”Det er en succes, hvis de glemmer resultatet”

Den gode oplevelse skal trumfe resultatet. Ikke alle vinder, og børnene går ikke op i det – men de husker musikken, pokalen og stemningen. Til Bork Cup har de knækket koden, og derfor kommer Martin Bruun Kristensen og hans hold fra Varde IF igen år efter år.

Én af trænerene til Bork Cup, Martin Bruun Kristensen fra Varde IF, fik af Bork Cups stævneleder 50 billetter til en FC Midtjylland-kamp for hans flotte arbejde med pigefodbolden.

Hvis du lukker øjnene og forestiller dig en mørklagt hal med stemningsskabende lys, der matcher dunkende indløbsmusik, som brager ud af højtalerne mens spillere løber på banen til navneopråb og klapsalver – tænker du så også på tophåndbold?

Det kan man nemt komme til – men i stedet for tophåndboldspillere er det U6-drenge og U11-piger, som får en stor oplevelse til Bork Cup.

Stævnearrangør Søren Grum er godt tilfreds, hvis spillerne ikke aner om de tabte eller vandt, når de sætter sig trætte ud i bilen efter en masse fodbold i det vestjyske.

”Det er en succes hvis de har glemt resultatet, men husker pokalen, røgen, indløbet og stemningen,” fortæller en spændt stævnearrangør få dage før første bold sparkes i årets udgave af Bork Cup tilbage i februar.

Selv husker Søren bedst en fodboldtur til Tjekkiet på grund af fyrværkeriet ved stævnet. I dag har Søren ikke den fjerneste idé om hvad resultatet blev. Sådan håber han, at Bork Cup er for de deltagende børn.

Bork Cup et perfekt match til Martins U11/U12-piger

Én af stævnets trofaste deltagere er Martin Bruun Kristensen, som i flere år nu har taget den 30-minutter lange tur nordpå fra Varde til et stævne, der matcher hans syn på fodbold – nemlig at en god fodboldoplevelse er så meget mere end hvad måltavlen viser til sidst.

I år var han afsted med 20 piger, som han beskrev som ”fuldstændig høje” efter Bork Cup.

”Langt de fleste vinder ikke, men de får en fantastisk oplevelse,” fortalte Martin til DGI Vestjylland. Det er i høj grad alt det rundt om fodbolden, som skal have særlig opmærksomhed, hvis pigerne skal blive i sporten, mener han.

På hans hold i Varde IF rummer opskriften blandt andet:

  • Skræddersyede diplomer med 3 gode egenskaber ved sæsonafslutning
  • Holdbamser som går på tur til den holdkammerat der har trøstet, overvundet sig selv eller kæmpet hårdt
  • Kampråbet: ”Alle ved vi vinder for vi er veninder”
  • Aflagte spillertrøjer med autografer til årets kammerat
  • Fællessang under opvarmningen
  • Ældre piger som hjælpetrænere som pigerne kan spejle sig i

For Martin er det afgørende at få holdet og relationerne til at spille. Ellers fungerer ingenting. Niveauet hos spillerne må gerne variere, men alle spiller en rolle på eller udenfor banen – for eksempel er nogle spillere dygtige til at gå forrest opvarmningen, mens andre kan dirigere presset på banen.

Og da Martin bliver spurgt hvad det vigtigste for succes med pigerne er, går det er par velovervejede sekunder før svaret sikker lyder:

”Kommunikation.”

”Pigerne har brug for at forstå opgaven i detaljer inden de springer ud det. De har brug for at forstå simple delelementer af spillet – det gør dem trygge.”

Skulderklap i form af 50 billetter til kamp i Superligaen

Varde-trænerens flotte indsats er ikke gået ubemærket hen hos Søren Grum. På sidelinjen i Bork Hallen har han lagt mærke til det gode arbejde, som Martin og hjælpetrænerne Alberte Kronlykke og Yasin Juul Akdeniz udfører.

Til stævnet har Søren Grum en bunke billetter til en FCM, som i år gik til en, som yder en stor indsats for fodboldglæden hos børn – Martin Bruun Kristensen.

”Han vil også gerne give trygge fodboldoplevelser til spillerne. Med billetterne vil jeg fortælle, at han bliver set,” fortæller stævnelederen og fortsætter:

”Jeg vil gerne udbrede forståelsen for Martins arbejde og anerkende det.”

Martin er én af de mange dygtige trænere, som hver dag gør en forskel for børn, unge og voksne rundt omkring i fodbolddanmark, og han er glad for skulderklappet:

”Det var fedt at blive set. Man kan let blive latterliggjort i fodbold med kampråb og bamser. Men klubber i hele området kigger både vores og Sørens vej.”

17. marts besøgte 45 spillere, trænere og forældre MCH Arena for at se FC Midtjylland spille mod Vejle Boldklub på grund af de billetter som Martin fik tildelt.

For mange var det den første superligakamp på et stadion – og helt basale spørgsmål om for eksempel halvlegens længde mødte Martin. Nogle piger følger ikke meget med i fodbold – for dem fylder det sociale. Derfor har Martin og trænerteamet stort fokus på det.

Og derfor fungerer Bork Cup så godt. Resultatet er ikke vigtigt, men alt det uden om er.