Tim 0-100 fortsætter i fuld fart

Selvom Tim 0-100 for nylig vandt DGI’s DM i foreningsudvikling og dermed har opnået, hvad de har kæmpet for i mere end et år, så stopper det dem ikke.

Da Tim 0-100 fra DGI Vestjylland for nylig blev kåret som vindere af DM i foreningsudvikling, kunne man godt tro, at styregruppen bag Tim 0-100 nu har opnået, hvad de ville. Men der er stadig fuld fart på. Første projekt er at fejre den nye titel sammen med alle borgere i Tim Sogn, som også har været en stor del af processen.

Fejring af DM-titlen med hele sognet

Styregruppen bag Tim 0-100 er alle enige om, at hele sognet skal tage del i fejringen af danmarksmesterskabet i foreningsudvikling og har derfor planlagt en fællesspisning i Tim hallen, der blev afholdt søndag 23. oktober.

Det er jo hele sognet, der har støttet op om projektet og været med til at gøre det muligt, så vi er alle danmarksmestre i foreningsudvikling

Benthe Holgersen, medlem i styregruppen

”Vi vil så gerne fejre DM sammen med andre end kun os i styregruppen, for det er jo hele sognet, der har støttet op om projektet og været med til at gøre det muligt, så vi er alle danmarksmestre i foreningsudvikling,” siger Benthe Holgersen, medlem i styregruppen.

Foruden fællesspisning var der modeshow, hvor deres ”Tim-tøj” blev vist frem, og direktør Preben Holm fra DGI Vestjylland deltog i den festlige lejlighed og sagde et par bevingede ord.

Arbejdet fortsætter

Efter fejringen fortsætter styregruppen i arbejdet med Tim 0-100, for der er jo mange ting sat i gang, som fortsætter. Og selvom man er danmarksmester i foreningsudvikling, oplever Tim 0-100 også typiske forenings-udfordringer som mangel på frivillige og aktiviteter, der skal planlægges og afholdes.

”Det er vigtigt, vi sikrer at holde fast i tankegangen med 0-100, men vi skal ligesom mange andre kæmpe for at finde frivillige trænere og bestyrelsesmedlemmer, men vi har til gengæld et godt netværk, når vi har brug for hjælp til afgrænsede opgaver. Med Tim 0-100 har vi fået sat nogle gode ting i gang, som gerne skulle fortsætte - for vi skulle jo nødig gå fra 0-100 cm,” siger Per Voldsgaard, medlem i styregruppen, med et smil.

Det er vigtigt, vi sikrer at holde fast i tankegangen med 0-100, men vi skal ligesom mange andre kæmpe for at finde frivillige trænere og bestyrelsesmedlemmer

Per Voldsgaard, medlem i styregruppen

Fornøjelige DM-oplevelser blev indtaget med asti og kransekage

Styregruppen har mange planer for fremtiden i Tim sogn, og samtaleemnerne er mange, når de mødes. Men inden den videre planlægning kunne gå i gang, skulle alle høre om hinandens oplevelser med DM-kåringen på Gerlev. Det var nemlig kun to af styregruppens medlemmer, der kunne deltage, mens de resterende fulgte livestreamingen på mobil og iPad fra familietur i sommerhus, deltagelse i guldbryllup og meget andet.

Der blev skålet i asti og kræset med hjemmebagt kransekage, mens Henrik From og Per Voldsgaard, der deltog på Gerlev, startede med at fortælle om deres DM-dag – lige fra morgenstundens bratte opvågning og et vækkeur, der var stillet forkert, til turen igen gik hjem over bæltet mod Vestjylland.

”Inden selve kåringen snakkede vi med flere af de andre DM-foreninger, der bare var hammergode, og vi tænkte ”hold da op, hvad er vores chancer for at vinde”, men da vi så sad under selve kåringen og hørte juryen nævne tallene 0-100, måtte jeg lige synke en ekstra gang, mens mit hjerte begyndte at hamre derudaf,” fortæller Henrik From, der fortsætter sin fortælling:

”Vi var de første, der blev kåret efter Fiduspræmien, og i min sejrsrus hørte jeg ikke et ord af, hvad juryen sagde om de efterfølgende to andre DM-vindere, ” griner Henrik From, mens resten bryder ud i latter.

Da vi sad under selve kåringen og hørte juryen nævne tallene 0-100, måtte jeg lige synke en ekstra gang, mens mit hjerte begyndte at hamre derudaf

Henrik From, medlem i styregruppen

De resterende i styregruppen havde store udfordringer med at høre og se livestreamingen på grund af dårlig forbindelse. Deres første oplevelse var derfor, at de slet ikke hørte, de vandt.

Diana Mortensen var i sommerhus ved Henne med svigerfamilien, som klart fornemmede, at det at vinde DM i foreningsudvikling var noget stort.

”Da jeg endelig fandt ud af, at vi havde vundet, kunne jeg slet ikke være i mig selv, og min svigerfamilie kunne af gode grunde ikke helt forstå hvilke følelser, der var forbundet med projektet og sejren. Så jeg besluttede mig for at løbe en sejrs-tur for at få afløb for al min glæde. Jeg plejer at løbe cirka seks km, men jeg for vild og endte med at løbe 12 km, inden jeg kom tilbage til sommerhuset,” ler Diana Mortensen sammen med resten i styregruppen.

Til DM i foreningsudvikling kåres i alt tre vindere, der modtager 20.000 kr. i præmie og én vinder af Fidus-præmien med 10.000 kr. i præmie. De 20.000 kr., er styregruppen enige om, skal bruges på noget kulturelt, og noget som alle kan få glæde af i mange år fremover, eksempelvis et maleri eller anden udsmykning, der kan hænge i Tim hallen.