Nyt blåt netværk skal sikre stærk politisk dialog

Det første møde i et nystiftet blåt netværk for 'blå' foreninger, der har aktiviteter i, ved og på vand fandt sted tirsdag d. 16/4. At det var en stor dag og et vigtigt forum - både lokalt og politisk - var tydeligt. Rummet summede med engageret netværkslyst, og så var både Københavns overborgmester og direktøren for By og Havn mødt op for at støtte op om det nye initiativ.

Anne Skovbro, som er direktør i By og Havn, fortæller om aktiviteter i havnen. Foto: Kasper Lund Kirkegaard

Initiativet til at oprette et netværk for foreninger med aktiviteter på, i og ved vand kommer fra Idrætsgruppen i Folkeoplysningsudvalget. Formålet er, at den samlede stemme for de blå foreninger skal styrkes med netværket. Søren Hemmingshøj, som er en af de folkevalgte repræsentanter i Idrætsgruppen i Folkeoplysningsudvalget, fortæller om det nye initiativ:

“Vi fire repræsentanter i Folkeoplysningsudvalget har traditionelt set ikke haft det store fokus på den blå foreningsidræt. Det forsøger vi nu at lave om på med dette netværk i samarbejdet med DGI Storkøbenhavn og DIF.”

Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, bød velkommen til det første møde og anerkendte i den forbindelse også foreningslivets rolle i byen. For kommunen er det en stor fordel, at foreningslivet er med til at organisere idrætslivet, så man lettere kan samarbejde om, hvad der virker og hvilke hensyn, der skal tages for - i dette tilfælde – vand-idrætsaktiviteter.

DGI Storkøbenhavns bestyrelsesmedlem med speciale i det blå idrætsliv, Hans Henrik Heming, understreger vigtigheden af det nye blå netværks rolle i den forbindelse:

"Det er meningen, at de blå dialog- og netværksmøder skal være en formel ramme og kommunikationskanal for de blå foreninger, så man lettere kan blive hørt på politisk niveau. Det skal skabe løbende dialog med Københavns Kommune om nye tiltag, regler eller retningslinjer, som foreningerne kan se sig selv i, og så skal der netværkes på tværs af blå idrætter, så vi kan lære af hinanden."

Direktøren for By og Havn, Anne Skovbro, havde et informationsrigt og imødekommende oplæg med om By og Havn og dets komplicerede arbejdsgang med mange forskellige myndigheder og aktørers involvering samt havnens mange ejerforhold og dermed forskellige virker. Da hun til slut åbnede op for spørgsmål og kommentarer var der et stort bidrag fra foreningerne. Stemningen var god og imødekommende, og Anne Skovbro udtrykte også efterfølgende til citat, hvordan sådan et netværk er brugbart for By og Havn:

"By og Havn kan bruge det blå netværk som en etableret og stærk dialogpartner, så vi mere effektivt kan kommunikere med havnens foreninger og dermed lettere afveje havnens mange komplekse hensyn og meninger."

Generelt var der mange input, og spørgsmålslysten var stor blandt deltagerne i løbet af aftenen, og det er lige præcis det, der skal til for, at netværket har den gennemslagskraft, det er tiltænkt. Så stor tak til de engagerede deltagere.

Der er endnu ikke afsat dato på det næste møde, da det første møde havde til formål at afprøve, om netværket og formen gav mening for foreningerne. Heldigvis var der god respons efter mødet, og derfor er det hensigten, at der nu aftales en dato for næste møde. Det vil netværket blive informeret om, når datoen er bestemt.

Vi ser frem til at mødes igen, og her vil der prioriteres mere plads til netværk på tværs af foreninger og desuden rettes bredere fokus på aktiviteter langs vores strandområder også.

Til sidst skal Idrætsgruppen i Folkeoplysningsudvalget bestående af Søren Hemmingshøj, Flemming Jensen, Helle Greve Barslev og Viggo Brøndegaard takkes for initiativet bag at styrke blå idrætsforeningers stemme. Vi ser frem til samarbejdet.

Info om det blå netværk

  • Formålet er at styrke de blå idrætsforeningers stemme ind i Folkeoplysningsudvalget i Københavns Kommune. Ved at samle Københavns blå foreninger i et dialognetværk er med henblik på at stå stærkere sammen ift. den relevante omverden, herunder kommunens politikere og forvaltninger.
  • Det er stiftet med initiativ af Folkeoplysningsudvalget og med støtte fra DIF og DGI Storkøbenhavn samt administration af DGI Storkøbenhavn.
  • Netværket mødes op til fire gange årligt. Det er tiltænkt, at tre af disse møder kun skal være for de blå foreninger, mens ét skal være sammen med landbaserede idrætter. 
  • Alle idrætsforeninger med aktiviteter i, ved og på vand kan være en del af netværket. Kontakt Kasper Lund Kirkegaard fra DGI Storkøbenhavn på kasper.lund.kirkegaard@dgi.dk eller Søren Hemmingshøj fra Folkeoplysningsudvalget på shem@dbukoebenhavn.dk for spørgsmål om netværket.