Familier i Vinderup danner fællesskaber i fritiden

Familien Stabel i Vinderup får igennem projektet Familie-Fællesskab-Fritid motion, sund kost og nye bekendtskaber i byen, som de for nyligt er flyttet til. Seks andre idrætsuvante børnefamilier er med i projektet, som DGI Vestjylland og Holstebro Kommune står bag, og nu skal projektet føres videre til Ulfborg til september.

Hvordan får man nye bekendtskaber, når man flytter til en ny og ukendt by?

Det er en problemstilling, som mange står overfor, når teltpælene rykkes op og placeres på en ny og forholdsvis ukendt matrikel. Sådan har det også været for familien Stabel i Vinderup, som ud over forældrene Jens og Helle tæller sønnen Bjarne på knap fire år.

Vi tænkte: Hvordan kommer man til at kende andre familier i byen? Vi kom hurtigt frem til, at en form for engagement i foreningslivet var relevant

Jens Stabel

Jens og Helle havde et par klare krav til deres engagement, som de meget gerne så opfyldt i Vinderup, så de kunne støtte det lokale foreningsliv.

”Det var vigtigt for os, at hele familien kunne være med. Det skulle ikke være noget, hvor man afleverer sine børn og henter dem to timer efter. Hvis det samtidig indbefattede motion, ville det være helt perfekt,” siger Jens Stabel.

Fokusset på børnefamilier i Holstebro Kommune er på baggrund af undersøgelser, der viser, at forældre i børnefamilier er mindre fysisk aktive end resten af borgerne i kommunen.

Familien glæder sig hver gang

Et Facebook-opslag omkring Familie-Fællesskab-Fritid fangede familiens interesse. Det lød som noget for dem, da det kunne dække alle behovene. Projektet er målrettet til børnefamilier, der ikke dyrker fritidsaktiviteter. Med støtte fra Sundhedsstyrelsen kan familierne gratis prøve aktiviteter i forskellige lokale idrætsforeninger.

Hele familien deltager i aktiviteterne, så både børn og forældre kan få inspiration til mere bevægelse i hverdagen og forhåbentlig finde en idrætsgren, de har lyst til at gå til. Samtidig er det målet, at familierne får nogle sociale relationer til andre lokale familier. Familien Stabel blev udvalgt til projektet sammen med seks andre familier, og det har været en positiv oplevelse for familien hele vejen igennem.

Dette projekt har hele pakken, og det har været helt fantastisk for os. Vi kan tage direkte fra arbejde til dette forløb, som indeholder både motion og aftensmad. Vi glæder os hver gang, vi skal afsted, og vi går derfra med et smil hver gang

Jens Stabel

”Det er lidt en anden måde at lege på som familie. Vi har ikke lige en springgrav derhjemme, så det er nogle helt andre omgivelser. Det er meget interessant at se, hvordan alle er sammen på kryds og tværs. Alle leger og snakker med hinanden - uanset hvor man kommer fra. Det er fantastisk at opleve, at alle er lige,” siger Jens Stabel.

Ømme kroppe og familievenlig mad

Ud over det sociale kan familien Stabel også mærke stor fysisk forskel, da der til træningen er gang i nogle muskelgrupper, de normalt ikke bruger.

”Helle og jeg kan mærke på vores egen krop, at vi bruger nogen muskelgrupper, som vi ikke bruger til daglig,” siger Jens Stabel.

Jens fremhæver også maden som en positiv effekt af forløbet.

”Maden er meget familievenlig med fokus på bæredygtighed og miljøet. Kød er derfor nedprioriteret,” siger Jens Stabel og fortsætter:

”Vi er rigtig glade for forløbet. Efter sommerferien vil vi meget gerne betale for, at et lignende forløb kan fortsætte. Det har vi snakket med nogle af de andre familier om. Vi er meget taknemmelige for, at dette forløb er gratis, da det har haft mange positive effekter på hele familien”, slutter Jens Stabel.

Kulturen i en forening

Michael Laursen er projektansat hos DGI for at få projektet til at lykkes. Han bor i Holstebro og har tidligere været amtskonsulent for DGI i 12 år. Han understreger, at projektet i høj grad handler om kulturen i en forening.

Det er vigtigt for os at vise, hvordan foreningslivet fungerer. Mødetidspunkterne skal overholdes, og man skal have respekt for alle

Michael Laursen, projektkoordinator hos DGI Vestjylland

”Projektet handler meget om, hvordan man gebærder sig, når man er medlem af en forening. Det er vigtigt for os at vise, hvordan foreningslivet fungerer. Mødetidspunkterne skal overholdes, og man skal have respekt for alle,” siger Michael Laursen.

”Ud over idrætten sætter vi også fokus på at spise sundt. Det giver rigtig god mening at koble den del på. Sund og økologisk mad er i højsædet,” siger Michael Laursen.

Anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen

Familie-Fællesskab-Fritid er støttet af Sundhedsstyrelsen, og der er derfor fokus på anbefalinger fra netop Sundhedsstyrelsen.

”Sundhedsstyrelsen har bevilget projektet. Vi har af den årsag fokus på de mange anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen om blandt andet høj aktivitet to gange om ugen,” siger Michael Laursen.

Projektet skal medvirke til, at familierne ønsker at fortsætte i foreninger efter forløbets afslutning. Familierne vil desuden få mulighed for at søge økonomisk tilskud, der skal bruges til kontingent og idrætsudstyr.

Til september kører projektet videre i Ulfborg med et 18-ugers forløb, hvor idrætsuvante børnefamilier mødes ugentligt. Planen til foråret 2020 er at køre forløbet i trekantsområdet omkring Holstebro. Interesserede familier er altid velkomne til at kontakte DGI Vestjylland.