Løbetræning skaber nye arbejdsrelationer i DR

Hos en stor arbejdsplads som DR er det næsten umuligt at kende alle. Men ved at troppe op til en ugentlig træning for medarbejdere, er det pludselig ikke en ukendt der går forbi på gangen, men Rikke fra HR-afdelingen.

Top friske DR-løbere til solskinstræning på Amager

En helt almindelig tirsdag kl. 16 troppede otte glade medarbejdere fra DR op til træning, som en del af et nyopstartet løbeforløb med en DGI-instruktør. Mange af de deltagende kendte ikke hinanden selvom de har samme arbejdsplads, men det kom de heldigvis hurtigt til.

Vi har taget en snak med Jakob Soldath fra DR, om hvorfor det er så fedt at mødes til de ugentlige løbetræninger med kollegaerne.

Ukendte ansigter bliver til velkendte kollegaer
Henover 12 uger får DR besøg af træner fra DGI, som har tilrettelagt et løbeforløb for de ansatte – og alle kan deltage uanset form og mål. Udover at de ansatte får god mulighed for få rørt sig i forbindelse med arbejdsdagen, lærer de hinanden at kende på tværs af afdelinger.
Formand for DRs løbeklub, Jakob Soldath, lægger vægt på vigtigheden af at motivere til en sund og aktiv hverdag, men også at skabe nye arbejdsrelationer.

”En ting er selvfølgelig at få rørt sig, men det er også utrolig givtigt i andre arbejdssammenhænge. Vi får til træningen sat ansigter på kollegaer vi aldrig har mødt før, hvilket kan blødgøre en arbejdssituation senere hen,” fortæller Jakob Soldath, som udover at være formand for DR Løbeklub, er løsningsarkitekt i DR Byen.

DR indgik samarbejdet med DGI Storkøbenhavn, fordi løbeklubben manglede sparring og inspiration til løbetræningen for de ansatte. At udbyttet af træningen viser sig at række udover forventningerne er bare en kæmpe bonus.

Et løbefællesskab for alle
DR Løbeklub er for alle der har lyst og mod på at få gang i sin løbetræning. Holdet består både af mere rutinerede løbere, men også af dem der har brug for et lille ekstra skub til at komme udover stepperne. Hos klubben handler det mest om at komme i gang og indbyde til bevægelse i en travl hverdag. Som Jakob Soldath siger, så er ”… træning før eller i forlængelse af arbejdsdagen nemt og fleksibelt”.

Træningen tilrettelægges af løbetræneren, så de fleste kan være med – udgangspunktet er underordnet, så længe gå-på-modet er i højsædet hos deltagerne. Og det er det!
Særligt om foråret plejer løbeholdet at være populært hos DR. Her kan de nogle gange være helt op 30 løbere til en træning. Med efterårets mørke kommer dog ofte en dalende motivation, men med DGI’s indspark trækkes både nye og gamle endnu en gang ind i den gode løbevane.

Få hjælp til sundhed og idræt på din arbejdsplads
DR er pt. blandt 22 virksomheder med en idrætsforening, som er medlem af DGI Storkøbenhavn. Tøv ikke med at tage kontakt, hvis DGI Storkøbenhavn også skal hjælpe din arbejdsplads med at skabe stærke idræts- og motionstilbud for de ansatte. Læs her mere om DGI Medarbejdermotion eller kontakt løbekonsulent Henrik Dam Nygaard på henrik.nygaard@dgi.dk eller 40 12 78 13.