Årets Ungeprismodtager 2016 er fra Thyborøn Fritid

DGI Vestjylland har uddelt prisen Årets Ungepris 2016 til den 21-årige Emilie Møller Kjærgaard fra Thyborøn Fritid. Hun blev valgt blandt 4 nominerede.

Til DGI Vestjyllands Årsmøde uddeles traditionen tro Årets Ungepris til en ung under 25 år, der er nytænkende og idérig og har gjort en særlig indsats i sin forening. Med prisen følger 10.000 kr. Udviklingskonsulent i DGI Vestjylland Ida Liebach betegnede det som et svært valg mellem mange gode indstillede kandidater.

”Det har været svært kun at skulle finde én modtager af dette års Ungepris, da vi ud fra indstillingerne kunne læse om det enorme engagement, den ildhu og store indsats disse unge ildsjæle leverer i de vestjyske idrætsforeninger hver dag, ”fortalte Ida Liebach.

Næstformand i Thyborøn Fritid Chris Olesen havde indstillet Emilie Møller Kjærgaard til prisen. I Indstillingen lød det blandt andet:

Emilie flyttede i september 2015 til Århus for at studere. Alligevel drøner hun, så snart hun har muligheden, tværs over Jylland for at komme hjem og give en hjælpende hånd med. Hun var og er stadig, den ”unge” blæksprutte, som ALDRIG siger nej. Ud over trænerrollen samt at være planlægger og tovholder på diverse arrangementer er Emilie idéskabende, og hun har taget initiativ til at sætte skub i at finde unge, kommende trænere / ledere til foreningen. Emilie har altid en positiv indstilling til tingene, og hendes smilende, gode humør smitter af på alle, hun møder på sin vej. ”

En stolt og ydmyg prismodtager

Årets Ungepris er sponseret af Ringkjøbing Landbobank, og bankens repræsentant Klaus Gamst overrakte checken til en meget stolt og overrasket Emilie Møller Kjærgaard.

Jeg er jo bare glad for det, jeg laver, og det er fedt at lave frivilligt arbejde og se ting lykkes i fællesskab

Emilie Møller Kjærgaard

”Det er helt vildt, jeg er vildt taknemmelig over at modtage sådan en pris. Jeg er jo bare glad for det, jeg laver, og det er fedt at lave frivilligt arbejde og se ting lykkes i fællesskab. Når først man er blevet en del af det, tror jeg, det er umuligt at slippe igen, ” fortæller en storsmilende Emilie Møller Kjærgaard.

Også Chris Olesen, der indstillede Emilie Møller Kjærgaard til prisen er glad på prismodtagerens vegne.

”Det er fuld fortjent, at Emilie hædres med denne pris, og som næstformand i foreningen håber jeg, hun får en plads i bestyrelsen. Jeg er både på vegne af Emilie og på vegne af Thyborøn Fritid utrolig stolt over, at hun har modtaget denne anerkendelse, ” udtaler Chris Olesen, næstformand i Thyborøn Fritid.

Unge ildsjæle, der gør en forskel

Foruden Emilie Møller Kjærgaard var tre andre unge nominerede for deres store indsats i foreningslivet.

Nikolaj Hjortkær Olesen var nomineret for sit arbejde i Mejdal-Halgård Gymnastikforening. Formand Laila Poulsgaard havde blandt skrevet i indstillingen:

”Nikolaj er meget vellidt blandt børnene i foreningen, og han er en fantastisk rollemodel for dem. Han inspirerer gymnasterne til at blive bedre, og samtidig er han altid glad, smilende og positiv. Nikolaj er en kæmpe gevinst, og han har en vigtig rolle i den udvikling, vi som forening er i gang med. Nikolaj har en ambition om, i løbet af en sæson eller to, at få startet et konkurrencehold op. ”

Agash Ragunathan fra Vgf89 i Holstebro var også nomineret til Årets Ungepris. I indstillingen, indsendt af Jesper Juhl formand i Vgf89, stod blandt andet:

”Agash er selvstændig og vokser med de opgaver, vi giver ham. Han er meget vellidt i trænergruppen og blandt gymnasterne. Det er en fornøjelse at have en fyr som Agash i foreningen, der med sit smittende humør og gå på mod, er rollemodel for vore unge trænere. ”

Jeppe Poulsen var nomineret på baggrund af indstillingen indsendt af formand for håndboldafdelingen i Idom Råsted IF Helle Madsen. I indstillingen stod blandt andet:

”Jeppe har mange jern i ilden og formår på trods af sine mange opgaver at holde begge ben solidt plantet på jorden. Han har en formidabel evne til at hvile i sig selv og udstråler en glæde i alt, han laver. Han er et engageret ungt menneske, som favner både at lede og guide, at dømme og vejlede samt at være medspiller. ”