”Ingen svømmehold for udfordrede børn? Så gør vi det da bare selv!”

Glæden stråler ud af øjnene på Jakob, Simon og Nicklas, da de tager hul på weekenden med en tur i baljen. Det er tydeligt, at de tre drenge har det som fisk i vandet til svømning i Haslev Svømmeklub, hvor træner Tom Christensen og hans hjælpeinstruktør, 13 år gamle Theodor, står for undervisningen.

De går alle tre til svømning på holdet for "Børn med særlige behov" i Haslev Svømmeklub. Et hold der ikke eksisterede for bare et halvt år siden, og havde det ikke været for både mod og stædighed hos både forældre og træneren, så havde de tre drenge formentlig aldrig fået mulighed for at starte til svømning på hold.

Niels Albertsen er far til Jakob, der er født med en hjerneskade, som betyder at han både er udfordret på sin udvikling og har svært ved at se.

Forældre tog selv initiativ og rekrutterede træner

Svømmeholdet for udfordrede børn startede som en idé hos ægteparret Cita Nielsen og Niels Albertsen. De er nemlig forældre til Jakob på 6 år, der gerne ville gå til svømning. Udfordringen er bare, at Jakob er født med en hjerneskade, der betyder, at han blandt andet har svært ved at se, og at han ikke kan gå på et hvilket som helst svømmehold. Det skal være et hold, hvor der skal være lidt mere tid og plads til hver enkelt barn, end der som regel er ressourcer til.

Problemet var så, at den slags hold slet ikke eksisterede, så hvis Jakob skulle gå til svømning, måtte Cita og Niels selv lave et hold - og her kommer Haslev Svømmeklub og træner Tom Christensen ind i billedet.

"Vi kender Tom fra tidligere, da han har trænet Jakobs storebror, og der greb han bare børnene an på en rigtig god måde, synes vi. Der tænkte vi så, at hvis det virker med børn uden handicap, så er der sikkert også en mulighed for, at det virker med Jakob. Han ved jo en masse om svømning, og så tænkte vi, at det havde han måske mod på at prøve at overføre til et hold for børn som Jakob," fortæller Niels.

Tom Christensen havde ingen erfaring med at svømmetræne udfordrede børn, men har udviklet træningen på baggrund af sine erfaringer sammen med Jacob og hans forældre.

Og de to handlekraftige forældre skulle ikke bruge lang tid på at overtale Tom Christensen til at tage udfordringen op, til trods for at han absolut ingen erfaring havde med at træne svømmere med handicap eller mentale udfordringer.

"Jeg tænkte over det i 5-10 minutter, og så gik jeg ind til det med indstillingen om, at vi måtte jo prøve det. Så satte jeg mig sammen med Cita og snakkede om det. Jeg havde lidt kendskab til handicappede, men ikke i forbindelse med svømmeundervisning, så jeg gik med til at prøve sammen med Jakob. Vi startede i vinters, og det blev så til ti gange træning på et halvt år, hvor jeg arbejdede på, hvordan jeg kunne gribe træningen an og tilrettelægge det. Da vi så nåede sommerferien, så havde vi besluttet, at vi ville oprette det som et hold," fortæller Tom.

Et frirum for både børn og forældre

I dag er der fire drenge på Toms svømmehold; Jakob, Nicklas, Simon og Mikkel. De er alle vidt forskellige og fylder på hver deres måde, men selv om Tom til at begynde med var usikker på, hvordan han skulle gribe træningen an, så har det været en stor succes.

"Det var nok min egen usikkerhed på om jeg kunne, og om jeg ville kunne gøre det godt nok. Den er heldigvis blevet gjort til skamme. Det har faktisk været nemmere end jeg troede, hvis man bare er klar til at gøre det på børnenes præmisser og gøre ting, som de gerne vil. Så det har faktisk været nemt at undervise dem i forhold til mange andre børn," slår Tom fast.

Og der er er heller ingen tvivl om, at både børn og forældre både hygger sig, har det sjovt og samtidig lærer at begå sig i vandet.

"Det er sådan lidt et frirum for os. Når vi er ude, så skal vi altid være lidt på vagt, fordi vi ikke ved, hvad de kan finde på, og hvordan andre mennesker vil reagere på deres opførsel. Her er alle i samme båd, og der er ingen, der rynker på næsen eller ser skævt, hvis de pludselig gør noget anderledes og uventet. Så vi kan sænke skuldrene, imens børnene hygger sig med hinanden og er ligeværdige," fortæller Chrestine Larsen og Trine Flindt-Larsen, som er mødre til Nicklas og Simon, der begge er autister.

Og så er det også en kærkommen mulighed for at gøre noget sammen som familie; "Dybest set gør det, at vi går til noget sammen. Vi kommer ud af døren samlet for at kunne gå til en aktivitet. Det er stort i en familie, hvor vi er så differentierede. Det er ikke ret tit, der er en aktivitet, hvor vi alle sammen kan deltage," fortæller Jacobs far Niels.

Simon og Nicklas har begge gået på svømmeholdet i Haslev Svømmeklub, siden det blev oprettet efter sommerferien.

En klub i klubben giver adgang til flere

Alle er de enige, både Tom og de fire forældrepar, om at hvis der findes andre der ude med børn med særlige behov, så skal de ikke være bange for at kaste sig ud i selv at tage initiativet til at få aktiviteter i gang - og man skal heller ikke være bange for at prøve sig frem, for det at være en del af et fællesskab er en kæmpe gevinst for alle.

"Det der med at lave en klub i klubben, det er et genialt koncept. Det der med at få folk ind i klubben, som ellers ikke ville kunne begå sig, hvis ikke der var et særligt tilbud til dem. Man får noget aktivitet ind i en eksisterende klub, og så får man et tilbud til nogen, som ellers ville stå udenfor," slår Cita fast.

Svømmetræningen har fået Jakob ind i et fællesskab og givet ham nogle succesoplevelser, som han aldrig ville have fået, hvis det ikke eksisterede.

Og så lyder opfordringen også, at man ikke skal være bange for at prøve sig frem.

"Jeg vidste, at Tom var dygtig til svømning, og så tænkte jeg bare, at det med de handicappede skal sgu nok komme. Det vigtigste er bare, at man ikke har berøringsangst, især over for børn der ikke opfører sig som børn gør "normalt", og som nogle gange råber meget og opfører sig anderledes," slår Jakobs mor fast.

Og Tom har da også lært en masse på det lille års tid, hvor han har påtaget sig trænergerningen for det lille hold; "Jeg skal tage det stille og roligt og gøre det mere på børnenes præmisser. Med almindelige børn kan man godt presse mere på og give dem nogle større udfordringer. Man skal også være omstillingsparat, for ting ændrer sig hurtigt undervejs. Og så har det været meget vigtigt, at vi har fået en haltid, hvor der ikke er så mange andre mennesker i svømmehallen, så de bliver forstyrret så lidt som muligt," runder Tom af, inden han slutteligt kommer med en opfordring, hvis der sidder andre der ude, og mangler et svømmehold som hans.

"Bare spring ud i det, og eventuelt søg kontakt til mig. Jeg har en masse gode erfaringer, som jeg gerne vil dele."