De unge holder fødekæden kørende i Vamdrup IF

I november sendte Vamdrup IF hele fem unge hjælpetrænere på UNGE I FRONT - Trænerspiren, hvor de spirende trænere bliver klædt på med viden, værktøjer og en masse gå-på-mod til at blive en afgørende drivkraft i foreningen.

I foreningen har de nemlig en ambitiøs tilgang til arbejdet med deres forening og ikke mindst udviklingen af den. Det betyder, at foreningen har en klar forventning om, at alle, der er aktive som enten træner, hjælpetræner, bestyrelsesmedlem eller noget helt fjerde, gør en ekstra indsats for at også de kan bidrage til foreningens udvikling. Netop derfor er det helt naturligt for foreningen at fokusere specifikt på de yngre kræfter, som spiller en stor rolle i foreningens fremtid.

En god investering for foreningen
Spørger du formanden for Vamdrup IF Britt Wendelboe har hun stor tiltro til, at de unges mange kompetencer bliver sat i spil i fællesskab med DGI:

”Det er en gruppe meget motiverede unge mennesker, som alle gerne vil byde ind og være med til at skabe fremtidens forening. Alle har en meget stor ansvarsfølelse, så jeg er sikker på, at vi får en masse guldkorn og nogle endnu mere dedikerede unge hjem i foreningen på den anden side,” lyder det fra Britt Wendelboe, som tilføjer:

De unge trænere og hjælpetrænere holder fødekæden kørende i foreningen, så uddannelsen er en god investering for os, men i aller højeste grad også for de unge.

Britt Wendelboe

Trænerne spirer på UNGE I FRONT-forløbet
Når de unge sendes på uddannelse gennem DGI får de mulighed for at afprøve rollen som enten træner eller hjælpetræner i et lukket miljø og med deres kammerater og nye fællesskaber som publikum. Netop denne ramme styrker de unge og lærer dem at tage initiativ på banen, i hallen og i gymnastiksalen.

UNGE I FRONT-forløbene giver de unge en solid rygsæk med på vejen og nogle fællesskaber, som de ikke får andre steder. Og så giver det dem en masse muligheder for at uddanne sig efterfølgende inden for bl.a. iværksætteri eller som eventmager. Alt sammen inden for DGI.

Else Lund, DGI