Fonde købte ind på Sdr. Borks vision – og belønnede med 13 millioner kroner

Aktivitet behøver ikke foregå i de rammer, som vi kender. Det skal passe til menneskerne. Sådan tænkte de i Sdr. Bork, da forsamlingshuset skulle fornys. Og det gav pote.

"Lys i vinduerne hele ugen" lød visionen i Sdr. Bork.

472 indbyggere. Og det er endda fordelt på både Sdr. og Nørre Bork, to landsbyer med få kilometer imellem sig placeret i den sydlige del af Ringkøbing-Skjern Kommune. Bork er ikke landsdelens mest befolkningsrige område. Alligevel har tre foreninger i Bork i løbet af de seneste 10 år samlet cirka 14. millioner kroner sammen til forbedringer af forsamlingshuset og området omkring.

Tilbage i 2012 besluttede bestyrelsen i forsamlingshuset at gøre noget ved landsbyens forsamlingshus, som havde set bedre dage. En typisk sag.

Men i stedet for blot at udbedre de fejl og mangler, som huset i dets levetid havde skrabet sammen, så udnyttede man i stedet muligheden til at nytænke forsamlingshuset og skabe nyt liv i byen.

Lys i vinduerne hele ugen

I små lokalsamfund, hvor husene er få og naboerne langt væk, kan det være svært at skabe masser af aktivitet. Alligevel var det en vision om netop at skabe aktivitet hver aften i forsamlingshuset, som førte til et storstilet projekt, der skabte et helt nyt forsamlingshus.

Bestyrelsen i forsamlingshuset og alle områdets borgere bød i fællesskab ind med vidt forskellige aktiviteter – lige fra familieidræt og billard til kreative aktiviteter som madlavningskurser eller syning. Men også livestreams af universitetsforedrag står også på programmet i forsamlingshuset. Der er ingen grænser for ideerne. Og de behøver ikke at passe ind i de traditionelle rammer for aktivitet. Det vigtigste er, at der sker noget.

”Det er hverdagens fællesskaber som vi gerne vil – for små som store – uanset om du kommer på cykel, løbehjul, i kondisko eller stiletter”, lød det fra Lili Pedersen i et interview med DGI Vestjylland. Hun er en del af den engagerede gruppe, som står for at søge fondene – og det gør de med stor succes.

Visionen om aktivitet hver aften var noget som fondene var helt vilde med – det vidner listen over bidragsydere om. 10,4 millioner kroner blev samlet ind til ombygningen af forsamlingshuset. 

Projekter og fondsbevillinger

Sdr. Bork Forsamlingshus 2014 - 10,4 mio. kr. i donationer

  • A.P. Møller
  • Lokale og Anlægsfonden
  • LAG, Ringkøbing-Skjern
  • Anlægspuljen Ringkøbing-Skjern Kommune
  • Anonym lokal donation
  • Landdistriktspuljen Ringkøbing-Skjern Kommune
  • Handicapvenlige forbedringer Ringkøbing-Skjern Kommune

Torvet (Husets Legeplads) 2017 - 427.920 kr. i donationer

  • Lokale og Anlægsfonden
  • Ildsjælepuljen Ringkøbing-Skjern
  • Pulje til fremme af Cyklisme
  • Friluftsrådet

Fritids- og Naturpark 2021 - 2,27 mio. kr. i donationer

  • Landdistriktspuljen
  • Nordea - Her bor vi
  • Gearingspuljen Ringkøbing-Skjern Kommune
  • Lokale og Anlægsfonden
  • SE (Norlys)
  • Landdistriktspuljen Ringkøbing-Skjern Kommune
  • Friluftsrådet
  • VELUX Fonden
  • Bork for Land og By
  • Sydbank
  • En håndsrækning, Sol og Strand
  • Grønne hjem

Derudover har foreningerne lagt egne midler samt mange frivillige timer i projekterne.

Grundigt forarbejde udgør fundament til de store beløb

Foreningerne i Sdr. Bork er ikke kommet sovende til de store beløb, som deres bankkonto i de seneste 10 år har modtaget.

Massevis af møder i styregruppen og flere borgermøder har optaget mange aftner i kalenderne. Og det er bare mødeaktiviteten. Så er der en masse mails, SMS’er og opkald frem og tilbage.

Styregruppen har insisteret på at skræddersy ansøgningen til hver fond og aldrig sende en standardiseret udgave. Det kræver en masse research, men tilgangen har i den grad betalt sig. De har heller ikke været blege for at tage kontakt til fondene, men først når de vidste præcis hvad de ville og ikke kunne finde svar på spørgsmålet et andet sted.

”Man skal ikke bare ringe fordi man får en flyvsk tanke. Man skal have arbejdet tingene igennem inden man kontakter dem. Kan man finde det på deres egen hjemmeside, så skal man ikke kontakte dem, for så har man ikke gjort sit forarbejde.”

”Der kommer ikke flere fodboldhold i Danmark af, at vi laver en bane mere”

Det er ikke kun forsamlingshuset, som i de seneste år har fået en overhaling. Også udendørsarealerne omkring forsamlingshuset samt den gamle fodboldbane, har fået nyt liv. Denne gang fik forsamlingshusets bestyrelse selskab af Sogneforeningen og idrætsforeningen Aktiv Fritid I West i planlægningen. Her var det igen aktiviteterne og borgerne som var i centrum, i stedet for at holde fast ved tidligere tiders aktivitetsmønstre.

Det er mange år siden, at et fodboldhold regelmæssigt indtog grønsværen ved den sydlige ende af Ringkøbing Fjord. Det blev derfor heller ikke med Danmarks største idræt i baghovedet, at området blev lavet om.

”Der kommer ikke flere fodboldhold i Danmark af, at vi laver en bane mere.”

Lili Pedersen, Sdr. Bork

Den gamle fodboldbane er blevet omdannet til en fritids- og naturpark mens legepladsen er blevet til byens kreative centrum for børn, unge og voksne med et aktivt sind. Ønsker man en traditionel legeplads, leder man dog forgæves. Flytbare betonelementer og mål giver bl.a. en ny fodboldoplevelse, og bakkerne i naturparken giver andre muligheder end den flade græsplæne.

Området byder dog også på nogle velkendte elementer – og her er mange forskellige målgrupper igen inddraget. Petanquebane, tarzanbane, pumptrack (til mountainbikes, red.) parkourbane, bålhytte er nogle af de ting, som gæsterne i parken finder. Og gæsterne kommer langvejsfra. Nogle for at lege, andre for at søge inspiration til deres eget område.

Pumptrackbanen bruges af store som små.jpg

Tid til at puste ud

Natur- og fritidsparken er kun detaljer fra at blive færdig, og Sogneforeningen, Aktiv Fritid I West og Sdr. Borks Forsamlingshus kan derfor snart sætte punktum for deres tredje projekt på 10 år.

Nu skal de nyde frugterne af deres hårde arbejde, og selvom der er gået mange timer med møder, ansøgninger og research, så er Lili Pedersen ikke i tvivl om, at det har været det hele værd. Nu er det tid til at puste ud.