Modtageren af Årets Ungepris kommer fra Mogenstrup IF

Tirsdag aften den 24. marts til DGI Vestjyllands årsmøde blev Årets Ungepris uddelt. Prisen gik til Ditte Thimm for sit store foreningsarbejde for Mogenstrup IF. Med prisen fulgte 10.000 kr.

Ditte Thimm får overrakt checken på de 10.000 kr. af Ringkjøbing Landbobanks repræsentant Klaus Gamst

Traditionen tro uddelte DGI Vestjylland Årets Ungepris ved DGI Vestjyllands Årsmøde i Klinkby Hallen. Prisen, som udgør 10.000 kr. og er skænket af Ringkjøbing Landbobank, gik i år til 20-årige Ditte Thimm fra Mogenstrup IF. Prisen går til en ung under 25 år, der er nytænkende og idérig, har en positiv indstilling, der smitter af på andre i det daglige og har gjort et ekstra stykke foreningsarbejde i årets løb.

For at komme i betragtning til prisen er en indstilling en forudsætning, og der skal også være en begrundelse for indstillingen. Der har i alt været 14 indstillede til prisen.

Tove Ehmsen fra Mogenstrup IF har indstillet Ditte Thimm og skriver bl.a. i sin begrundelse:

”Sidste år foreslog hun (Ditte, red.) noget nyt: multi-idræt, som er forskellige aktiviteter, som prøves fra gang til gang f.eks tennis, fodbold, håndbold, badminton, beach volley, trial og ringo. Tilbuddet er til alle skolebørn og især til dem, som ikke lige er til en bestemt idrætsgren en hel sommer. Vi i foreningen syntes, det var en fantastisk idé, så vi fik de børn med, som måske ikke lige ville til den samme aktivitet hele sommeren, og som ikke plejer at være aktive.”

Foruden at være idémager til nogle af de nye tiltag i Mogenstrup IF er Ditte også aktiv i foreningen som træner og frivillig. Her har hun været træner, siden hun var 12 år og trænet både gymnastik og håndbold for børn samt lavet forskellige motionstilbud for voksne. Som frivillig sidder hun med i bestyrelsen og skriver også omtaler til den lokale avis omkring foreningslivet i Mogenstrup IF. Derudover er Ditte også god til at få venner og skolekammerater med som frivillige hjælpere til flere af de arrangementer Mogenstrup IF deltager i.

”Hun (Ditte, red.) er en meget glad og positiv pige, som er god til at få sine venner med til at hjælpe ved forskellige arrangementer, vi deltager i. De stiller gladelig op til at arbejde ved Skive Festival og ved vores egen sportsuge, samt når vi hjælper naboklubben ved deres, ” skriver Tove Ehmsen ydermere i begrundelsen.

En glad modtager

Ditte Thimm er meget glad og stolt over at modtage Årets Ungepris.

”Det er et dejligt skulderklap, og jeg ser det lidt som et skulderklap til hele foreningen, for vi er da flere om det, ” siger Ditte Thimm.

Det kom som lidt af en overraskelse for Ditte, at hun er modtager af Årets Ungepris, og hun har derfor ikke nået at overveje, hvad de 10.000 kr. skal bruges på, så til at starte med skal de ind på en opsparingskonto.

Som træner har hun særligt været drevet af at møde de mange aktive mennesker og se, hvor glade de er, når de dyrker idræt.

 ”Jeg synes, det er fedt at komme ud og møde nogle glade mennesker, og jeg kan ikke gå forbi børnehaven, uden at nogle af børnene spørger, om vi skal til gymnastik i dag – og det er jo fedt. Havde de ikke gjort det, er det ikke sikkert, jeg var blevet ved i så mange år”, fortæller Ditte.

Ditte har for tiden travlt med afsluttende eksaminer på handelsgymnasiet i Skive, og til næste skoleår begynder hun som revisorelev i Struer. Der vil derfor ikke blive helt så meget tid i Mogenstrup IF fremover, men tjansen i bestyrelsen vil Ditte dog ikke undvære, da der sker mange nye ting i foreningen, hun gerne vil være med til.