Horsens Badminton Klub løb med årets idrætspris

Onsdag den 23. november afholdte DGI Sydøstjylland traditionen tro sit årsmøde. Op til årsmødet havde landsdelsforeningens medlemsforeninger mulighed for at blive indstillet til idrætsprisen og en præmie på intet mindre end 10.000 kr. Kravet var, at man skulle have gjort en særlig indsats for at få flere medlemmer.

I et stærkt felt blev det Horsens Badminton Klub, som løb med prisen og de 10.000 kr. som foreningen vil bruge på at skabe endnu bedre forhold for foreningens medlemmer.

Med prisen fulgte også æren, en stor klapsalve fra de rekordmange deltagere ved årsmødet samt stor ros for deres måde at arbejde på for at få flere medlemmer til foreningen i en idræt med vigende medlemstal.

En ekstra tørn
I Horsens Badminton Klub har de formået at vende udviklingen og skabe medlemsfremgang i en tid, hvor dette er sjældent set i badmintonverdenen:

I 2014 begyndte vi at se på vores klub med helt nye øjne, og det er det, som vi kan se resultaterne af nu.

Ungdomsformand i HBK Christian Jakobsen

lyder det fra Christian Jakobsen, der er Ungdomsformand i klubben og som modtog prisen ved årsmødet.

Ifølge ham, har det ikke været en let kamp at vende tendensen, men takket være klubbens frivillige, som alle har taget en ekstra tørn, og en indsats skabt på baggrund af klubbens unikke styrker, er de er nu godt på vej.

Derfor løb de med sejren
Horsens Badminton Klub har brudt med traditionerne og tænkt i helt nye baner, når det kommer til at skaffe flere medlemmer og styrke idrætten. Sådan lyder det fra afgående formand for DGI Sydøstjylland Rita Pedersen, som har siddet i spidsen for udvælgelsesprocessen.

Der er flere ting, der har spillet ind i forhold til afgørelsen. Som udgangspunkt det faktum, at de har formået at vende frafald til fremgang, men også deres brede tilgang til samarbejde med forskellige målgrupper.

Afgående formand, Rita Pedersen

Foruden samarbejde med lokale folkeskoler og fitnesscentre har klubben åbnet sig op for eksempelvis flygtninge og psykisk hæmmede, ligesom de i dag også tilbyder badminton til byens ældre tre formiddage om ugen.

Klubben spiller altså på flere tangenter ift. målgrupper ligesom de har arbejdet for en større synlighed og stærkere profil gennem pressen. Dette har bl.a. resulteret i både tv-tid og spalteplads. En synlighed i lokalområdet, som har betydet meget for klubben.

Hviler ikke på laurbærrene
Spørger du ungdomsformand Christian Jakobsen er de langt fra færdige med arbejdet, og de har i sinde at arbejde for endnu flere badmintonentusiaster i de kommende år:

”Generelt har vi den filosofi, at vi ved at skabe spændende og attraktive aktiviteter kan få vores nuværende medlemmer til at fortsætte med badminton og samtidig blive gode ambassadører for idrætten. Det er "den gode spiral.”

Opstår der en god idé blandt klubbens spillere, tager det ikke lang tid, før den er ført ud i livet. Blandt andet har de netop haft besøg af en ernæringsekspert, som fortalte om kost og træning for ungdomsspillerne og deres forældre.

Vi har endnu ikke øremærket den flotte check. I aften er vi bare enormt stolte over den hæder, som prisen indebærer.

Christian Jakobsen