Horsens Tennis Klub slår et slag for at fremme tennissporten

Ny bestyrelse i Horsens Tennis Klub har søsat tiltag, der fremmer tennissporten i klubben. Horsens Tennis Klub har blandt andet i samarbejde med DGI Sydøstjylland genoptaget en tradition med tennisskole i skolernes sommerferie, som allerede har en del tilmeldinger.

Horsens Tennis Klub har for nyligt skiftet ud i bestyrelsen, som har fået fire nye medlemmer. Blandt dem er Jacob Kofoed, som sammen med resten af bestyrelsen, brænder for at fremme tennissporten og give tilbage til foreningslivet. Den nye bestyrelse har igangsat flere initiativer, der skal få tennissporten og Horsens Tennis Klub på bykortet i Horsens. 

Mange tilmeldinger til sommerens tennisskoler

Et af klubbens mest iøjnefaldende tiltag er genindførslen af tennisskoler, som ikke har været afholdt i en årrække. Bestyrelsen har i samarbejde med DGI Sydøstjylland etableret en tennisskole, som løber af stablen i uge 27 i Horsens Tennis Klub. Her vil der være sjove og lærerige aktiviteter og øvelser for børn og unge på forskellige niveauer. Jacob Kofoed fortæller blandt andet, at der vil være skumtennis til de helt små, mens der til de lidt ældre og mere øvede vil være øvelser med rigtige ketchere og bolde. Men det skal først og fremmest være hyggeligt og sjovt. Og selvom kalenderen blot siger marts, er der allerede mange tilmeldinger til sommerens skole.

”Sådan en tennisskole er et fantastisk forum, som vi nu har gjort muligt i samarbejde med DGI Sydøstjylland. Vi har allerede fået en del tilmeldinger, så vi er rigtig glade”, siger Jacob Kofoed.

Glemmer ikke eksisterende medlemmer

Jacob Kofoed og resten af bestyrelsen lægger også vægt på at involvere eksisterende medlemmer. Derfor gør klubben en stor indsats for at få så mange som muligt med til baneklargøringen, som finder sted i slutningen af marts. Derfor forsøger klubben at nå ud til så mange medlemmer som muligt via on – og offline medier i håbet om at involvere så mange som muligt i forårets baneklargøring.

”Vi vil have alle med. Unge som ældre. Begyndere som divisionsspillere. Alle kan bidrage med noget, uanset om det er at stå for kaffebrygning eller slæbe grussække. Der er en opgave til alle, og alle kan bidrage på hver deres måde”, siger Jacob Kofoed.

Tilbagebetaling til foreningslivet

Jacob Kofoed understreger vigtigheden af, at alle tager del i fællesskabet, bakker op og betaler tilbage til foreningslivet, som han selv er ”barn af”.

”Det er vigtigt at huske at Danmark i høj grad udgøres af foreninger. Det er først, når man er kommet lidt op i årene, at man måske virkelig ser, hvor meget foreningerne bidrager med. Derfor vil jeg gerne betale tilbage på den gæld jeg har til foreningslivet, og støtte op om fællesskabet. På den måde håber jeg, at jeg kan være en rollemodel for næste generation”, siger Jacob.