DGI hylder foreninger, der gør en særlig indsats

Når DGI Sydøstjylland traditionen tro afholder årsmøde onsdag d. 22. november bliver det også en aften, som hylder de foreninger, der gør en særlig indsats for at tiltrække nye målgrupper.

Lokale foreninger og klubber i DGI Sydøstjyllands område, har igen i år en enestående mulighed for at få en økonomisk håndsrækning og stor anerkendelse. Ved indstilling til DGI Sydøstjyllands Idrætspris 2017 er de med i opløbet om 10.000 kr. som skal gavne foreningens arbejde og hverdag.

Vi har valgt, at prisen i år skal gå til en forening, som gør noget særligt for en helt ny målgruppe

Dan Skjerning, formand DGI Sydøstjylland

Sådan lyder det fra formand Dan Skjerning, som fortsætter:

”Flere medlemmer betyder flere aktive danskere. Noget som vi arbejder fokuseret på i disse år efter vi i 2015 indgik i visionssamarbejdet Bevæg dig for livet med DIF. Samarbejdet er en invitation til fællesskab, nye idéer og en aktiv hverdag – noget som alle vores foreninger arbejder med hver eneste dag.

500 til kamp om prisen
De godt 500 lokale foreninger, som er spredt ud over de fem sydøstjyske kommuner Horsens, Hedensted, Kolding, Fredericia og Vejle, har mulighed for at blive indstillet til prisen. Hvem som helst kan indstille den forening, som de mener har fortjent at løbe med de 10.000 kr. Dog er der ét kriterium, der skal opfyldes for at kandidere til prisen:

Vi leder efter en forening, som har skabt nye tiltag til nye målgrupper. Det kunne fx være motionsuvante voksne, børn med særlige behov eller noget helt tredje. Der er ingen skabelon, så vi er spændte på at se, hvem der bliver indstillet

Dan Skjerning

Indstillinger til årets idrætspris skal mailes til DGI Sydøstjylland senest 7. november. Herefter vil der blive udpeget tre nominerede foreninger. Send din indstilling til sydoestjylland@dgi.dk.

Hvis en forening ender blandt de nominerede, er det et kriterium, at foreningen er tilstede ved DGI Sydøstjyllands årsmøde d. 22. november 2017 i Vingsted Hotel & Konferencecenter.