DM i foreningsudvikling gavner det vestjyske foreningsliv

For godt et år siden tog Sørvad Kultur- og Idrætscenter, Herrup-Bjergby Fællesforening og Vorgod Barde Motion og Fritid beslutningen om at deltage i DM i foreningsudvikling. Sammen repræsenterede de DGI Vestjylland, og siden er det gået stærkt.

”Det har været et interessant forløb, hvor vi har fået andre vinkler på det projekt, som vi er i gang med, ” siger Vita Bilberg fra Sørvad Kultur- og Idrætscenter.

Selvom ingen af foreningerne fra DGI Vestjylland vandt DM, så har forløbet været givende og udviklende på mange områder.

I Tim GF glæder man sig til DM forløbet

Flere hænder er vejen frem
Deltagerne i DM i foreningsudvikling skal alle opstille nogle mål, de ønsker at nå i løbet af det år, de er med i DM. Hos Sørvad Kultur- og Idrætscenter opstillede de flere mål, de ønskede at nå som en del af DM i foreningsudvikling, og en af dem var blandt andet at tiltrække og fastholde flere frivillige, så der var flere hænder til at klare de mange forskellige opgaver. 

”I forbindelse med en fællesspisning, arrangerede vi et borgermøde, hvor vi i samarbejde med DGI’s konsulent fortalte byens borgere om vores projekt. Der var et stort fremmøde, og der kom mange tanker og ideer frem, som der bliver arbejdet videre med, ” fortæller Vita Bilberg. 

For Sørvad Kultur- og Idrætscenter har det været essentielt, at hver idé skulle have en tovholder, inden den blev taget med videre fra borgermødet. Tovholderen skulle så arbejde videre på ideen. På den måde sikrede man en god fordeling af opgaverne, og at det ikke blev en frivillig fra Sørvad Kultur- og Idrætscenter, som i forvejen havde en del opgaver i forbindelse med deltagelsen i DM i foreningsudvikling. 

Masser af gode ideer og tiltag i Sørvad
Flere frivillige er blot et af de mål, foreningen har nået. Derudover har Sørvad Kultur- og Idrætscenter blandt andet etableret et genbrugsbibliotek, som er en stor succes. Det simple koncept i genbrugsbiblioteket er, at man kan tage en bog mod, at man afleverer en anden. Mange private og Herning Bibliotek har doneret en stor mængde bøger, og skoleelever har som del af et valgfag kategoriseret og opstillet bøgerne samt lavet reklame for genbrugsbiblioteket.

Men Sørvad Kultur- og Idrætscenter har gang i flere nye tiltag. 

”Vi arbejder også videre med at etablere et stort motorik-landskab og multimøbler i centerets foyer, hvor børn og unge frit kan boltre sig, mødes og hygge sig med hinanden, ” fortæller Vita Bilberg. 

DGI er med hele vejen
Gennem hele forløbet har samtlige foreningerne fået støtte og sparring fra DGI Vestjylland, og de har også deltaget på foreningskurser som en del af forløbet. 

”Alle foreninger er nået rigtig langt, og de har gjort et kæmpe stykke arbejde. Nogle af foreningerne er kommet godt i mål med nogle af deres projekter, mens andre stadig arbejder på det, det kan jo være en langvarig proces at få forskellige ting sat i gang. Men jeg er sikker på, alle nok skal nå i mål, ” fortæller Preben Holm, direktør DGI Vestjylland. 

Selvom DM-deltagelsen nu er overstået, så arbejdes der fortsat videre, da målet, om at foreningerne skal være et naturligt, aktivt samlingspunkt for området, lever i bedste velgående. 

Tim GF og Nr. Felding GIF er klar til at vinde DM 2015-16
Og nye foreninger står allerede klar i kulissen. Klar til at deltage i – og vinde - DM i foreningsudvikling 2015-2016 og blive Danmarks mest innovative og udviklingsparate forening med deltagerne fra 2014-15 som gode forbilleder.

I DGI Vestjylland er tre foreninger, herunder Nr. Felding GIF og Tim GF udpeget til at deltage. Og de er allerede godt i gang med arbejdet. 

”I Tim GIF vil vi rigtig gerne udvikle. Vi er af den overbevisning, at vi, på grund af vort lokalsamfunds størrelse og sammensætning, må samarbejde og løfte i flok. Vi har derfor kastet bolde ud til flere forskellige foreninger i Tim Sogn. Boldene er blevet grebet, så vi håber, at vi ved hjælp af samarbejde både bliver en idrætsforening, men også et helt sogn i udvikling, ” fortæller Diana Mortensen, Tim GF. 

Tim GF har endnu ikke færdigdefineret deres kerneopgave, men af emner på plakaten er renovering og ombygning af Tim Hallen, etablering af fitness, optimering af vores kommunikation både internt og eksternt i Tim Sogn, outdoor udvikling, inklusion af tilflyttere og meget mere, oplyser Diana Mortensen. 

I Nr. Felding GIF har de endnu ikke konceptet helt på plads, men har planer om at invitere nabosognene til et møde omkring et samarbejde. 

”I Nr. Felding GIF vil vi have fokus på klyngesamarbejde på idrætsområdet, så vi kan udvide udbuddet med flere idrætstilbud til børn og unge og i det hele taget skabe en bevidsthed om, at vores lokalsamfund står stærkt, når vi samarbejder, ” fortæller Per E. Østergård, formand i Nr. Felding GIF. 

Nr. Felding har allerede fået kontakt til nabosognet Idom-Råsted, som ønsker et kulturelt samarbejde, og det er de positive omkring i Nr. Felding GIF. 

”Vi er glade for at blive kontaktet af Idom-Råsted, og et kulturelt samarbejde er en gren af det klyngesamarbejde, vi ønsker at arbejde hen mod. Og samtidig åbner det op for nogle flere aktiviteter i vores lokalområde, så vi er meget positive, ” fortæller Per E. Østergård. 

Gennem udviklingsforløbet får foreningerne tildelt konsulenthjælp fra DGI Vestjylland med op til 30 timer.

Læs mere om DM i foreningsudvikling.
https://www.dgi.dk/foreningsledelse/goer-din-forening-bedre/dm-i-foreningsudvikling/saadan-bliver-du-deltager-ved-dm