Jump4Fun-hold i Horsens: Vi skaber et frirum med plads til alle

Torsdag eftermiddag summer hallen i Horsens Freja af liv. Et helt særligt hold af børn er mødt op til ugens træning på holdet ”Jump4Fun”. Holdet har fokus på trivsel og bevægelse for børn med overvægt eller andre udfordringer.

Trods forskellige aldre, køn og størrelser er sammenholdet blandt de 14 børn ikke til at tage fejl af. 14-årige Asta Ladefoged, der er hjælpetræner på holdet, kunne ikke være mere enig:

”De har et rigtig godt fællesskab. De er langt fra hinanden aldersmæssigt, men de tilsidesætter deres alder og størrelse og har det mega godt sammen,” lyder det fra Asta Ladefoged.

Asta Ladefoged blev opmærksom på holdet gennem sit ophold på julemærkehjemmet Fjordmark. Det var lige noget for hende at arbejde med børn og hjælpe andre børn, der har problemer med overvægt.

”De er her alle sammen af forskellige årsager, men de har det godt, når de er her. Det er deres frirum. Det er virkelig rart at være med til at skabe et frirum til dem,” fortæller Asta Ladefoged. Her er der plads til alle uanset køn, alder og størrelse.

Træner, Karina Sendzikowski

Jump4Fun5.jpg

Her er det alle der vinder

Også træner, Karina Sendzikowski har haft overvægten inde på livet.

”Jeg har selv haft en overvægtig dreng, og jeg så hvordan han stod udenfor fællesskabet. Det vil jeg gerne være med til at lave om på, med et hold som Jump4Fun. Her er der plads til alle uanset køn, alder og størrelse, ” lyder det fra Karina Sendzikowski.

For Karina Sendzikowski har det været væsentligt, at Jump4Fun holdet dannede rammerne for dem, som er udfordret af overvægt og/eller som er motionsuvante og ikke har fundet plads i det traditionelle foreningsliv.

”Jeg gjorde det klart fra start, at her er det alle der vinder. Sådan er det at være her. Det skal være sjovt og der skal være plads til alle,” fortæller Karina Sendzikowski.

Eneste Jump4Fun-hold i Sydøstjylland

Jump4Fun-holdet har eksisteret siden september 2021 og er stadig det eneste Jump4Fun-hold i hele Sydøstjylland. Et faktum Karina Sendzikowski er uforstående overfor:

”Børnene elsker at komme her fordi de møder nogle med samme udfordringer som dem selv. Jeg vil helt sikkert anbefale andre foreninger at starte et Jump4Fun hold op. Jeg kan faktisk slet ikke forstå, hvorfor der ikke er flere, der har startet sådan et hold op,” lyder det fra Karina Sendzikowski.

Jump4Fun6 (2).jpg

Michelle Jensen, der er mor til Bertram, der går på holdet, er ovenud begejstret for tilbuddet, som hendes søn elsker og ser frem til hver uge.

”Inden han skal til træning er han glad og spændt - Han elsker at være her! Når han vågner om morgenen siger han ”Jaaa! Jeg skal til Jump4Fun!”. Sådan har han aldrig haft det med nogen aktivitet før. Ja, det er faktisk første aktivitet han bliver ved med at glæde sig til,” fortæller Michelle Jensen og fortsætter:

”Som mor er jeg jo rigtig glad for, at han får rørt sig, får en masse venner og at se han har glæden ved at komme ud og være sammen med andre børn,” siger Michelle Jensen. Der er ingen tvivl om, at Bertram er blevet mere selvsikker.

Mor, Michelle Jensen

En mere selvsikker dreng

Ikke nok med at Bertram Jensen får rørt sig og får en masse nye venner. Han er tilmed vokset mentalt.

”Der er ingen tvivl om, at Bertram er blevet mere selvsikker. Han var meget usikker på sig selv før og det har ændret sig meget efter han er startet til Jump4Fun. Alle typer, størrelser og personligheder bliver rummet på det her hold. Og det er jo helt fantastisk,” fortæller Michelle Jensen.

Jump4fun

Succes i Horsens Freja

For udviklingskonsulent ved DGI Sydøstjylland, Trine Lykke Vind, mangler vi flere hold som disse i de Sydøstjyske foreninger:

”Jump4Fun er et vigtigt tilbud til børn og unge, der ikke har fundet sig til rette i det traditionelle foreningsliv. Med flere Jump4Fun tilbud kan vi sikre, at flere børn får en glæde ved at bevæge sig sammen med andre børn,” siger Trine Lykke Vind.

Til Jump4Fun bliver det ikke forventet, at børnene skal præstere noget bestemt. ”Det handler om trivsel og bevægelse og det har de virkelig haft succes med i Horsens Freja. Forhåbentlig kan de være med til at inspirere andre foreninger til at starte et Jump4Fun hold”, lyder det fra Trine Lykke Vind.