Tre foreninger er kørt i stilling til DM

Når DM i Foreningsudvikling løber af stablen til august er det 6. gang danske foreninger får mulighed for at løbe med sejren som en af Danmarks mest driftige og udviklingsparate foreninger.

Dagnæs IF, SDU Idræt og EGIF, svømmeafdelingen er tre af de foreninger, som til efteråret sætter fokus på udvikling. Sammen med godt 35 andre foreninger fra hele landet sætter de foreningsudvikling på spidsen og kommer ud på den anden side af forløbet endnu stærkere.

Her kan du møde de tre foreninger, som alle står klar i startboksen. Klar til at vende tingene på hovedet og se foreningen i et helt nyt perspektiv.

Dagnæs IF
Dagnæs IF hører hjemme i Horsens, hvor de tilbyder gymnastik for gymnaster i alle aldre. Formanden for foreningen Claus Maack Andersen fortæller, at de dedikerer sig til DM i Foreningsudviklingen for netop at sætte fokus på udvikling i Dagnæs IF og på at skabe endnu bedre rammer for både instruktører og gymnaster.

EGIF, svømmeafdelingen
I Erritsø Svømmeklub, har de gennem den seneste tid haft udskiftning i en stor del af bestyrelsen. Efterfølgende er de gået i gang med den helt store forårsrengøring for at få overblik over arbejdsmetoder og tilbud.

”Vi har brug for at få overblik over vores organisation og få professionaliseret vores bestyrelse og italesat specifikke fokusområder. Vi ser det derfor som en oplagt mulighed, at være med i DM i foreningsudvikling. Vi har brug for alt den hjælp, vi kan få af kompetente konsulenter for at opnå de mål, vi har sat os,” lyder det fra Mette Dam Hansen fra bestyrelsen.

SDU Sport
I SDU Sport vil de bruge DM I Foreningsudvikling til at sætte fokus på foreningens synlighed i lokalområdet og på den baggrund skabe endnu mere motivation blandt frivillige og medlemmer.

”Derudover vil vi arbejde med at skabe et stabilt grundlag internt i organisationen”, lyder det fra Maiken Trabjerg, bestyrelsesmedlem i SDU Sport 

Ud fra disse to grundlæggende ideer, håber de i SDU Sport at skabe et motiverende grundlag for frivillighed og dermed en følelse af fællesskab, som bygger på mere end bare sport."  

Vil du høre mere DM i Foreningsudvikling? Tag kontakt til din lokale DGI-konsulent.

Du finder alle medarbejdere i DGI Sydøstjylland her