Landsdelens badmintonklubber, trænere og ildsjæle skal hædres

Alle badmintoninteresserede i Sydøstjylland kan nu indstille den klub, træner eller ildsjæl, som de synes har ydet en ekstra indsats for at udvikle sporten og sprede glæden ved spillet.

Landsdelens badmintonklubber, trænere og ildsjæle skal hædres

Igen i 2020 kårer DGI Sydøstjylland Årets badmintonklub, Årets træner og Årets ildsjæl. Klubber og personligheder, der repræsenterer glæde og fællesskaberne i badmintonsporten kan indstilles og være med i opløbet om priserne og hæderen.

Alle er velkommen til at indstille en klub eller en personlighed, og fristen for indstillingerne er 16. februar.

”Vi har nogle fantastiske badmintonklubber og nogle meget dygtige og engagerede trænere og ildsjæle i vores landsdel. Dem vil vi meget gerne hædre med vores tre priser,” fortæller Jan Tranholm, idrætskonsulent for badminton i DGI Sydøstjylland.

Klubbernes arbejde danner rammen for gode badmintonfællesskaber

Klubberne danner rammerne for at børn, unge og voksne kan spille badminton. Det kræver et stort arbejde af alle involverede og det er vigtigt at anerkende det store arbejde klubberne gør for, at udvikle sporten og lave tilbud for medlemmer og frivillige.

For at vinde kåringen som Årets badmintonklub skal klubben repræsentere glæden, oplevelserne og fællesskabet ved badminton på en særlig måde.

Idrætskonsulent Jan Tranholm

”For at vinde kåringen som Årets badmintonklub skal klubben repræsentere glæden, oplevelserne og fællesskabet ved badminton på en særlig måde. Klubben skal have oplevet medlemsvækst og være dygtig til at lave nye tilbud for medlemmer og frivillige ,” siger Jan Tranholm. ”Vinderklubben belønner vi med et arrangement eller et kursus, der styrker klubbens træningsmiljø.”

Foreningernes trænere og ildsjæle hæders også

Overalt i foreningerne yder trænere og ildsjæle et stort arbejde for, at badmintonsporten udvikles og for at spillerne får gode oplevelser i fællesskab med andre.

Derfor tilfalder der også i 2020 en særlig hæder til de personligheder i landsdelens badmintonklubber, som på fineste vis bidrager til gode træningsmiljøer og giver glæden ved badminton videre til alle involverede.

Vores badmintonklubber er ingenting uden de frivillige trænere og ildsjæle.

Idrætskonsulent Jan Tranholm

”Vores badmintonklubber er ingenting uden de frivillige trænere og ildsjæle. Det er dem, der er samlingspunktet omkring vores idræt og vi er glade for at kunne hædre dem, der i særlig grad gør en forskel for den enkelte spiller og fællesskabet. Vinderne modtager et gavekort på 2000,- kr. og vi opfordrer alle til at komme med en indstilling til Årets badmintontræner eller Årets ildsjæl, ” afslutter Jan Tranholm.

Kriterier for kåringen: 

Årets klub:

  • Repræsenterer glæden, oplevelserne og fællesskabet ved badminton
  • Oplever medlemsvækst
  • Er dygtig til at lave nye tilbud for medlemmer og frivillige.

Årets badmintontræner:

  • Er entusiastisk og fungerer som et naturligt samlingspunkt
  • Bidrager til et stærkt træningsmiljø og udvikler en trup sportsligt, menneskeligt og socialt
  • Har blik for helheden i klubben herunder forældre, frivillige og foreningens øvrige afdelinger.

Årets ildsjæl:

  • Fungerer som et naturligt samlingspunkt, der gør en forskel for den enkelte og for fællesskabet
  • Bidrager til mere og bedre badminton i lokalområdet
  • Repræsenterer glæden, fællesskabet og gode oplevelser ved badminton.

Alle opfordres til at indstille en klub, træner eller ildsjæl. 

Deadline for at sende en indstilling er 16. februar og den sendes til idrætskonsulent Jan Tranholm på jan.tranholm@dgi.dk