Samarbejde mellem LOKK og DGI har skabt bedre vilkår for voldsudsatte kvinder og børn

17 kvindekrisecentre på Sjælland og Lolland Falster har deltaget i projektet ”Min & min mor”, der har haft fokus på at inkorporere leg, motion og bevægelse som pædagogiske redskaber til voldsudsatte kvinder og børn på krisecentre.

Arkivfoto

Læs herunder pressemeddelelse fra Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK) af 1. nov. 2023.

Projekt har givet kvindekrisecentre nye perspektiver i deres pædagogiske arbejde
17 kvindekrisecentre på Sjælland og Lolland Falster har deltaget i projektet ”Min & min mor”, der har haft fokus på at inkorporere leg, motion og bevægelse som pædagogiske redskaber til voldsudsatte kvinder og børn på krisecentre.

I år 2022 blev knapt 3000 voldsudsatte kvinder og 2400 voldsudsatte børn indlogeret på kvindekrisecentre rundt omkring i landet. De har alle været udsat for vold og oplever derfor de mange følgevirkninger af volden - som for eksempel at have svært ved at socialisere med andre mennesker, mærke sine egne grænser og i det hele taget at være i kontakt med sig selv og sin egen krop. De voldsudsatte kvinder og børn, der kommer på krisecenter, har behov for en solid voldsfaglig indsats. En voldsfaglig indsats som projektet ”Mig og min mor” har haft til hensigt at understøtte med brug af nye metoder og perspektiver.

Projektet har været i gang siden efteråret 2022 og er et projektsamarbejde mellem LOKK og DGI Storkøbenhavn. Projektet har haft til formål at dæmme op for voldens følgevirkninger og øge beboernes fysiske og mentale sundhed ved at bringe leg og bevægelse ind i hverdagen på krisecentrene. Det er sket ved at give det faglige personale på krisecentrene et uddannelsesforløb til at integrere leg og bevægelse som faste pædagogiske redskaber i det voldsfaglige arbejde med beboerne på krisecentrene.

Positive tilbagemeldinger fra krisecentre
17 kvindekrisecentre har deltaget i projektet, der nu har nået sin afslutning. Der har været stor tilfredshed blandt de deltagende krisecentre, der har haft mulighed for at få nogle nye perspektiver og ny inspiration til det voldsfaglige pædagogiske arbejde med voldsudsatte kvinder og børn.

En af dem er Mette, der er børnefaglig pædagog på et krisecenter på Sjælland:

  • Forløbet har givet os et værdifuldt supplement til de pædagogiske værktøjer, vi allerede anvender. Jeg er blevet inspireret og har fået idéer til, hvordan vi bedre kan støtte kvinder og børn her på kvindekrisecentret med leg og aktiviteter."

Carina, der er kollega til Mette, tilføjer:

- At arbejde med voldstraumer uden at bruge mange ord, men i stedet bruge leg og bevægelse, kan helt sikkert gøre en forskel. Det er en anden tilgang til at bearbejde volden, en tilgang, der kan være med til at hele de traumatiske oplevelser, som mødre og børn har været igennem. Det kan også styrke deres indbyrdes relation. Nu ser vi frem til at afprøve disse værktøjer i praksis."

Et supplement til det pædagogiske arbejde
DGI Storkøbenhavn har været rundt på de 17 deltagende krisecentre og undervist det faglige personale i hvordan leg, motion og bevægelse kan bruges til at understøtte det pædagogiske arbejde med voldsudsatte kvinder og børn. Projektet har bestået af tre faglige moduler og to legebesøg, hvor DGI Storkøbenhavn og DGI Midt og Vestsjælland har undervist det faglige personale i, hvordan metoderne kan anvendes i praksis med de voldsudsatte kvinder og børn på krisecentrene. Anne Katrine F. Kaarsholm fra DGI Storkøbenhavn, der har været på projektleder på uddannelsesforløbet, har været meget begejstret for projektet, som hun mener, har gjort en positiv forskel for det pædagogiske arbejde på krisecentrene

  • At se kvinder og børn smile, grine og glemme alt andet er fantastisk. Det er kvinder og børn, der har oplevet vold og overgreb, og som vi hjælper til at kort at glemme de oplevelser, de har haft med vold. Det giver dem et lille, men vigtigt overskud til at komme videre. Fysisk aktivitet i trygge rammer er et utroligt godt værktøj til at øge trivsel og livskvalitet for voldsudsatte kvinder og børn. Vi har at gøre med kvinder og børn, der er ekstremt hårdt presset, og de har virkelig god gavn af den energi og adspredelse, som leg og bevægelse kan give.”

Projektet Mig & Min Mor er fuldt finansieret af Novo Nordisk Fonden, der har bevilget 1.5 millioner kroner til projektet. Hanne Line Jakobsen, der er direktør for det sociale område i Novo Nordisk Fonden, har været godt tilfreds med projektets resultater:

  • I Novo Nordisk Fonden arbejder vi for at reducere ulighed i fysisk og mental sundhed, og det er grunden til, at vi har støttet dette projektsamarbejde mellem LOKK og DGI Storkøbenhavn. Projektet er et smukt eksempel på, hvad man kan opnå, når to stærke partnere går sammen og bringer deres forskellige ekspertiser i spil i en fælles indsats. Det er imponerende, at indsatsen har nået 17 kvindekrisecentre, hvor personalet er blevet klædt på til at bruge leg og bevægelse som redskab i deres vigtige arbejde med voldsudsatte børn og mødre, udtaler Hanne Line Jakobsen.

Der er på nuværende tidspunkt ikke fondsmidler til at fortsætte eller udvide indsatsen.

Du kan læse evalueringen af projektet her: Link til evalueringen