Jumping fitness i SFO-tiden er en kæmpe succes i Borris

I Borris måtte de låne 18 ekstra trampoliner fordi SFO’ens jumping fitness-hold blev et hit hos alle børn – også dem som normalt ikke deltager i idrætslivet.

Ekstra trampoliner blev hentet ind for at hele holdet kunne være med til forårsopvisning. Fotograf: Privat foto

Det opstod helt tilfældigt. Den største trend i SFO’en i Borris.

Hver mandag samles cirka 30 SFO-børn som er helt vilde med jumping fitness. Holdet er resultatet af et samarbejde mellem SFO’en og den lokale forening Borris G og UF. Dét samarbejde kommer nu en stor flok børn til gode – også dem som ikke er vant til at færdes i idrætslivet.

”Der er nogle, som hverken går til gymnastik, håndbold eller fodbold, men de går til jumping fitness. De føler også, at de går til noget,” fortæller Anniezette Jensen, som er leder for SFO’en i Borris.

”Det gør nok noget ved deres selvværd – at de føler at de er en del af noget, en del af et fællesskab.”

Vi skal skrue tiden tilbage til 2020 for at finde første møde mellem børnene og trampolinerne. Her var børnene som så ofte før i hallen i SFO-tiden. Idræt og bevægelse har i mange år været en naturlig del af hverdagen i Borris SFO, og denne dag var ingen undtagelse.

Gennem hallen kørte én af områdets store ildsjæle Mette Bech Bjerg Pedersen, trampolinerne til et jumping fitness hold for voksne. Det vækkede nysgerrigheden hos børnene, som fik lov til at prøve dem af – og et par samtaler mellem forening og SFO senere opstod holdet, som i første omgang havde plads til 13 børn.

Corona satte en stopper for holdet, men holdet genopstod efterhånden som pandemien blev slået tilbage. Holdets retur overgik alle forventninger, og det satte et positivt pres på faciliteterne.

Lånte 18 trampoliner af nabobyen

Holdet betales af SFO-en så alle børn kan være med. Antallet af trampoliner blev begrænsningen. Holdet vendte tilbage sidste år og deltog endda i Borris G og UF’s forårsopvisning. I år gentog de succesen, og denne gang blev gulvpladsen i hallen udnyttet endnu bedre.

Mettes mand havde nemlig været forbi nabobyen for at hente 18 ekstra trampoliner for at få så mange børn som muligt med til forårsopvisningen 4. marts i Borris. Og at se børnene hoppe og danse til opvisningen gik lige i hjertet på SFO-lederen:

”Det var flot. Det varmer helt. Wow! Man bliver helt glad indeni.”

Finalen på forårssæsonen er dog ikke lig med sæsonafslutning for jumping fitness-holdet. Børnene er vilde med det, så SFO’en og foreningen fortsætter holdet frem til sommerferien – og de hopper videre når det nye skoleår skydes i gang.

Naturligt samarbejde i Borris

I Borris giver det mening, at alle arbejder sammen.

”Det er en naturlig del af vores hverdag. Vi skal have et godt samarbejde med hele lokalsamfundet. Idrætsforeningen er en del af det,” lyder det fra det fra Anniezette.

At eftermiddagen i SFO’en er fyldt med fysisk aktivitet er heller ikke nyt. Børnene er velkendte i hallen og de udendørs rammer bruges også flittigt af både børn og voksne. SFO’en har bevægelse højt på prioritetslisten. Sammen med børnekonsulent Charlotte Egede Frost har de et vedvarende fokus på, hvordan leg og bevægelse kan flettes sammen og give børn gode forudsætninger for at udvikle sig motorisk.

I 2010 blev Borris SFO certificeret sammen med en række andre SFO’er. Siden da har de holdt certificeringen ved lige med besøg fra Charlotte. Deres næste re-certificering er lige om hjørnet, så både personale og børn kan se frem til nye ideer.

Lyder en certificering som noget for din skole, børnehave, SFO eller lign.? Kontakt Charlotte Egede Frost eller læs mere her: www.dgi.dk/certificering