6,9% flere medlemmer har fundet vej til DGI Vestjyllands foreninger

4.223 flere medlemmer bringer det samlede medlemstal i DGI Vestjylland op på 65.762 i 2022 – en vækst på 6,9%.

Foreningsidrætten er for alvor tilbage efter to år med corona – både i Vestjylland og i resten af landet. I de 265 medlemsforeningerne under DGI Vestjylland er medlemstallet for 2022 på 65.762, hvilket er 4.223 flere end i 2021. Det giver en vækst på 6,9%.

Også i resten af landet er fremgangen i medlemstal markant. 2.339.654 medlemmer er samlet under DGI og DIF’s faner. DGI har 1.771.646 medlemmer, hvilket resulterer i en stigning på 7,5%. Den flotte udvikling lokalt og nationalt er formand for DGI Vestjylland Per E. Østergaard naturligvis ganske godt tilfreds med.

”Det flotte medlemstal viser, at medlemmerne for alvor har lagt corona bag sig og omfavnet de aktive fællesskaber igen. Det skyldes især de mange frivillige trænere, instruktører og ledere, som hver dag sætter gang i fællesskabet, humøret og pulsen.”

Tager man medlemmerne fra DIF med, så er der sammenlagt 71.700 idrætsaktive i foreningerne i Vestjylland.

Gymnastik og fitness stormer frem

To af de idrætter, som corona tog hårdest på er vendt tilbage med fuld kraft. Både gymnastik og fitness blev ramt af restriktioner, men medlemmerne er nu vendt tilbage. Gymnastikken er 2022’s højdespringer med 1.352 nye medlemmer, mens 868 ekstra medlemmer har fundet vej ind i fitnessforeningerne.

Børneidræt (tværsidrætslig) og familieidræt står for nogle af de største væksthistorier, når man vender blikket mod procenterne. Børneidrætten er vokset med 391% og er nu oppe på 348 medlemmer, mens familieidrætten kan prale af 1.288,2% i vækst og nu 219 medlemmer. Udviklingen i begge idrætter hænger sammen med enkelte foreninger, som har oprettet nye hold eller oplevet stor vækst.

I den kedelige ende af tabellen findes fodbold, som har oplevet en tilbagegang på 2,6%. Det skal ses i lyset af den enorme vækst, som idrætten oplevede i 2021. Fodbolden nyder dog stadig enorm opbakning i Vestjylland, hvor de 9.497 gør landets nationalsport til den næststørste i området kun overgået af gymnastik.

Piger og kvinder er tilbage

I 2021 gik medlemstallet ned for de fleste aldersgrupper af piger og kvinder. I 2022 er historien helt omvendt. Samlet set er der 9,6% flere piger og kvinder i foreningsidrætten, og især de yngste dyrker masser af idræt. Blandt de 0-6-årige piger er der 17,8% flere medlemmer. For de 7-12-årige er tallet 12,9%.

Det er især gymnastikhold i landsdelen, der har oplevet en stor tilgang af piger, mens også svømning og dans og musik har set en stor tilstrømning af medlemmer i aldersgruppen.

Også seniorkvinderne har fundet vejen til halgulvet, græsset og bassinerne. Blandt de 60-69-årige kvinder er der 14,4% flere aktive, mens antallet af idrætsaktive kvinder på 70+ er vokset med 11,3%. Her er svømning, gymnastik og senioridræt blandt de idrætter, der har fået flest nye medlemmer.

Hos mændene og drengene er den overordnede vækst på 4,6%. Også her er det de yngste og de ældste, som har set den største vækst. Mens drengene sørger for vækst hos gymnastik, skydning og fodbold, så er senioridræt og fitness noget af, som er vokset blandt seniorerne.

Ulfborg IF og Struer GF vokser – Nibsbjerg IF med vækst på 3.728,6%!

Ulfborg Idrætsforening står øverst på skamlen når det gælder medlemsvækst i 2022. Hele 359 medlemmer mere end i 2021 kan foreningen prale af – over 300 mere end før corona. Lige efter følger Struer Gymnastikforening, der med 304 nye medlemmer snævert overgår deres medlemstal før corona.

I Holstebro finder vi den største vækst målt på procenter. Her er Nibsbjerg Idrætsforening eksploderet med 261 nye medlemmer. I 2021 havde de kun 7 medlemmer, og væksten ser derfor voldsom ud – hele 3.728,6%!

Du kan selv dykke ned i tallene for din forening, idræt, kommune og landsdel på dgi.dk/medlemstal