Ny unge-camp skal sætte fokus på fællesskaber på tværs at skytteforeninger

Kristine fra Bramming Skytteforening fik 10.000 fra ImpulsPuljen til at lave en unge-camp på tværs af skytteforeninger i DGI Sydvest. Målet er, at danne nye relationer og fællesskaber mellem de unge, som kan øge glæden ved skydning.

I en individuel idræt som skydning er det vigtigt at dyrke fællesskabet, så bl.a. de unge føler, at de er en del af et fællesskab, når de tager til træning og stævne. Ifølge idrætssociolog Laila Ottesen er det vigtigt at skabe rum for fællesskabet i individuelle sportsgrene og siger bl.a.:

”Det gode fællesskab i en forening kommer ikke af sig selv. Særligt i individuelle sportsgrene skal der skabes et rum til det," fortæller Laila Ottesen, der er lektor i idrætssociologi på Institut for Idræt og Ernæring og uddyber:

”En af de måder fællesskabet kan dyrkes på, er ved at fokusere på fællestræning, sociale arrangementer eller ved at afsætte tid til at drikke en sodavand og vende verdenssituationen efter træning”.

Kristine fra Bramming Skytteforening tager heller ikke fællesskabet i skydning for givet, og derfor valgte hun at ansøge ImpulsPuljen om 10.000kr til at lave et arrangement for andre unge mennesker, som hedder: Ung? Tør du – så kom.

Fællesskab på tværs at skytteforeninger

Ansøg ImpulsPuljen om støtte

Impulspuljen støtter gode unge-projekter, ideer og events, som giver unge lyst til at bevæge sig.

Du/I kan søge ImpulsPuljen, hvis:

  • Du/I er mellem 15-24 år.
  • Din/jeres ansøgning ligger mellem 5.000 – 25.000 kr.
  • Din/jeres aktivitet får flere unge til at bevæge sig og skaber dermed små frirum i hverdagen.
  • Aktiviteten er inspirerende og giver mulighed for nye sjove og stærke ungefællesskaber.
  • Din/jeres ansøgning dækker over udgifter til aktiviteter, trøjer, transport, musik, præmier, træningsudstyr osv.

Ansøg her

Vis mere Vis mindre

Et af formålene med unge-campen er at danne relationer mellem unge skytter på tværs at foreningerne. Oliver Brix, der har været med til at arrangere campen fortæller:

”Formålet med campen er bl.a. at lære hinanden at kende på tværs at skytteforeninger, så vi får nemmere ved at tale med hinanden, når vi mødes til vores lokale stævner. Skydning er en individuel idræt, og derfor er det vigtigt at sætte fokus på fællesskabet på tværs at skytteforeninger, så vi føler os mere trygge, når vi deltager i hinandens stævner”.

På campen deltog 14 engageret unge mennesker fra 5 forskellige foreninger, og campen blev arrangeret af unge mennesker fra DGI Sydvest, som lige præcis viste, hvad andre unge i området havde lyst til at engagere sig i. 

Leg og fællesskab i fokus

For Kristine var det vigtigt, at leg og fællesskab var i fokus, da det er det de unge har brug for at opleve, når de dyrker en individuel idræt.

”På campen har alle vi unge den samme interesse, nemlig at skyde, men det vi laver på campen er faktisk alt andet end at skyde almindeligt. Fx har vi lavet en masse teambuilding lege, vi har spiller ludo-skydning og så har vi faktisk også bare gået en tur og fået en is for at lære hinanden bedre at kende”

På campen nåede de unge at prøve kræfter med 15 forskellige aktiviteter, som var en blanding af skydning med et legende element og helt almindelige teambuilding øvelser, som skulle styrke fællesskabet mellem de unge.

Nyt ungeudvalg i DGI Sydvest Skydning

DGI Sydvest Skydnings ungeudvalgDGI Sydvest Skydnings ungeudvalg

På baggrund af arrangementet, Ung? Tør du - Så kom, som blev støttet af ImpulsPuljen, har DGI Sydvest Skydning nedsat et ungeudvalg, der skal arbejde videre med at styrke de unges relationer på tværs af foreningerne i DGI Sydvest. Ungeudvalget består af unge skytter fra forskellige foreninger rundt om i DGI Sydvests landsdel.  

"Vi er enormt stolte af, at vi har fået nedsat et ungeudvalg under skydning i DGI Sydvest. De unge mennesker, der nu er en del af ungeudvalget, stod også for arrangementet, der blev støttet af ImpulsPuljen, så de er allerede godt i gang med at lave en masse ungesatsninger i vores område" fortæller en begejstret Skyttekonsulent for DGI Sydvest, Mette Rosenlund. 

Kristine og resten af det nyetableret ungeudvalg i DGI Sydvest har allerede sat datoen for næste ungecamp, hvor de håber at se endnu flere unge skytter.