Kongelundsfortet bliver nyt kraftcenter for outdoor-aktiviteter

Et nyt projekt skal over de kommende tre år udvikle Kongelundsfortet på Amager til et centrum for idræt, motion og fællesskaber i naturen. Dragør Kommune og DGI Storkøbenhavn står bag projektet, som er støttet af Nordea-fonden med en økonomisk uddeling på 5,2 mio. kr.

Fakta om projektet

  • Aktivitetsprojektet er et samarbejde mellem Dragør Kommune og DGI Storkøbenhavn med 5,2 mio. kr. støtte fra Nordea-fonden
  • Projektet forløber i 3 år med opstart april 2018
  • 10-12.000 deltagere, herunder børn og unge skal aktiveres i løbet af projektperioden
  • Projektet bidrager til udvikling af stærke lokale foreninger
  • Projektet henvender sig til alle borgere i Dragør, Tårnby og Københavns Kommune
  • Følg med på Facebook
  • For mere information:

    Christoffer Søe Dragør kommune
    Tlf: 2964 5208

    Martin Machado DGI Storkøbenhavn
    Tlf: 2129 3278

    Tine Wickers Nordea-fonden
    Tlf: 4070 3784

”Dragør Kommune glæder sig over det fremtidige samarbejde med DGI. Ikke mindst fordi vi får endnu et aktiv til kommunen til gavn for borgere i alle aldre. Det aktive udeliv har allerede gode betingelser i Dragør – og det bliver løftet yderligere! Jeg ser store muligheder for, at Kongelundsfortet bliver et kraftcenter både for Dragør og de omkringliggende kommuner”, udtaler Dragørs borgmester Eik Bidstrup 

Aktiviteter, aktiviteter, aktiviteter…
Det tidligere militærfort er placeret på sydspidsen af Amager og er omgivet af hav, strand, skov og fuglereservat. Dette muliggør et væld af aktiviteter, som orienteringsløb, mountainbike, havkajak og vandaktiviteter. Samtidig indbyder selve fortet til rappelling fra radartårnet, stand-up-paddling i voldgraven og parkour og crossfit i fæstningsanlæggets terræn.
Projektet skal først og fremmest skabe en masse aktiviteter, der forener naturoplevelser, idræt og friluftsliv – alt sammen med udgangspunkt i fortets placering og historie.

DGI vil sammen med Dragør kommune og lokale idrætsforeninger skabe et kraftcenter for outdoor aktiviteter. Målet er at skabe idræt, motion, leg og læring for skoleklasser, børnefamilier og naturoplevelser for borgerne i Dragør, Tårnby og København”, udtaler Mogens Kirkeby, politisk ansvarlig for DGI Outdoor.

Fortet bliver et sted for mange mennesker
Når projektet er i gang, vil der være formidlingsaktiviteter for skoleklasser i dagtimerne, idræts- og bevægelsesaktiviteter for selvorganiserede og foreninger eftermiddag og aften, samt familieaktiviteter i weekender og store events som Kongelundsfortet i bevægelse dagen og Naturens Dag.

Der skal skabes aktiviteter for mere end 10.000 deltagere, der omfatter børn og unge i skole- og institutionsregi, forenings­- og selvorganiserede idrætsudøvere, børnefamilier og borgere fra Dragør, Tårnby og København samt resten af Hovedstadsområdet. Udover de mange aktivitetsmuligheder som Kongelundsfortet rummer i sig selv, vil det også fungere som en aktiv indgang til Naturpark Amager.

”Kongelundsfortet bliver ’konge’ som et naturens lærings- og aktivitetscenter for børn og unge. Initiativet er desuden også en vigtig brik i udviklingen af Naturpark Amager, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Med de mange aktivitetsindsatser fokuserer projektet på at bygge bro mellem skoletid, fritid og familietid.