Søren Vesterbæk er nomineret til DGI prisen Årets Foreningsildsjæl 2018

Med prisen Årets Foreningsildsjæl 2018 ønsker DGI i Storkøbenhavn at sætte fokus på de frivilliges store indsats i de storkøbenhavnske idrætsforeninger.

Til venstre ses bestyrelsesformand, Søren Vesterbæk og til højre formand for Vestias ungdomsafdeling, Bo Kousgaard.

BK Vestia har mange frivillige ildsjæle, som dækker alt fra koordineringen af træningen for de mindste til at sætte holdet i weekenden for de ældste veteraner. Hele ugen igennem leverer klubbens ildsjæle både på og uden for banen, hvilket får tandhjulene til at køre rundt i den lille og spændende Vesterbro-klub, hvor 980 medlemmer skal deles om to fodboldbaner.

BK Vestia har særligt én frivillig, Søren Vesterbæk, som i fodboldtermer kan karakteriseres som anføreren og midtbanegeneralen, der til daglig sikrer sammenhængen mellem kæderne og er en central spiller for klubbens fremadrettede udvikling. Betydningen af hans arbejde er ikke til at tage fejl af.

Søren er afgørende for, at en fodboldklub med pressede faciliteter kan have en betydning for et lokalområde. I flere år har Søren bl.a. ydet en indsats for at forbedre forholdene for klubbens mange hold og stået i spidsen for en klub, der er vokset til det tredobbelte antal medlemmer over de seneste 10 år. Søren arbejder utrætteligt som bestyrelsesformand for at skaffe flere baner på Otto Busses Vej og har senest været initiativtager til klubbens nye klublokaler, som på sigt skal give et mere omfavnende klubmiljø.

På et politisk plan er Søren bannerfører for en fortsat udvikling på Bavnehøj Idrætsanlæg, hvor han med formandsposten i brugerbestyrelsen er en samlende faktor for idrætten på Vesterbro. Søren italesætter de manglende idrætsfaciliteter på Vesterbro, hvilket har fået større og større opmærksomhed hos de københavnske politikere. Resultatet har bl.a. udmøntet sig i et vælgermøde afholdt på Bavnehøj med fokus på idrætsfaciliteter skabt i samarbejde med Vesterbro Lokaludvalg. Derudover har Søren været en del af påbegyndelsen af en social profil i form af en partnerskabsaftale fokuseret på skolesamarbejde, som skal modtage, rumme og fastholde udsatte unge.

BK Vestia er en ambitiøs breddeklub med et fortsat stigende medlemstal inden for både børne- ungdoms- og seniorafdelingen. Det kræver en finger på pulsen at stå i spidsen for en proaktiv breddeklub, og udover posten som bestyrelsesformand er Søren også aktiv på sidelinjen som træner for de mindste i klubben. Dette er et glimrende eksempel på den entusiasme og glæde, Søren har for fodbolden og foreningslivet. Han er om nogen en frivillig, der påtager sig ansvaret for at sprede det gode budskab om fodbold – og ikke mindst frivillighed – på Vesterbro. Derfor er han en oplagt kandidat til at modtage prisen som Årets Foreningsildsjæl 2018 og de medfølgende 5.000 kr.

Ud over Søren Vesterbæk er Pernille Normann Johansen fra FIF Atletik & Motion og Tina Glöde, fra Valby IF også nominerede til prisen Årets Foreningsildsjæl 2018.

Afsløringen af, hvem af de tre nominerede, som løber med titlen som Årets Foreningsildsjæl 2018 finder sted på DGI Storkøbenhavns Generalforsamling onsdag d. 21. marts kl. 18-22, som foregår i Kedelhallen, Nyelandsvej 75a, 2000 Frederiksberg.