35 børn og unge trodser blæst og regn for at lære livredning

Børn og unge fra udsatte og sårbare familier i Kolding har i sommerferien udfordret sig selv for at blive klogere på sikkerhed ved vand, livredning og førstehjælp.

En Ocean Rescue Camp handler om fællesskab. Også når man fryser.

Blæst og byger i juli måned skræmte ikke gruppen af børn og unge, der med smil og begejstring stod klar til at lære om livredning og sikkerhed ved vand.

Et samarbejde mellem DGI Sydøstjylland, ByLivKolding og Gademix Kolding sørgede for, at 35 børn og unge fik del i DGI’s sommerskole-fripladser og deltagelse i en særlig udgave af DGI Ocean Rescue Camp ved Rebæk Strand.

”At få muligheden for at tilbyde fripladser til de børn og unge, som vi arbejder med, gør en kæmpe forskel i en sommerferie. Når tilbuddet samtidig er et, hvor de får en færdig pakke og kan lære noget så grundlæggende som sikkerhed ved vand, livredning og førstehjælp, så skal vi få det til at lykkedes,” siger Jacob Andersen, der er boligsocial medarbejder hos ByLivKolding.

Jacob Andersen har, sammen med Dan Hansen fra Gademix Kolding, samlet gruppen af børn og unge fra socialt udsatte boligområder i Kolding, og arrangeret, at de kunne få glæde af fripladserne.

Støtte sender børn og unge gratis på sommerskole

DGI’s stillede i 2020 1.500 fripladser til rådighed for udsatte børn og unge, så alle fik muligheden for en aktiv sommer uanset familiens økonomiske situation eller sociale baggrund. Fripladserne er blevet mulige takket være en politisk aftale indgået med det formål at sikre børn og unge en god sommerferie trods coronakrisen.

Det er ekstra dejligt, at vi i år har kunnet oprette 100 fripladser på vores Ocean Rescue Camps.

Dan Skjerning, formand DGI Sydøstjylland

”Mange børn og unge fra sårbare familier har haft al for meget tid alene i løbet af foråret, samtidig med at deres familiers økonomi kan være blevet presset mere, end den var i forvejen. Det er derfor ekstra dejligt, at vi har kunnet oprette 100 fripladser på vores Ocean Rescue Camps i Sydøstjylland,” fortæller Dan Skjerning, formand for DGI Sydøstjylland.

Det har krævet hurtig planlægning, at få de særlige Ocean Rescue Camps planlagt, men arbejdet for at tilbyde pladser til børn og unge, der ikke naturligt kommer i en idrætsforening, ser DGI Sydøstjylland som en naturlig del af at vise, hvad aktive fællesskaber kan betyde for børn og unges selvtillid og selvværd.

Livredningsskole handler om glæden ved aktiviteten

På en Ocean Rescue Camp er konkurrenceelementet taget ud af aktiviteten. Det skaber grobund for at deltagerne finder glæden ved aktiviteten, og at færdighederne sætter sig hos deltagerne.

”Livredningsskoler egner sig rigtig godt til en sommerferieaktivitet for børn og unge, der ikke normalt kommer i foreningslivet. De lærer en masse omkring sikkerhed ved vandet og får en god portion selvtillid ved at blive udfordret i helt trygge rammer. De oplever samtidig glæden ved at være en del af et aktivt fællesskab,” fortæller Pia Bæk.

Det har handlet om glæden ved aktiviteten og jeg er helt sikker på, at de er vokset af oplevelsen

Jacob Andersen, ByLivKolding

Samarbejdet mellem DGI Sydøstjylland og ByLivKolding kan forhåbentlig danne grobund for flere initiativer fremover.

”Disse børn og unge har en hverdag, som ikke altid er lige nem, men de sidste dage har de brudt grænser. De har frosset, kæmpet mod regn, vand og træthed – og alligevel er det sjældent, vi oplever dem så glade og engagerede. Det har handlet om glæden ved aktiviteten og jeg er helt sikker på, at de er vokset af oplevelsen. Vi håber derfor, at flere børn og unge fremover får muligheden for at afprøve aktiviteter som Ocean Rescue Camp," siger Jacob Andersen.