Maya Harders fra AVBK Alminde Viuf Badmintonklub brænder for badminton og er kåret som Årets Ildsjæl

Årets Ildsjæl 2020 i DGI Sydøstjylland Badminton er fra AVBK Alminde Viuf Badmintonklub. Med æren følger en check på 2000 kr.

Overraskelsen var stor hos Maya Harders, da hun onsdag aften blev kåret til Årets Ildsjæl 2020. For kun 2. gang har DGI Sydøstjylland Badminton kåret Årets Ildsjæl blandt de mange engagerede frivillige, der dag efter dag får hjulene til at køre i de sydøstjyske badmintonklubber.

Siden januar har det været muligt for klubberne at indstille frivillige ildsjæle, der yder en ekstra indsats og som fortjener en anerkendelse ud over det sædvanlige.

Indstillingerne er blevet vurderet af et udvalg nedsat af DGI Sydøstjylland Badminton og blandt det stærke felt faldt valget på Maya Harders, som i særlig grad brænder for badmintonsporten og arbejdet som frivillig i AVBK Alminde Viuf Badmintonklub.

Maya Harders har ydet et ekstraordinært bidrag til sin sport

DGI Sydøstjylland har igen i år haft fokus på at vælge en vinder med et solidt afsæt i foreningslivet og som yder en ekstraordinær indsats for badmintonsporten. Det må siges at være tilfældet for Maya Harders.

”Maya Harders er indbegrebet af et foreningsmenneske. Hun er ikke alene træner i AVBK Alminde Viuf, men også i samarbejdsklubben, hvor hun træner tre forskellige ungdomshold. Hun er en utrættelig rollemodel for både spillere og ungdomshjælpere i klubben. Det viser sig mest tydeligt, når hun er med som coach ved stævner og assisterer de unge spillere, eller når hun fx er en af de bærende kræfter ved den årlige Girl Camp. Maya er altid glad og smilende og hendes humør smitter simpelthen af på alle omkring hende. Hun løfter det sociale sammenhold i de foreninger, hun har berøring med og Maya fortjener virkelig at blive hædret,” siger Jan Tranholm, idrætskonsulent hos DGI Sydøstjylland og med i udnævnelsespanelet.

En glad og meget stolt vinder modtog check og blomster

Maya Harders er overrasket over at modtage prisen.

”Jeg er utrolig glad over at være blevet kåret til Årets Ildsjæl. Der er jo mange frivillige, som hver dag gør et stort stykke arbejde i en forening, og jeg synes jo ikke, at jeg har gjort noget andet end hvad der er helt naturligt for mig. Jeg er jo heller ikke den eneste, der står bag badmintonklubben,” siger Maya Harders med et stort smil.

Med prisen følger en check på 2000 kr., som Maya Harder kan bruge på at videreuddanne sig som leder eller træner.

Fakta

Årets Ildsjæl kåres af DGI Sydøstjylland. Vinderen sendes automatisk videre som nomineret til Årets Ildsjæl i Badminton Midtjyllands område.

Kriterierne for kåringen af Årets Ildsjæl er:

  • Fungerer som et naturligt samlingspunkt, der gør en forskel for den enkelte og for fællesskabet
  • Bidrager til mere og bedre badminton i lokalområdet
  • Repræsenterer glæden, fællesskabet og gode oplevelser ved badminton

Med kåringen af Årets Ildsjæl i Sydøstjylland følger 2000,-, der kan bruges til videreudvikling som idrætsleder eller træner.