Ventelister til idræt er et kæmpe problem

72 procent af forældrene i København har oplevet, at det var vanskeligt at melde deres børn ind i en idrætsforening. Ventelister er et gigantisk problem.

Der er kamp om den ene kunstgræsbane, der er i Ørestaden. En af de bydele i København, hvor der mangler idrætsfaciliteter. Foto: Jens Astrup

”Det er ærgerligt for børnene. Og det er ærgerligt for København.”

Sådan lyder det fra Peder Nedergaard, formand for DGI Storkøbenhavn. Halvdelen af forældrene i Københavns Kommune har oplevet, at deres barn står eller har stået på venteliste til en idrætsforening i Københavns Kommune.

”Det er et kæmpe problem. Når børnene ikke har mulighed for at være aktive, så kan de komme til at halte bagud motorisk, og det går glip af en masse oplevelser. Og for familierne er børnenes deltagelse i idrætsforeningen en vigtig del af det gode liv, som ikke bliver opfyldt på grund af ventelister,” siger Peder Nedergaard. 

Wilbert er nummer 80 på ventelisten

Linette Maesen, der bor i Ørestaden, er en af de forældre, der forgæves har forsøgt at melde sit barn ind i en idrætsforening. Til Berlingske Tidende fortæller hun, at 2-årige Wilbert er nummer 80 på ventelisten til et gymnastikhold med babyrytmik.

Københavns kultur-og fritidsborgmester Niko Grünfeld (Alt.) er med på, at der er et problem:

”Det er en katastrofe, at vi ikke er fulgt med de helt åbenlyse behov for idræts-og fritidsfaciliteter i København. Især når vi ved, hvor meget det betyder for livskvaliteten, integrationen og fællesskabet at have et aktivt idræts-og fritidsliv,” skriver han til Berlingske Tidende. 

Flere penge og bedre rammer, tak

I DGI Storkøbenhavn er formand Peder Nedergaard glad for det politiske fokus, for idrætsforeningerne har store udfordringer med ventelister og mangel på faciliteter.  

”Nu håber vi så, at den politiske velvilje vil afspejle sig i de kommende budgetforhandlinger. Det handler jo om en politisk prioritering. Der et stort behov for at prioritere flere penge til og bedre rammer for idræt i hverdagen i stedet for de store fyrtårnsprojekter, som får opmærksomhed,” siger Peder Nedergaard. 

Det går ud over civilsamfundet

Andelen af foreningsaktive børn i København ligger markant under landsgennemsnittet. Undersøgelser har vist, at tidlig introduktion til foreningslivet medvirker til, at man også bliver mere engageret på sigt.

”Så når børnene ikke får foreningslivet ind under huden fra barnsben, så kommer civilsamfundet ikke til at stå så stærkt i København,” konstaterer Peder Nedergaard.

Han peger samtidig på, at kommunen og politikere skal stille krav til byudviklerne, så fortidens fejl ikke gentages. Det betyder, at der i nye byområder skal afsættes plads til idrætsaktiviteter og foreningsliv – hvilket ikke er sket i f.eks. Ørestaden og Nordhavn.

I samarbejde med Idrætsforum København har DGI Storkøbenhavn taget initiativ til tættere samarbejde med de 30 største foreninger i Københavns Kommune under DIF og DGI. Målet er at få et bedre samspil mellem behovene i idrætsforeningerne og spille ind til budgetforhandlingerne.