DGI Sydøstjylland og Sport Horsens gentænker bevægelse til Kulturby 2017

Move For Life er navnet på det DGI-projekt, der gentænker motion og bevægelse med mere end 100 idrætsevents i hele Region Midtjylland til en fuldmånebegivenhed den 4.-5. november 2017 i forbindelse med Europæisk kulturhovedstad.

31. maj lyder startskuddet for foreninger i Horsens. Her inviteres de nemlig til det indledende inspirationsmøde, hvor de skal høre meget mere om Move for Life, og hvor de får mulighed for at sætte deres præg på det storslåede arrangement. Formand for Sport Horsens, Line Læsøe, er ikke i tvivl om, at mødet bliver startskuddet til en oplevelse ud over det sædvanlige:

”Begivenhedens styrke er den idérigdom og det engagement foreningerne kommer med. Med Move for Life får vi mulighed for at vise drivkraften og fællesskabet i foreningslivet på samme tid med, at vi gentænker motion og bevægelse. Dét bliver stort!”

Alle foreninger i Horsens Kommune er inviteret og i både Sport Horsens og DGI håber man at se repræsentanter fra hver en krog af kommunen. I Horsens har man valgt, at der skal arbejdes specifikt med at skabe spektakulære oplevelsesløb og bevægende aktiviteter i byens haller. Gennem disse temaer vil man samle den lokale indsats og skabe gennemslagskraft i hele Region Midtjylland. 

Move for Live lyser i mørket
Tanken bag fuldmånebegivenheden er at skabe et event henover aften og nat den 4.-5. november 2017, der på én og samme tid samler indbyggerne i Region Midtjylland, og gentænker motion og bevægelse i en utraditionel ramme. Med fokus på lys i gaderne og farvestrålende oplevelser i mere end én forstand, er målsætningen at præsentere flere end 100 lokale idrætsevents i hele regionen og aktivere mindst 15.000 mennesker samtidigt.

Foreninger i hele Region Midtjylland er i fuld gang med at gentænke bevægelse og har indtil videre stablet ikke mindre end 80 fuldmånebegivenheder på benene. Et tal som hele tiden vokser, og som kun bekræfter og forstærker Move for Live’s gennemslagskraft.

”Move for Life er ikke bare en unik mulighed for Horsens. Det er mindst lige så unik en mulighed for de lokale foreninger. Sammen sætter vi fokus på de mangfoldige idrætstilbud og de utallige muligheder, som hele kommunen rummer,” lyder det fra Peer Stokholm, der er direktør for DGI Sydøstjylland.

Inspirationsmødet er indgangen til udvikling
Når DGI og Sport Horsens slår kræfterne sammen til inspirationsmødet den 31. maj, bliver det både startskuddet til udvikling i Horsens Kommune og på tværs af foreningslivet. Foruden stor eksponering ved at deltage i Europæisk Kulturby 2017 vil foreningerne opleve mulighed for at blive synliggjort. På denne måde får også de rig mulighed for at vise, hvad det Horsensianske foreningsliv byder på og herigennem tiltrække nye medlemmer.

”Foreningslivet står stærkt i disse år, og vi vil gerne gøre en kæmpe indsats for at fortælle alle om den store indsats alle foreningens frivillige yder hver eneste dag,” lyder det fra Peer Stokholm.

Sammen med Sport Horsens står han og DGI klar til at skabe en oplevelse ud over det sædvanlige og byde hele kommunens foreninger velkomne til kick off-arrangementet onsdag den 31. maj kl. 19.00-21.00 i Loungen ved Forum Horsens.

Om Move for Life

  • Løber af stablen den 4.-5. november 2017 i Region Midtjylland
  • Horsens Kommune deltager og vil skabe oplevelser med temaerne Åben hal og Oplevelsesløb
  • Gentænker motion og bevægelse
  • Byder på mere end 100 lokale idrætsevents
  • Aktiverer mere end 15.000 borgerne samtidigt
  • Favner i alt 19 kommuner, 2.000 idrætsforeninger og 1.300.000 indbyggere

Læs mere om Move For Life ved at klikke her