Miranda og Femke fyldte tomrum med OL i West

Fire landsbyer blev samlet til en idrætsfest skabt af to unge kvinder, som så et tomrum der blev fyldt af støvlekast, sækkevæddeløb og fest.

Miranda og Femke får anerkendelse for deres store indsats.

Der manglede noget. Noget for unge som dem selv.

Miranda Vallentin Jensen og Femke Streefkerk, begge 22 år, havde et ønske om at skabe noget, som de selv følte manglede.

Langt ude vestpå, i den sydvestlige del af Ringkøbing-Skjern Kommune, skabte de en idrætsfest, et mini-OL med et twist, som bragte fire landsbyer sammen på ét stadion.

Når man selv bor herude i området, kan man godt føle, at der mangler sådan noget

Femke Streefkerk

Sdr. Vium, Hemmet, Bork og Lyne er landsbynavne, som de færreste nikker genkendende til. Som mange andre landsbyer er der langt mellem tilbud til unge. Så de unge skabte deres eget.

En dag med otte forskellige discipliner tiltrak 12 hold og over 200 tilskuere og deltagere til det afsluttende afterparty, som markerede enden på den første udgave af OL i West, som blev afholdt 22. april.

”Vi havde tænkt, at det skulle være fra unge til unge. Når man selv bor herude i området, kan man godt føle, at der mangler sådan noget,” lyder det fra initiativtageren Femke Streefkerk som fortsætter:

”Jeg synes, det er megahyggeligt, og det ved jeg, at mange andre unge også synes. Det at gøre det for dem og gøre det fedt, gør at der også er noget at komme tilbage for.”

Udviklede på børns ide i powerpointrus

Ideen til OL i West kom oprindeligt fra børn i den lokale ungdomsklub. Her havde Miranda og Femke spurgt, hvad de kunne tænke sig af aktiviteter.

OL blev nævnt. De to unge kvinder tænkte ikke yderligere over forslaget. Først da de kom hjem havde ideens frø spredt sig og overtog for en stund alt i deres tanker. Ideerne haglede ned i et forsvarsløst powerpointshow, som blev grundlaget for OL i West.

Støvlekast, skumtennis, bumperball, stafet på (en slags) hest, sækkevæddeløb og mere til skulle udfordre børn, unge og voksne. Det hele skulle rundes af med en stor fest.

Vi stod med et powerpoint, hvor der stod GO BIG OR GO HOME, og vi havde Tobias Rahim på listen

Femke Streefkerk

De mødte med det samme opbakning fra landsbyklyngen Bedst Mod West, som er en samlet forening for de forskellige foreninger i de fire landsbyer. Den tidligere formand Jens Mortensen var fuld af begejstring over engagementet fra pigerne – de skulle have al den støtte de kunne få.

”Det er vigtigt, at det er de unge mennesker, som kommer med deres bidrag. For det er dem, vi gerne vil holde herude. De skal skabe noget, der tiltrækker de unge,” fortalte Jens Mortensen, da DGI Vestjylland besøgte OL i West.

”Vi havde Tobias Rahim på listen”

”Vi stod med et powerpoint, hvor der stod GO BIG OR GO HOME, og vi havde Tobias Rahim på listen,” lød det fra Femke med smittende begejstring.

Femke og Miranda havde store drømme for OL i West. Og selvom hitmageren ikke lagde vejen forbi, så fik deltagere og gæster alligevel musik til festen.

Det var bl.a. med støtte fra ImpulsPuljen, at OL i West gik fra en ide i en powerpoint til en idrætsfest på stadionet i Lyne. Advisory boardet for ImpulsPuljen i DGI Vestjylland var vilde med ideen og tøvede ikke med at støtte initiativet. Pengene gik til musik og rekvisitter.

Også Nordea-Fonden og Solidaritetskorpset fra EU blev overbevist af pigernes drøm om en idrætsfest for andre unge. Støtten fra fonde og lokalområdet var overvældende, og de opfordrer alle andre med en god ide til at dele den med andre.

”Sig det højt, del det med nogen. Få nogen med på ideen," afslutter Femke.