Københavnsk gymnasium løber forrest: lærere og elever træner sammen

Skoleskemaet bliver lagt på hylden, når lærere og elever mødes hver onsdag eftermiddag til en times løbetræning foran Gefion Gymnasium.

Trods den danske regn var der smil og sved over hele linjen til dagens træning

Oldtidskundskab, samfundsfag og kemi er ikke på skemaet når DGI-instruktør Sofie sparker døren ind til lærerværelset og klasselokaler på Gefion Gymnasium. Tværtimod trækker hun både lærere og elever væk fra bøgerne og ud i den friske luft.

Vi fik fornøjelsen af at være med til en af gymnasiets onsdagstræninger, og tage en snak med Mads Stender-Ilsøe og Micky Sørensen om hvad der gør eftermiddagene med løb så fede.

De ansatte får baghjul
Selvom det plejer at være lærerne på Gefion Gymnasium der underviser, så overlod de glædeligt teten til instruktøren ved dagens løbetræning. Til gengæld fik de lov til at stå side om side med deres elever og tørre sved af panden. Og især eleverne fik pulsen ekstra højt op – de skulle jo nødigt blive overhalet af deres lærer.

”De giver os jo totalt baghjul” fortæller Mads der er historielærer på gymnasiet. ”Sidste gang skulle jeg lige sætte en elev af på den sidste spurt. Hun tog mig med stormskridt, og sagde bagefter: ”jeg skal i hvert fald ikke tabe til en lærer.” Og jeg skulle heller ikke tabe til en elev, men det gjorde jeg jo så.” fortsætter Mads grinende. Udover at blive overhalet af sine elever, så har løbetræningen øget hans motivation på hjemmefronten.

”Jeg er faktisk begyndt at træne derhjemme også. Det har aldrig sagt mig noget at løbe, men ved at få noget tekniktræning her, har det givet mig blod på tanden.” siger Mads.

Henover 30 uger skal Gefion Gymnasium gennem et løbeforløb tilrettelagt af en træner fra DGI. Alle ansatte kan være med uanset form og mål, og medarbejderne har kun én regel: de snakker ikke om arbejde. Skolens ansatte er især glade for at mødes udenfor arbejdsregi, hvor det ikke nødvendigvis indbefatter at drikke alkohol, som ellers kan være kulturen på flere arbejdspladser. Omdrejningspunktet er i stedet at få sig rørt, være sammen og have det sjovt.

Et blomstrende lærer-elevforhold
Fællestræningerne er dels med til at styrke det kollegiale blandt lærerne, men ligeså vigtigt lærer-elevforholdet på skolen.

”Det er en god måde at skabe et godt socialt samvær selvom man er lærer og elev. Vi kan snakke bedre sammen om de vanskelige situationer, fordi vi får opbygget tillid ved at opleve noget sammen udenfor skolens rammer.” fortæller Micky, der er skolens økonomiansvarlig.

Gefion Gymnasium indgik samarbejdet med DGI Storkøbenhavn med et ønske om at integrere motion i forlængelse af arbejdet og motivere til en sund hverdag. At forløbet bærer flere positive effekter med sig er bare et stort plus. En gruppe elever er så bidt af løbetræningen, at de har startet deres helt eget marathon-udvalg med ambitionen om at løbe Berlin Marahton næste år.

”De har allerede været ude og spørge om de kan få nogle motivationsklistermærker. Vi bakker 100% op, og de inspirerer os medarbejdere endnu mere.” siger Micky. Gefion Gymnasium har ikke været blege for at ryste posen ift. hvad elever og lærer kan mødes om, og det har i den grad båret frugt!

Få hjælp til sundhed og idræt på din arbejdsplads
Gefion Gymnasium er pt. det første gymnasie ud af 22 virksomheder der har et tæt samarbejde med DGI Storkøbenhavn. Tøv ikke med at tage kontakt, hvis DGI Storkøbenhavn også skal hjælpe din arbejdsplads med at skabe stærke idræts- og motionstilbud. Læs her mere om DGI Medarbejdermotion eller kontakt løbekonsulent Henrik Dam Nygaard på henrik.nygaard@dgi.dk eller 40 12 78 13.