Kaare og de 100 marathonløb

Kaare Sørensen er en stædig mand, og når han sætter sig et mål, så opnår han det. Det betyder også, at han løber sit marathon nr. 100 til Holstebro Byløb 2018.

For Kaare Sørensen fra Struer virker det at sætte sig et mål. Det er ikke altid nok med ét mål, og det er også derfor, han har det sorte bælte i karate, har gennemført 10 ironman og snart 100 marathon. Men selv en stålsat mand kan blive udfordret på fysikken, og det var lige ved at koste ham sin målsætning om at løbe marathon nummer 100 på hjemmebane i et vestjyske.

Kroppen siger stop

Kun et par måneder før starten til Holstebro Byløb 2018 skal lyde, er 58-årige Kaare Sørensen en presset mand. Han har gennemført 96 marathon på daværende tidspunkt, men hans ene ankel hæver til dobbelt størrelse, og han må derfor indstille al løb for en periode. Han frygter derfor også, at han ikke vil kunne nå at løbe sit officielle marathon nr. 100 til Holstebro Byløb.

”Når der dukker sådan en skade op, er der nok en grund, og med 16 marathon og én ironman i 2017 er det jo nok fordi, jeg her har været på max,” siger Kaare Sørensen.

Heldigvis er nogle ugers ro ude af løbeskoene nok til, at hævelsen forsvinder igen, og Kaare Sørensen får løbet tre marathon i december og skal løbe nr. 99 i Vejle i slutningen af januar. Så banen er kridtet op for en stor dag søndag d. 25. februar til Holstebro Byløb, men det tager Kaare Sørensen helt roligt.

Jeg glæder mig til at nå de 100 marathon, det er et dejligt rundt tal og at kunne gøre det på hjemmebane til Holstebro Byløb med ruten, der går gennem Nørreportcentret, det bliver sjovt

Kaare Sørensen

”Min familie har sagt, de kommer og støtter mig, men ellers så har jeg ikke de store festplaner,” fortæller Kaare Sørensen.

Løbetræning fængede ikke i starten, men det ændrede sig takket være en målsætning

Det er knapt 20 år siden, at Kaare Sørensen begyndte at løbe, men det fangede ham ikke rigtigt i begyndelsen, og han fandt hele tiden på undskyldninger for ikke at komme af sted. Først da en arbejdskammerat fortalte om den vildeste og fedeste oplevelse ved at løbe marathon, blev Kaare Sørensen inspireret til at snøre løbeskoene. Forskellen var, at nu fik han et mål at træne efter, og det har holdt ham i gang lige siden.

At løbetræne giver mig både motion og velvære, og jeg har fået mere energi og overskud både på arbejdet og personligt,

Kaare Sørensen

”Har jeg først bestemt mig for noget, så bliver det sådan, og det ene mål tager det andet,” siger Kaare Sørensen.

Kaare Sørensen fik sat løbetræningen i system, og som 45-årig i 2005 løb han sit første marathon. De første 10 marathon tog de næste 10, og da han nåede 25 marathon, tænkte Kaare Sørensen: ”så kan jeg også nå de 100”.

>>Læs også: Holstebro Byløb genopstår med glans<<

Tiden er ikke det vigtige

Nu har Kaare Sørensen aldrig problemer med at komme ud at løbetræne, og han er også én af de løbere, der aldrig har ramt den såkaldte ”mur”. Måske er det fordi, han ikke sætter sig et tidsmål og er godt tilfreds, hvis han løber et marathon på knapt fire timer.

”Jeg har ikke som sådan haft tidsmæssige mål. Det, der er vigtigt for mig, er, at jeg gennemfører, og at jeg bagefter har det godt og kan smile. Heldigvis har det altid lykkedes for mig indtil nu, fortæller Kaare Sørensen.

Det, der er vigtigt for mig, er, at jeg gennemfører, og at jeg bagefter har det godt og kan smile

Kaare Sørensen

Når Kaare Sørensen løber, foretrækker han egentlig 22 grader og solskin, mens han nyder at følge med i naturens skiftende årstider, og han udfordrer gerne sig selv på forskelligt underlag som skov og strand. Alligevel bliver vinterløbet Holstebro Byløb hans marathon nr. 100. Det bestemte Kaare Sørensen sig for, da han deltog i byløbet 2017 – og når han har sat sig et mål, så gennemfører han det.

Vil du deltage i Holstebro Byløb?

Læs mere om Holstebro Byløb

eller

Tilmeld dig en af distancerne her.