Nu bliver der skruet endnu mere op for bevægelsesglæden hos børn og unge i Roskilde

De seneste fire år har tallet for overvægtige og svært overvægtige børn ved indskolingen ligget mellem 9,4 og 12 pct. i Roskilde Kommune.

Danske skolebørn bevæger sig for lidt, viser de seneste tal fra Sundhedsstyrelsen. Nu er DGI i samarbejde med Roskilde Kommune og lokale idrætsforeninger klar med konceptet ”Jump4fun” i Roskilde, der er målrettet børn og unge, der ikke bevæger sig nok og som ikke føler, at de passe ind på de traditionelle foreningshold.

De seneste fire år har tallet for overvægtige og svært overvægtige børn ved indskolingen ligget mellem 9,4 og 12 pct. i Roskilde Kommune. Mange af børnene er inaktive, ensomme og føler sig ikke som en del af et fællesskab. Jump4fun er målrettet netop denne gruppe, og vil i løbet af de næste tre år igangsætte fire Jump4fun-hold i fire idrætsforeninger i kommunen.

”I DGI arbejder vi for, at alle børn og unge bliver en del af fællesskabet i idrætsforeningerne, der skaber bevægelsesglæde, styrker deres selvværd og skaber grundlaget for et godt liv. Med Jump4fun får børnene øjnene op for, at det faktisk kan være sjovt at få sved på panden, og fordi vi har fokus på kost, motion, livsstil og fællesskab, gør det en stor forskel for dem og deres familier”, siger Nina Bach Jørgensen, der er projektkonsulent i DGI Midt- og Vestsjælland.

Et nyt tilbud i den eksisterende indsats
I Roskilde Kommune arbejder man allerede med sundhedsstrategier, der fokuserer på rammerne for et sundt hverdagsliv. Bl.a. tilbyder sundhedsplejen livsstilsbesøg til alle familier med børn op til 16 år, der er i risiko for at blive eller er overvægtige. En del af strategien handler også om, at idræt skal være en mulighed for alle.

”I sundhedsplejen er vi meget glade for, at Jump4fun kommer til Roskilde. Vi mangler virkeligt et tilbud til de børn, som ikke finder glæde ved de almindelige idrætsmuligheder. Det er skønt at Jump4fun starter over hele vores kommune og vi ser frem til, at Jump4fun kan være med til at styrke mange børn og deres familier til en sundere og gladere livsstil” siger Helle Erstling Rasmussen, Ledende sundhedsplejerske i Roskilde Kommune.

De lokale idrætsforeninger er klar
Siden 2014 har 1400 børn været med i Jump4fun-hold i idrætsforeninger i hele landet. Og effekten er ikke til at tage fejl af, de er blevet mere fysisk aktive, har fundet glæden ved at bevæge sig og er blevet en del af et positivt fællesskab. I Roskilde Kommune er der stor interesse fra flere foreninger, men det bliver Jyllinge-Gundsømagle Idrætsforening, Viby IF, Himmelev Veddelev Gymnastikforening og Sønderlundskvarterets Idrætsforening, der allerede fra september kommer til at udbyde et Jump4fun-hold.

”Vi glæder os til at få Jump4fun til Jyllinge og håber at børnene oplever at blive en del af et fællesskab med ligesindede, hvor de mærker glæden ved at bevæge sig i fællesskab med andre. Vi håber meget at kunne inspirere dem til at styrke deres mentale og fysiske sundhed og samtidig styrke deres selvværd ved deltagelse på vores Jump4fun-hold”, siger Christina Hermansen, instruktør i JGI-Swim.

Jump4fun er udviklet i et samarbejde mellem DGI, Julemærkefonden og overvægtsambulatoriet på Nordsjællands Hospitals børne- og ungeafdeling. 

For mere information

Projektkonsulent i DGI, Nina Bach Jørgensen, tlf. 79404827

Ledende sundhedsplejerske, Helle Erstling Rasmussen, tlf. 46314635
Instruktør i JGI-Swim, Christina Hermansen, tlf. 31183956