Medinddragelse var nøglen til succes: Søndermarken Vejle Håndbold Klub rykker træningen ud

Søndermarken Vejle Håndbold Klub flytter træningen udenfor. Men det var ikke lykkes uden medinddragelse af de frivillige kræfter i klubben.

Foto: Søndermarken Vejle Håndbold Klub

Mens alle indendørs idrætsfaciliteter fortsat er lukkede, har Søndermarken Vejle Håndbold Klub besluttet at rykke træningen udenfor. En beslutning der krævede opbakning fra trænerne og et godt samarbejde med lokalområdet.

”Vi er faktisk overraskede over, hvordan de frivillige har tacklet genåbningen. Samtlige trænere havde masser af gejst og vilje til at få udetræningen til at lykkes”, lyder det fra næstformand Tina Vestergaard Kristensen.

Medinddragelse og samarbejde

Genåbningen af udeidrætten åbnede døren for, at klubben så småt kunne komme tilbage til en normal træning igen. Og det var vigtigt for bestyrelsen, at der kom gang i idrætten igen.

”Som klub ville vi gerne tilbyde vores medlemmer træning, så snart det er muligt.”, fortæller Tina Vestergaard Kristensen.

Og den holdning delte de frivillige. På et udendørs trænermøde skulle den første periode af udetræning planlægges. Trænerne blev på mødet inddraget i planlægningen, hvor de selv kunne bestemme tidspunkter og sted for træning og komme med ønsker til redskaber, som de skulle bruge. Så sørgede bestyrelsen for at skaffe det.

”Der var stor gejst blandt trænerne til at komme i gang. Og det lykkedes os at give dem de redskaber de havde ønsket”, fortæller en glad Tina Vestergaard Kristensen.

Men udetræningen kunne ikke have ladet sig gøre uden et godt samarbejde med lokalområdet. For at finde udendørs faciliteter til træningen var det helt afgørende, at få hjælp fra både Søndermarksskolen og fodboldklubben, Vejle Kammeraterne.

”Søndermarksskolen har stillet deres udendørsfaciliteter til rådighed for os og vi har fået lov at låne græsarealer af Vejle Kammeraterne. Samarbejdet har været så godt og det kommer alle til gode. Både på den lange og den korte bane”, lyder det fra Tina Vestergaard Kristensen

Jobbet som træner er bare det fedeste. Så gør det ikke noget at det er lidt koldt og at udstyret skal tørres og vaskes af.

Træner, Hans-Henrik Madsen

Udendørs spil er det mindst relevante

Med stor opbakning og tilslutning til udetræningen, kan man vist roligt kalde Søndermarken Vejle Håndbold Klubs’s genstart for en succes. Samtlige hold havde nemlig stort fremmøde. Men det har ikke været håndbolden, der har været det vigtigste at vende tilbage til.

”Det vigtigste har været det sociale. Medlemmerne har savnet at mødes på deres hold og gensynsglæden har været stor”, siger Tina Vestergaard Kristensen.

Også træner Hans-Henrik Madsen er begejstret for den succesfulde genstart. ”Jobbet som træner er bare det fedeste. Så gør det ikke noget at det er lidt koldt og at udstyret skal tørres og vaskes af.”

Styrket trænergejst

Selvom der er udsigt til flere lempelser i idrætslivet, ønsker flere trænere at fortsætte udetræningen.

”Vi er blevet positivt overraskede over hvor godt alle har taget i mod initiativet. Vores trænere virker mere motiverede og vi håber initiativet kan fastholde både trænere og medlemmer i klubben”, siger Tina Vestergaard Kristensen.

Tina Vestergaard Kristensens tre gode råd til en genstart:

  1. Husk medindflydelse – Autonomi til trænerne giver dem motivation
  2. ”Lidt er også godt” – Bare det at komme i gang og se hinanden er godt – Så kan man eskalere senere
  3. Samarbejde og kommunikation med de lokale foreninger betaler sig – Både på kort og på lang sigt