Landsstævne 2025: Glæden ved at finde sammen på kryds og tværs
Hvert fjerde år drager gymnastikholdet #Wild Women afsted til Landsstævne - det er en fast tradition, og for de fleste af deltagerne er det glæden ved at møde både gamle og nye bekendtskaber, der gør det til en helt særlig begivenhed.
"Alle møder nogen på kryds og tværs,, som de kender fra tidligere, når så mange gymnaster er sammen. Jeg har gået på Ollerup, og jeg møder altid nogen, når vi er af sted. Glæden ved at være så mange og finde sammen på kryds og tværs af vennegrupper med både gamle og nye venner, det er simpelthen fantastisk. Vi er altid helt oppe at køre over det, og folk der er med for første gang er også helt vilde med det."
Der er nok flere, der kommer til landsstævne, som kan nikke genkendende til den her udlægning, som Gitte Vestergaard fra Herlufsholm Gymnastikforening kommer med. Sammen med Elin Bruun fra Vordingborg Gymnastikforening startede hun kvindeholdet #Wild Women i forbindelse med landsstævnet i Esbjerg tilbage i 2013.
Elin Bruun fra Vordingborg og Gitte Vestergaard fra Herlufsholm startede holdet i forbindelse med landsstævnet i Esbjerg i 2013
Det har udviklet sig til en fast tradition, hvor holdet samles første gang cirka trekvart år før landsstævnet og begynder at arbejde på den serie, som de skal optræde med. Holdet er blevet en stor succes i hele lokalområdet, og tiltrækker deltagere langvejs fra, som gerne vil med og dele oplevelsen og fællesskabet til landsstævnet.
"Indtrykkene fra landsstævnet er helt klart altid stærkest i forhold til at have set og mødt så mange gode folk. Det er nærmest sådan en gang mindfulness for mig. Folk er bare glade og griner, uanset om vejret er dårligt. Sidst regnede det, da vi optrådte, men det var fuldstændig ligegyldigt. Jeg bliver ladt op og svæver på en lyserød sky, når det er slut", smiler Gitte.
Det øsregnede ved #Wild Womens opvisning i Svendborg i 2022, men det generede hverken gymnasterne eller publikum, der havde en fest.
Sjov, hygge og hårdt arbejde
Når #Wild Women skal gøre sig klar til landsstævnet, så er hele optakten en god blanding af sjov, hygge og og hårdt arbejde. For lige så vigtigt det sociale og sammenholdet er, lige så vigtigt er det også, at gymnastikken sidder i skabet, når det går løs i Vejle til sommeren 2025.
"Vi havde hvert vores hold i Vordingborg og Herlufsholm. Men så valgte vi at slå pjalterne sammen, fordi vores hold var lidt de samme typer, og det er bare sjovere at være mange sammen om gymnastikken, og også at tage af sted til selve landsstævnet sammen i en stor flok. Vi har en intro for holdet i januar og februar. Der har vi nogle timer, hvor vi genser hinanden og fortæller om planerne for året", fortæller Gitte Vestergaard.
Holdet starter for alvor træningerne omkring den 1. april, og når at samles 10-12 hverdagsaftener, inklusiv nogle weekendtræninger, inden de drager af sted til landsstævnet.
"Helt op imod landsstævnet bliver det rimelig intensivt – vi har det hylende sjovt og griner, men der bliver også arbejdet hårdt", slår Gitte fast, men selv om der ind imellem må kræves fokus og koncentration, så er det stadig hyggen og samværet, der er i fokus.
"Nogle gange må vi vise lidt tænder, hvis vi føler, det bliver lidt for snert i forhold til at blive klar. Men så strammer folk sig også an. Men til syvende og sidst er vi et hyggehold, og uanset hvordan vi har trænet, så er der altid kage, kaffe hygge og grin bagefter."
Sammenhold og lejrskolestemning
Landsstævnet er ikke kun en mulighed for at mødes med gamle bekendtskaber, det er også en mulighed for at komme endnu tættere på og styrke sammenholdet med dem, som er med på en eget hold.
Sådan er det også for #Wild Women, der hver gang bor sammen i et klasseværelse, og virkelig oplever, hvordan indkvarteringen og overnatningen også er med til at styrke sammenholdet og holdfølelsen.
"Vi bor næste alle sammen på den skole, der bliver anvist. Der er rigtig mange, der elsker det der sammenhold og den der lejrskolestemning, som det fører med sig, fortæller Gitte Vestergaard, der anbefaler alle at opleve den helt særlige Landsstævne-stemning.
"Hvis man ikke har oplevet et landsstævne, så skal man tage af sted og opleve, hvor fantastisk det er. Hele det fællesskab og den gejst, den oplever man ikke nogle andre steder", slår hun fast.
#Wild Women er som en stor familie, når de er af sted på landsstævne.