Vestjysk landsbyklynge har opskriften på den perfekte landsstævneoptakt

Landsstævnestemningen indtog i weekenden vestjyske Astrup, hvor fire landsbyer var gået sammen om at skabe et Mini Landsstævne med 11 idrætter om dagen og fest om aftenen.

Opvarmning før Mini Landsstævnets mange aktiviteter starter. Foto: Andrea Fuglsang Olesen

Der er et lille år til Landsstævnet 2025 i Vejle, men landsstævneånden pibler allerede frem.

I den vestjyske landsbyklynge ”Den Gyldne Banan”, som består af lokalsamfundene i Borris, Rækker Mølle og Faster-Astrup, blev der i weekenden 16.-18. august varmet op til Landsstævnet. De havde lavet deres egen (om end lidt mindre) udgave af Danmarks største idrætsfestival og navngivet den derefter: Mini Landsstævne.

Det er anden gang, at landsbyklyngen afholder Mini Landsstævne, og denne gang blev det endnu større end sidste år.

Over 220 deltagere plus tilskuere, gæster og familier var med da den velkendte blanding af idræt om dagen og fest om aftenen indtog Aktivitetshuset i Faster og de omkringliggende baner, som bød på et væld af idrætter.

Idrætter til Mini Landsstævne

  • Beachvolley
  • Cykling
  • Fodbold
  • Folkedans
  • Gymnastik
  • Hockey
  • Jumping fitness
  • Krocket
  • Krolf
  • Landmandsdyst
  • Petanque

”Det er vildt fedt, at der er så mange, som bakker op om tiltaget,” lød det fra Mads Dissing Kragh, arrangør af Mini Landsstævnet, som fortsatte:

”Det er fedt med alle aktiviteterne, men det er også alt det bagved. Det prøver vi at skabe her.”

Idræt om dagen, fest om aftenen

Fredag blev det store græsareal ud for Aktivitetshuset omdannet til campingplads og stævnecentrum. Campingvognene trillede ind og det store telt i pladsens ene ende fungerede som Mini Landsstævnets samlingspunkt.

Efter morgenmaden lørdag blev dagen sat i gang med fællessang og flaghejsning, før de mange spændte deltagere deltog i fælles opvarmning.

Herefter indtog idrætterne programmet kun afbrudt af en frokostpause til at genoplade batterier og udveksle historier fra formiddagens dyste.

Beachvolley Til Mini Landsstævne

Alle var kommet for venskabelige kampe, men når bolden blev servet, gik de fleste alligevel efter sejren – bl.a. Henning Kristensen, som var med til at arrangere beachvolley og som også fik en sejr med:

”Det kan godt være, at vi spiller for sjov, men vi vil vinde,” lød det med smil på løben første næste kamp gik i gang.

Hyggen er også i centrum, og det var én af årsagerne til, at Joakim igen i år tog turen fra Skjern til Mini Landsstævne i Astrup.

”Vi var afsted sidste år, og vi synes det er så hyggeligt at der er en masse mennesker og atmosfæren her er fantastisk.”

Fælles aftensmad blev efterfulgt at musik og fest om aftenen, mens søndagen bød på oprydning. For nogle blev oprydningen kombineret med pleje af tømmermænd.

”Landsstævnet skal opleves”

For Dennis, som tog turen fra Aarhus til hjemstavnen for at være med, bliver Landsstævnet i Vejle hans første ”store” landsstævne, og den beslutning har Mini Landsstævnet været afgørende for:

”Det er på grund af det her, at jeg skal prøve det nu.”

Overalt til Mini Landsstævne blev man mødt af den samme mørkeblå t-shirt med ”Mini Landsstævne” trykt på brystet, som styregruppen før weekenden havde solgt over 90 af.

Tanken bag t-shirten er, at den også i 2025 skal bruges til et landsstævne – denne gang til det store landsstævne i Vejle.

Her håber styregruppen, at mange af deltagerne fra Mini Landsstævne tager med til Vejle – en begivenhed, der kan være svær at sætte ord på for arrangøren Mads:

”Man kan ikke beskrive hvor exceptionelt det er at være med til Landsstævnet. Det er noget man skal opleve.”