Rekordmange gymnastikinstruktører uddannet i Storkøbenhavn i 2023

Mere end 450 deltagere fra region Storkøbenhavn har været på gymnastikkurser og -uddannelser i 2023. Men hvilken type kursus er foreningerne vilde med at sende instruktører og hjælpeinstruktører på?

Årets mange kurser og uddannelser i gymnastik er afviklet i samarbejdet med de storkøbenhavnske gymnastikforeninger, og gennem det samarbejde har vi formået at skabe læringsmiljøer, der ikke kun har fokuseret på færdigheder, men også på glæden ved at deltage i idræt og motion.

Dette har tiltrukket en bred vifte af frivillige instruktører og hjælpeinstruktører, lige fra de helt erfarne til dem, der netop har bevæget sig ind i en verden som frivillig. Tilbagemeldingerne er, at alle har fået masser af god erfaring med tilbage til foreningerne.

Positive tilbagemeldinger fra kursisterne

DGI Gymnastik arbejder for at imødekomme alle aldersgrupper i gymnastikken og tilbyde fede og inspirerende kurser og uddannelser for alle aldre og niveauer. Hovedfokus vil altid være på at styrke kompetencerne hos foreningerne.

I den forbindelse modtog inspirationskurset i Senior Gymnastik stor ros for at være "fantastisk inspirerende og relevant". Det er vi rigtig glade for, og en særlig tak skal der lyde til de dedikerede undervisere, der sikrer inspirerende og brugbare kurser for seniorgruppen.

Positive tilbagemeldinger ses også fra kursister på Tons & Tumle 2-5 år, der lægger vægt på betydningen af et inspirerende læringsmiljø og roser instruktørerne for deres engagement og struktur:

“[...] Meget engagerede instruktører, mange gode lege, og [vi] fik god struktur til start og afslutning. De var gode til at få deltagerne til at dele erfaringer,” udtaler en kursist på Tons & Tumle.

Også kurset Springmodtagning for Instruktører og Hjælpeinstruktører har fået positive tilbagemeldinger, hvor kursisterne fremhæver undervisernes evne til at instruere de frivillige:

”Rigtig fin formidling, og de var begge virkelig gode til at forklare og instruere,” fortæller en deltager på kurset.

Springmodtagning stjæler rampelyset

Blandt de forskellige kurser og uddannelser skiller én form for gymnastikkursus sig ud, nemlig springmodtagningskurserne. Her ser vi i forhold til 2022 en betydelig interesse fra gymnastikforeningerne ift. at forbedre deres instruktører og hjælpeinstruktørers færdigheder inden for springmodtagning. Vi kan bl.a. se, at kursister fra Springsikker 1 og Hjælpeinstruktøruddannelsen vurderer kurserne som meget relevante, og at de i meget høj grad kan bruge det materiale, som de blev undervist i.

At vi ser så stor en stigning i antallet af deltagende frivillige på springmodtagningskurserne vidner om, at foreningerne prioriterer at sende deres frivillige afsted på kursus.

"Det er dejligt at opleve foreningernes interesse og især at se de unge nye frivillige instruktører tage imod tilbuddet om at komme på uddannelse for at udvikle egne kompetencer. Så er de langt bedre rustet til at gå ud på foreningsholdene og levere gode gymnastikoplevelser.” Det udtaler gymnastikkonsulent Tina Sørensen fra DGI Storkøbenhavn.

Vi håber på, at vi i 2024 kan uddanne og inspirere lige må mange instruktører og hjælpeinstruktører for at styrke kompetenceniveauet i samarbejde med foreningerne!

Nåede du ikke med på kurserne?

Fortvivl ikke! Vi starter gymnastikkens 2024 ud med Hjælpeinstuktøruddannelsen den 20. januar. En mulighed for alle aspirerende hjælpeinstruktører, der ønsker at blive en del af det fede frivillige gymnastikfællesskab hos foreningerne.

Det kan også være, at du eller dine yogainstruktører mangler ny god inspiration til yoga-timerne, så hop afsted eller send dine instruktører på inspirationskurset Yoga - Inspirerende flows og skarpe justeringer, som afholdes d. 21. januar 2024 ved HI Fitness Nord.

Savner du at se noget lækkert gymnastik? Så står vi klar d. 27. januar 2024 til årets første stævne, nemlig det helt fyldte Stenbrostævne i DGI Byen i København.

Vi kigger lige nu ind i kursuskataloget for DGI Gymnastik i Storkøbenhavn for 2024, så hvis du har et specifikt ønske til, hvad kursuskataloget for 2024 skal byde på, så ring til studentermedhjælper Christina Meyer Andersen et kald på +45 23 46 25 91.

Du kan også se mere om DGI Gymnastiks kurser og uddannelser i Storkøbenhavn.

Springsikkerhed