organisationen, og hvordan arbejdet foregår i embedsmands- og politikerverdenen. Det har jeg fået indsigt i nu. Jeg er virkelig blevet tændt på det samarbejde og spændingsfelt, der ligger i ydmygheden overfor det embedsmandsnetværk, der arbejder med de beslutninger, vi tager på det politiske niveau.

Det er helt i tråd med mit mantra, som er blevet, at ligegyldigt, hvad vi sidder med, skal vi have øjne på bolden. Det skal være interessant for den enkelte og foreningerne. Jeg synes ikke, vi er i mål endnu, og jeg vil fortsat trække i den retning. Derfor er mit arbejde i DGI’s hovedbestyrelse ikke færdigt endnu.

Hvordan kan DGI bedst fremme målet i Bevæg dig for livet: At aktivere tusinder af danskere de kommende år?

Det handler om involvering af foreningerne. Der er et begreb, der hedder ”listen louder”, der handler om at have store ører og lille mund. Når vi har en konsensus mellem foreningerne og os, så kan vi begynde at tale med større mund.

Det kræver rigtig meget af alle i organisationen. Det kræver noget af politikerne, embedsfolk og medlemsforeningerne. Det er vigtigt, at vi ikke er så fokuserede på at sælge en bestemt hyldevare. Vi skal i stedet stikke en finger i jorden og finde ud af, hvad der rører sig, og vi skal være fagligt godt klædt på.

Foreningsudvikling har vist sig at have en positiv effekt. Hvordan vil du arbejde for at brede udviklingslysten ud til flere foreninger?

Jeg er jo hovedbestyrelsesansvarlig på det område.

Vi skal lægge fokus på entrepreneurship. Det er ude i foreningerne, vores idégenerering er. Vi skal kigge på, hvad det er for nogle nye spændende ting, der sker i foreningerne, og bruge dem som eksempel, så foreningerne bliver hinandens ambassadører.

Men vi skal også kigge ud over organisationen. Vi må erkende, at nogle gode idéer forekommer udenfor DGI, og vi skal finde inspiration derfra.

Vi skal som organisation bakke op mennesker, der har lyst til at sætte noget i gang. Hvis f.eks. Louise fra Bolbro har lyst til at starte et skatefællesskab, skal vi kunne hjælpe hende i gang med det. Vi skal bygge et brand op om, at vi er der, man søger viden, når det kommer til udvikling. Vi skal være bannerfører indenfor udvikling i idræt og motion.

DGI fejrer i år sit 25 års jubilæum. Hvor har DGI sat de vigtigste aftryk i samfundet siden 1992? Og hvordan ser du DGI’s position i fremtiden?

Jeg synes, at vores største aftryk er, at vi har udviklet os. Vi er gået fra at være opfattet udelukkende som gymnastikorganisation til at favne bredden.

Til Landsstævnet havde vi DIF’s hovedbestyrelse med, og jeg tror, at de alle gik hjem og tænkte ”hold da op, er det her DGI?” De følte, hvad det vil sige at være DGI’er. Overskriften er det store fællesskab, det er vores DNA.

Vi er gået ind i flere samfundsnyttige sager. F.eks. er landsbyklynger et godt DGI brand, fordi det handler om at bringe mennesker sammen, men ud over idrætsforeningerne. Vi er ved at få et brand af, at vi som organisation kan være med til at ændre nogle mekanismer i samfundet. F.eks. i forhold til skolereformen, som vi satte et stort aftryk på.

I fremtiden skal vi kunne rumme bevægelse, og vi skal fortsat rumme innovation. Vi skal være en dynamisk organisation, som hele tiden er med, der hvor det sker. Vi skal være fleksible i forhold til at ændre organisationen, så det stemmer med øjebliksbilledet af fællesskab og motion i Danmark.