Tre gode grunde til at danne en forening

Et sæt vedtægter giver foreningen et formelt fundament, som definerer de fælles spilleregler, og vedtægter er nødvendige, når foreningen skal samarbejde med offentlige myndigheder.

Der er mange gode grunde til at danne en formel forening. Det gør I ved at udarbejde et sæt vedtægter, der skal vedtages på en stiftende generalforsamling. Vedtægterne er de fælles spilleregler eller en form for grundlov for, hvordan medlemmerne i jeres forening ønsker at fungere sammen.

Her er 3 fordele ved en formel forening:

  1. En forening er juridisk selvstændig enhed

Med et sæt vedtægter kan foreningen handle som en selvstændig juridisk person, dvs. indgå aftaler på vegne af fællesskabet, eje fast ejendom og optage lån. Det er altså ikke det enkelte bestyrelsesmedlem, der står til ansvar, hvis han eller hun underskriver en aftale på forenigens vegne, men foreningen som en juridisk enhed.

  1. Fælles spilleregler - klar rollefordeling

Vedtægterne beskriver hvem, der kan være medlem, hvem, der bestemmer, hvornår de bestemmer og hvem, der kan vælges. Det gælder for eksempel spørgsmål som:

  • hvem har stemmeret på generalforsamlingen?
  • hvor mange medlemmer skal der være i bestyrelsen?
  • hvem kan handle på fællesskabets vegne i økonomiske spørgsmål?
  1. Dokumentation og anerkendelse

Vedtægter er jeres dokumentation for at I har en forening. Det er nødvendigt, når foreningen har brug for at

  • blive godkendt som forening under Folkeoplysningsloven og søge tilskud eller lokaler hos kommunen. Læs mere i artiklen, der forklarer, "Hvad er en folkeoplysende forening?"
  • indgå aftaler med banker og andre næringsdrivende
  • melde sig ind i en idræts- eller landsorganisation. Se her hvordan din forening kommer med i DGI.

Der er også økonomiske fordele ved at danne en forening for eksempel mulighed for

  • at søge og få tilskud fra offentlige myndigheder
  • at oprette et CVR-nummer og
  • momsfritagelse op til en vis grænse.