At modtage Årets Ungepris er et stort skulderklap, en kæmpe anerkendelse og motivationsfaktor

Sådan siger modtageren af Årets Ungepris 2016. Nu uddeles prisen igen i 2017, og alle kan indstille et ungt menneske, der gør en forskel i foreningslivet.

Til DGI Vestjyllands årsmøde uddeles hvert år Årets Ungepris og 10.000 kr. til en ung under 25 år, der har gjort et ekstraordinært arbejde i deres forening. Nu skal prisen snart uddeles igen, og for modtageren af sidste års Ungepris har prisen været et stort skulderklap.

22-årige Emilie Kjærgaard modtog Årets Ungepris 2016 for sit frivillige virke i Thyborøn Fritid. Hun var meget engageret i det lokale foreningsliv – og engagementet er ikke blevet mindre det sidste år.

Da næstformand i Thyborøn Fritid indstillede Emilie Kjærgaard til Årets Ungepris 2016, skrev han blandt andet:

Emilie flyttede til Aarhus i september 2015 for at starte på serviceøkonom-uddannelsen. Inden da var Emilie meget engageret i det lokale foreningsliv. Hun var og er stadig den ”unge” blæksprutte, som ALDRIG siger nej. Så snart hun har muligheden, drøner hun tværs over Jylland for at komme hjem og give en hjælpende hånd med – og det sker ret ofte.

Siden da er der sket meget.

Læs også >> Årets Ungeprismodtager 2016 er fra Thyborøn Fritid

Hjem til det vestjyske og netværket

Emilie studerer stadig til serviceøkonom, men ikke længere i Aarhus. Hun er flyttet hjem til Thyborøn og studerer på uddannelsen i Holstebro. Hun ville tilbage til rødderne, netværket og ikke mindst foreningslivet.

”Det var netværket, der trak, og det er det frivillige arbejde en del af. Det er fedt at være en del af en lille by, hvor vi løfter i flok og skaber gode fællesskaber på tværs af idræt og kultur,” siger Emilie Kjærgaard.

Kender du et ungt menneske, der fortjener en særlig påskønnelse?

Giv et skulderklap til en ung i din forening, der:

  • Er idérig og nytænkende
  • Har en positiv indstilling, der smitter af på andre i det daglige
  • Har gjort et ekstra stykke foreningsarbejde i årets løb
  • Er under 25 år

En indstilling til prisen er en forudsætning og skal indeholde:

  • Navn, adresse og tlf.nr på den indstillede
  • En begrundelse for indstillingen, gerne så detaljeret som mulig

Indstilling sendes til Ida.liebach.rasmussen@dgi.dk senest 23. januar 2017.

Emilie har en travl hverdag, men hun kan lide det

Da hun modtog Ungeprisen var hun suppleant i Thyborøn Fritids bestyrelse, men nu er hun konstitueret formand i både håndbold- og gymnastikafdelingen. Hun arrangerer Fiskens Dag, julemesse og andre arrangementer i byen, og så er hun instruktør på DGI Vestjyllands Unglederuddannelse – foruden et liv som studerende.

Så selvom hun ikke længere drøner på tværs af Jylland, så er der stadig fuld drøn på hendes hverdag.

”Jeg gør det, fordi jeg kan lide det. Det er dejligt at se ting lykkes, som man har været med til at arrangere, men jeg hverken ville eller kunne lave det frivillige arbejde, jeg gør, uden en lige så stor indsats fra de andre fantastiske trænere, udvalgsmedlemmer, forældre og andre frivillige i Thyborøn Fritid,” siger Emilie.

Det er dejligt at se ting lykkes, som man har været med til at arrangere, men jeg hverken ville eller kunne lave det frivillige arbejde, jeg gør, uden en lige så stor indsats fra de andre fantastiske trænere, udvalgsmedlemmer, forældre og andre frivillige i Thyborøn Fritid

Emilie Kjærgaard

Et stort skulderklap at modtage Ungeprisen

Med Årets Ungepris følger en pose penge på 10.000 kr., og de er kommet Emilie godt til gavn i et liv som studerende, hvor pengene er små. De har givet hende mulighed for en studierejse, og det koster også at flytte til og fra Aarhus.

Da Emilie modtog prisen blev hun meget stolt og glad, men samtidig fik hun også en lille knude i maven. Hun følte nemlig, at de tre andre nominerede til prisen havde fortjent den lige så meget som hende.

Det er stort at modtage Årets Ungepris, det er en kæmpe anerkendelse og et stort skulderklap og samtidig en stor motivationsfaktor

Emilie Kjærgaard

”Det er stort at modtage Årets Ungepris, det er en kæmpe anerkendelse og et stort skulderklap og samtidig en stor motivationsfaktor. Jeg synes, de andre nominerede havde fortjent prisen lige så meget, for frivillighed er jo noget, man gør i fællesskab, og som man er sammen om. Og de havde fortjent lige så stor anerkendelse,” siger Emilie.

Emilie Kjærgaard var nomineret til Årets Ungepris 2016 sammen med Nikolaj Hjortlær Olesen fra Mejdal-Halgård Gymnastikforening, Agash Ragunathan fra Vgf89 i Holstebro samt Jeppe Poulsen fra håndboldafdelingen i Idom Råsted.

I 2017 fordeles Ungeprisen mellem 3 unge ildsjæle

Tidligere blev Ungeprisen uddelt til én ung person under 25 år. DGI Vestjylland har, siden Emilie modtog prisen, besluttet, at flere unge ildsjæle skal belønnes for deres store foreningsarbejde. Derfor deles prisen nu i 3.

”Der er så mange unge ildsjæle rundt om i foreningslivet, der gør en kæmpe indsats, og det vil vi gerne være med til at anerkende. Derfor går prisen fremadrettet til 3 unge mennesker, og alle kan indstille en ung person under 25 år,” siger Ida Liebach, Udviklingskonsulent ved DGI Vestjylland.

Årets Ungepris 2017 uddeles til DGI Vestjyllands årsmøde i marts 2017 og er skænket af Ringkøbing Landbobank. Prisen er samlet på 10.000 kr.