75 børnehavebørn løb, dansede og legede sammen med Tarm-Foersum GF og DGI

Gymnastik, håndbold, dans og leg erstattede en almindelig dag i børnehaven for 75 børn i Tarm, da Tarm-Foersum GF og DGI inviterede til aktivitetsdage i Tarm Idrætscenter som en del af projektet ”Alle børn i forening”.

Børnene prøvede både gymnastik og håndbold af sammen med frivillige fra Tarm-Foersum GF.

Skovle, rutsjebaner og løbecykler var skiftet ud med bolde, forhindringsbaner og sjove danse for børnene i børnehaverne Klatretræet og Solstrålen i Tarm onsdag og torsdag i uge 26. Børnene og personalet var blevet inviteret til to aktivitetsdage sammen med den lokale idrætsforening Tarm-Foersum GF og DGI Vestjylland.

Klatretræets børn var de første til at afprøve hvad de frivillige fra foreningens håndboldafdeling og gymnastikafdeling havde planlagt for dem, da de efterlod skoene ved væggen og trådte ind på gulvet i Hal 2 i Tarm Idrætscenter onsdag formiddag – Solstrålens børn var med torsdag.

To frivillige fra håndboldafdelingen gav først børnene en smagsprøve på håndbold gennem sjove lege og øvelser, hvor børnene med stor koncentration kastede de bløde skumbolde gennem ringe, ned i kegler og ind i målene.

Da boldene kom tilbage i nettene, overtog tre unge frivillige fra gymnastikafdelingen. De startede ud med at lære børnene en sangleg, som om eftermiddagen blev vist frem foran en flok stolte forældre. Da dansen var lært kastede børnene sig over forhindringsbanen med kolbøtter, spring og masser af grin til følge.

Det har været fedt at se børnene folde sig ud og se hvilke børn der blomstrer

Morten Hessellund, pædagogstuderende Børnehaven Klatretræet

Nye sider af børnene kom frem

Hvad er ”Alle børn i forening”?

Projektet ”Alle børn i forening” skal forsøge at gå en ny vej for at få flere børn ind i foreningsfællesskaberne. Projektet er et samarbejde mellem Egmont Fonden, der har støttet med fire mio. kroner, DGI, DGI Østjylland, DGI Vestjylland, Aarhus Kommune, Holstebro Kommune og Ringkjøbing-Skjern Kommune

For nogle børn bød dagen på det første møde med en håndbold, mens andre pludselig udfoldede sig på, over og under gymnastikredskaberne. Det ledsagende personale så helt nye sider af børnene.

”Det har været fedt at se børnene folde sig ud og se hvilke børn der blomstrer i boldspil og hvilke der er gode til gymnastik. Der er nogle sider, som vi ikke har set ved dem før. Nogle blomstrer, når de kommer ind i en hal,” fortalte Morten Hessellund, pædagogstuderende i Børnehaven Klatretræet.

Aktivitetsdagene var en del af DGI’s projekt ”Alle børn i forening”, som har til formål at give børn muligheden for at opleve hvad foreningsliv og en aktiv fritid er for en størrelse. Børn og deres forældre kan på grund af projektet se frem til endnu bedre muligheder for at komme ind i foreningslivet.

Som en del af projektet er personalet i de to børnehaver blevet klædt på til at fortsætte aktiviteter og pege børnene og deres forældre i den rigtige retning, hvis de har lyst til at fortsætte til en aktivitet i en forening.

Kø Ved Håndboldmålet. Foto Stefan Paabøl Thomsen

Foreningslivet i Tarm står klar til at byde velkommen

I sidste uge stod Tarm-Foersum GF klar med åbne arme, men det er ikke kun håndbold og gymnastik, som byder nye indenfor. Tarms øvrige idrætsforeninger har også et særligt fokus på at få flere nye medlemmer blandt børn – både dem som har dyrket idræt, og dem som aldrig har gået til noget før.

Efter aktivitetsdagene fik børnene en pose med minder fra dagen med hjem. Heri lå et postkort, som forældrene kunne bruge til at tage det første skridt sammen deres børn henimod en fritidsaktivitet. Allerede samme dag var de første henvendelser tikket ind hos klyngelederen for projektet hos DGI Vestjylland Tina Skannerup.

”Børnene har grint, leget og haft det sjovt i dag, så det er bare fedt, at forældrene har grebet den interesse og allerede har henvendt sig. Foreningerne er klar og glæder sig til tage imod nye medlemmer,” lød det fra Tina Skannerup.