HIF Tennis kan slet ikke få armene ned

Det hele startede med en Vækstaftale i juni og 3 måneder senere har HIF Tennis fået mere end 130 nye medlemmer, hvilket er langt over det 3-årige mål for aftalen. Da DGI og HIF indgik aftalen havde tennisklubben 60 medlemmer.

Formanden for HIF Tennis Claus Jensen må nive sig lidt i armen for at forstå denne kæmpe succes i deres tennisklub. ”Jeg er en meget glad og stolt formand, især glæder det mig, at vores nye medlemmer dækker en bred målgruppe af både unge og voksne spillere, samt mange piger/kvinder.” udtaler Claus Jensen.

Det er helt vildt med denne medlemstilgang, jeg har aldrig set noget lignende!

Alex Laugesen, DGI Sydvest Tenniskonsulent

HIF Tennis har i de sidste 15 år oplevet en tilbagegang af medlemmer fra knap 150 i starten af 2005 til 45 i 2018. I 2019 var det en akut eksistenskamp, idet man mistede 20 af de 45 medlemmer, dog endte medlemstallet på 50 i 2019 og bestyrelsen besluttede sig for, at det måtte gøres noget.

Klubbens ambitiøse bestyrelse troede på, at de med en ny strategi og vækstaftalen med DGI Sydvest kunne nå 120 medlemmer i 2022, hvilket var en fordobling af deres daværende medlemstal. Og i dag er de helt oppe på 197 medlemmer.

”Det er helt vildt med denne medlemstilgang i HIF Tennis, jeg har aldrig set noget lignende!” fortæller Tenniskonsulent Alex Laugesen, som har været en del af mange vækstaftaler. Der er flere faktorer, som har været en del af denne store tilgang, blandt andet har klubben fået flot opmærksomhed i lokalpressen og gjort en indsats på Facebook og deres hjemmeside. Ligesom det nybyggede samlingspunkt for foreninger i byen: Hjertinghus åbnede op.

Godt hjulpet på vej af sommerpulje

Formand Claus Jensen på de fyldte tennisbaner i HjertingFormand Claus Jensen på de fyldte tennisbaner i HjertingFoto: Lotte SørensenUmiddelbart efter, at HIF Tennis indgik vækstaftalen med DGI, søgte de DGI og DIF’ sommerpulje, som skulle sætte skub i foreningerne igen efter Corona nedlukningen. Her fik de bevilget penge til at give nye medlemmer et gratis introduktionstilbud i uge 31.

Alle 24 pladser på sommertilbuddet blev hurtigt revet væk efter en artikel i JyskeVestkysten. ”Det har næsten været for nemt.” griner Claus Jensen, der anerkender, at de selvfølgelig også har været heldige, og har ramt et vindue efter Corona nedlukningen og en sommerferie, hvor mange blev i Danmark.

Da HIF Tennis indgik aftalen med DGI fik de 4000,- kr. til rådighed, dem har klubben brugt på at give alle nye medlemmer en tennisketcher, som en del af deres årsmedlemskab, hvilket medlemmerne har været meget glade for. Det er med til at gøre barrieren ved opstart i klubben meget lille.

”Pengene til de over 100 ketchere og voksenintroduktionen er godt givet ud. For mig er hvert nyt medlem en rå diamant, der bør forædles” udtaler Claus Jensen. Ketcheren og introduktionen er en del af de nye medlemmers kontingent. 

Hvad får foreningen ud af vækstaftaler?

En vækstaftale med DGI giver et tæt og længere forløb mellem tenniskonsulenten og klubben, hvilket er en oplagt måde for bestyrelsen for at få lagt en ny strategi, som både er mere langsigtet, og ikke bare ligner den, de havde.

”Det er en god måde at få rystet posen og eksempelvis få konkrete værktøjer til at rekruttere nye medlemmer” fortæller Alex, der ligeledes forklarer, hvordan klubberne bliver hjulpet godt på vej med markedsføringsmaterialer.

Der er fuld gang i træningen i Hjerting IF TennisDer er fuld gang i træningen i Hjerting IF TennisFoto: Lotte SørensenEn del af Vækstaftalen er, at klubben forpligter sig til at deltage i Tennissportens Dag, som er en landsdækkende begivenhed, der skal skabe opmærksomhed omkring sporten. Og så skal klubben vælge om deres fokus i vækstaftalen skal være på Familier, Voksne eller Seniorer. Her har HIF Tennis valgt Aktive voksne, som deres fokus, hvilket har haft den positive sidegevinst, at de melder deres børn med ind.

Næste skridt er fastholdelse

I halen af en vækstpakke er der mulighed for at lave nye aftaler mellem klubben og DGI, hvor fokus er på fastholdelse af medlemmer. Det er normalt et tilbud, som tilbydes klubben efter den tre-årige periode for vækstaftalen, men i Hjerting er de allerede klar over, at det fokus skal de have nu.

”Med denne kæmpe vækst på kort tid er det vigtigt, at vi er dygtige til at tage godt imod alle vores nye medlemmer, så de føler sig velkommen og dermed bliver i klubben.” fortæller Claus, som glæder sig til at fortsætte arbejdet omkring fastholdelse af medlemmerne.

Alex ser frem til, at han sammen med HIF Tennis skal arbejde målrettet med deres fastholdelse. ”Jeg er sikker på, at de både har faciliteterne og den rette ånd i klubben til at fastholde en stor del af alle de nye medlemmer.” Og hvem ved, hvor mange medlemmer HIF Tennis har, når vi kommer til 2022?

”Jeg tror på, at vi kan blive 500-600 medlemmer i klubben” udtaler Claus Jensen, der allerede har gang i nye planer om padeltennisbaner, som skal etableres, hvis klubben skal nå endnu flere medlemmer.