DGI Vestjylland giver de unge 10.000 skulderklap

Til DGI Vestjyllands årsmøde uddeles hvert år Årets Ungepris og 10.000 kr. til en ung under 25 år, der har gjort et ekstraordinært arbejde i deres forening. Nu skal prisen snart uddeles igen, og for modtageren af sidste års Ungepris har prisen været et stort skulderklap.

En glad Ditte Thimm (th) har netop modtaget Årets Ungepris 2015. Her ses hun med Klaus Gamst fra Ringkjøbing Landbobank.

Da Ditte Thimm fra Mogenstrup IF modtog årets Ungepris 2015, stod overraskelsen malet i hele ansigtet. Hun var slet ikke klar over, at hun var blevet indstillet til prisen. Hun var heller ikke klar over, at hun var til DGI Vestjyllands årsmøde. Formanden for Mogenstrup IF Tove Ehmsen havde bedt Ditte Thimm deltage i et møde, og Dittes mor havde sagt, at det nok var en god idé at deltage i. Det var netop formanden, der havde indstillet Ditte til prisen og involveret moderen i overraskelsen.

”Det var vildt, da mit navn blev råbt op. Jeg blev meget overrasket og havde slet ingen mistanke, for Mogenstrup IF er en meget lille klub, og der må jo være mange klubber, som har indstillet folk, ” fortæller Ditte Thimm.

Og for 21-årige Ditte Thimm har både indstilling og pris haft stor betydning for hendes frivillige arbejde i Mogenstrup IF.

”Når det er frivilligt arbejde, modtager man jo ikke lige en løn hver måned, og det kan nemt blive lidt mere overset. Så ikke blot prisen, men også indstillingen viser, at der er nogle, der værdsætter det frivillige arbejde, man laver, ” siger Ditte Thimm.

Det er en måde at vise de unge, at de bliver værdsat. Det er lidt af et skulderklap.

Ditte Thimm

Tid til nye udfordringer

Ditte Thimm har været frivillig i Mogenstrup IF de sidste ni år, her af de sidste to år som en del af bestyrelsen. Men nu er det snart slut. Ditte har nemlig besluttet at stoppe til den kommende generalforsamling.

”Jeg er startet som revisor og læser samtidig på universitetet i Herning, så tiden er ikke til det. Og jeg vil ikke være med i noget halvt, så jeg ikke kan yde en god indsats, ”forklarer Ditte Thimm.

Prisen har Ditte Thimm stadig stående fremme i sit hjem, og de 10.000 kr. varmer stadig godt på bankkontoen. ”De er jo gode at have”, forklarer Ditte Thimm med et smil.

Ungeprisen gør en forskel

31. marts holder DGI Vestjylland årsmøde igen, og her uddeles Årets Ungepris 2016 og 10.000 kr. For Ditte Thimm er denne pris noget ganske særligt.

”Det er en måde at vise de unge, at de bliver værdsat. Som ung er det måske ikke altid det frivillige foreningsarbejde, der kommer først, og de som så vælger at bruge tid på det, der synes jeg, det er fedt, der er sådan en pris. Det er lidt af et skulderklap. Også bare for alle der bliver indstillet – foreningerne der indstiller folk viser jo, at de sætter pris på folk, ” siger Ditte Thimm.

Alle medlemsforeninger i DGI Vestjylland kan indstille en ung frivillig i deres forening til prisen. Læs mere om hvordan I indstiller til Årets Ungepris 2016.