Fem unge har startet ny forening i fællesskabets tegn

For bare et halvt år siden stod boulderhulen i Esbjerg i en økonomisk krise, der gjorde, at de var ved at dreje nøglen om. Men det satte fem unge mennesker en stopper for, da de besluttede sig for at starte en ny forening op, som ikke længere skulle være kommerciel drevet.

Bestyrelsen i Boulderhulen fra venstre: Mark, Patrick, Rebekka, Magnus og Claus

Tidligere på året stod boulderhulen i Esbjerg overfor en lukning, da corona havde medvirket til et dyk medlemstallet og den stigende inflation. Hulen kunne ikke længere køre rundt som kommerciel ejet. Derfor tog den tidligere ejer Anders fat i fem unge mennesker, der ofte havde deres daglige gang i hulen, for at høre, om de var interesseret i at starte en forening op. De alle fem var ret enige om, at den udfordring måtte de tage.

"Boulderhulen er vores hjertebarn, og vi har alle fem lært hinanden at kende her. Og der var ingen af os fem, der havde lyst til at miste stedet, hvor vi hænger ud og har et fantastisk fællesskab sammen, så det ville vi gøre alt for at arbejde videre med.” Fortæller bestyrelsesmedlem Patrick Sørensen.

Med hjælp fra tidligere ejer Anders og DGI fik de fem unge mennesker kort efter sommer en forening op og stå. Her godt et halvt år efter har foreningen lige godt 110 medlemmer og massere af drop in gæster.

En forening i fællesskabets tegn

I det grundlæggende arbejde med at skabe en ny forening var det vigtigt for bestyrelsen at tage stilling til, hvilken type forening de ville være. Her var der ingen tvivl om, at foreningen skulle tage sit udgangspunkt i fællesskabets tegn.

”Det er meget vigtigt, at vores foreningen er et åbent sted, hvor vi kan mødes på tværs af alder, nationalitet og køn. Vi gør ikke forskel på vores medlemmer og besøgende, og vi forsøger altid at skabe godt og hyggeligt miljø, hvor alle føler sig velkommen.” Fortæller bestyrelsesmedlem Rebekka Bækgaard. Bestyrelsesmedlem Patrick Sørensen bakker om dette og tilføjer:

”Vi hører også fra folk, at de føler sig mødt med åbne arme i vores forening, og det gør os så glade, hver gang vi får det at vide.”

Drop in er en stor succes

Hvis man spørger bestyrelsen i Boulderhulen, så er der ingen tvivl om, at drop-in konceptet har været en stor succes.

”Drop-in konceptet fungerer rigtig godt. Det giver besøgende mulighed for at prøve bouldering af uden at binde sig til et fast medlemskab, men det giver også mulighed for, at grupper kan komme forbi til et fælles arrangement enten med sin studiegruppe, sit arbejde eller andet.” Fortæller Rebekka Bækgaard .

Selvom drop-in konceptet er en stor succes, så mener bestyrelsen ikke, at det ændrer på, at de er en forening i fællesskabets tegn.

”Når vi ser nogen nye, så er vi i bestyrelsen eller nogle af vores faste medlemmer rigtig gode til at tage godt imod dem og hjælpe dem i gang, hvis de har brug for det. Og så opstår der naturlig samtale mellem os, som gør, at de føler sig som en del af fællesskabet hernede.” Fortæller en begejstret Rebekka Bækgaard .  

Frivillighedsuddannelsen har hjulpet foreningen på rette vej

Som en nyopstartet forening har bestyrelsen for Boulderhulen valg at deltage på DGI Sydvests Frivillighedsuddannelse. Med denne deltagelse håber bestyrelsen at blive klogere på og bedre til at arbejde med frivillige. Patrick Sørensen fortæller, at de allerede på nuværende tidspunkt har taget rigtig mange værktøjer med hjem til deres forening.

”Vi får hele tiden en masse værktøjer på frivillighedsuddannelsen om blandt andet rekruttering af frivillige, men også om organisering, som vi helt sikkert kan bruge i vores videre arbejde med Boulderhulen.”