Hjælp til kontingentet blev afgørende for Anne

For nogle kan næste kontingentbetaling give et sug i maven – er der penge nok? For Anne Langballe, 22, er økonomien knap, og en ekstraordinær fødselsdagsgave fra hendes forening gjorde derfor en afgørende forskel.

Anne Langballe kan fortsætte på dansegulvet hos Holstebro Folkedanserforening takket være DGI-puljen Foreningsliv for alle.

For den unge folkedanser Anne Langballe var hendes fødselsdag 1. december sidste år ikke nogen fest. I hvert fald ikke til at starte med. En storm satte en dyster tone over dagen, og da hendes familie fra Varde blev forhindret i at besøge hende i Holstebro gik dagen fra dårlig til værre.

Som om det ikke var nok, så var den forgangne måned ikke Annes bedste, bl.a. fordi indtægterne var små, men det var udgifterne ligeglade med. Og så var det samtidig tid til kontingentbetaling i hendes forening, Holstebro Folkedanserforening.

”Jeg bor selv og har SU og et fritidsjob, men det er ikke mange timer jeg har. Det var jeg så kommet til at fortælle Ellen (formand i Holstebro Folkedanserforening, red.) – om jeg kunne få lov til at udskyde min kontingentbetaling til næste måned, hvor jeg havde penge, og det kunne jeg godt,” lød det fra Anne Langballe i et interview med DGI Vestjylland.

Så langt så godt.

Hvad er Foreningsliv for alle?

Nogle børn og unge har brug for en håndsrækning, for at de kan være med i idrætsforeningers positive fællesskaber. 

Foreningsliv for alle er en pulje der på forskellige måder kan hjælpe børn og unge ind i foreningslivet.

Vis mere Vis mindre

Foreningsliv for alle

Den skuffende fødselsdag tog en uventet drejning, da Anne pludselig blev ringet op af foreningens formand Ellen Kjær Andersen. Hun ville ønske hende tillykke med fødselsdagen – og gaven; det var gratis kontingent.

”Jeg blev simpelthen så glad, at jeg begyndte at græde – både på grund af det økonomiske, men også fordi de havde tænkt på mig. Det betød rigtig meget.”

Anne Langballe

Foreningen havde søgt DGI’s pulje Foreningsliv for alle, som hjælper økonomisk trængte børn og unge med støtte til kontingentet. Midlerne fra puljen var hele foreningens gave til Anne. Var det ikke for dem, så var hun stoppet til folkedans.

”Jeg har aldrig prøvet noget lignende – at nogle har tænkt på mig på den måde, at de virkelig gerne vil have mig med.” 

Foreningen giver fællesskab udenfor skolen

Anne Langballe flyttede i marts 2020 til Holstebro, hvor hun har et lille værelse. Det meste af hendes familie bor i Varde, men en tilknytning til Holstebro-området efter en periode i Vinderup gjorde at turen gik nordpå da studiestedet skulle findes.

Gymnastik og svømning fyldte i barndommen og de tidlige teenageår, men skoleskift, efterskole og udlandsophold satte foreningslivet på pause. I Holstebro blev det genoptaget, da hun så et opslag fra Holstebro Folkedanserforening.

”Det lød mega spændende og det var lige noget for mig.”

Sidenhen er foreningen blevet mere end bare dans for Anne – det er et sted hvor folk tager sig af hinanden.

”Det betyder alt for mig – det bliver jo et fællesskab udover bare det at danse sammen. Man kommer tættere på hinanden. Får nogle positive relationer til hinanden, når alle er så hjælpsomme og gerne vil snakke med en når man har det svært.”

Håber på flere unge folkedansere

Med sine 22 somre er Anne Langballe et af foreningens yngste medlemmer, men hun håber, at endnu flere unge finder vej til lokalerne på Banetoften.

”Det kunne være rigtigt fedt, hvis der var flere unge, for ellers så uddør det jo, og det ville være synd. Det er fordi det ikke er sejt, at gå til folkedans.”

”Man får noget historie og dansk kultur ud af det, som ellers går tabt. Både dragterne, dansene og folkemusikken er noget vi skal holde ved, og jeg synes det er synd, at der ikke er flere unge, som er interesserede i det og vil være med til at vedligeholde det. Det er hyggelig og god motion.”

Foreningen håber på, at kunne sende en gruppe unge folkedansere til USA for at vise dansk folkedans og spillemandsmusik frem, men indtil videre er det projekt sat på pause. De håber dog, at det snart kan blive realiseret.