Nyt samarbejde danner rammen om trivselsfremmende indsats for børn og unge i Ballerup

Ballerup Kommune og DGI Storkøbenhavn ønsker at fremme børn og unges trivsel gennem en målrettet og bred indsats på fritidsområdet. Det nye samarbejde sparkes i gang med et kickoff-event d. 25. april.

Foto: Bo Nymann

Med det nye samarbejde ønsker Ballerup Kommune og DGI Storkøbenhavn at sætte fokus på en række trivselsfremmende aktiviteter for børn og unge, som de kan dyrke i deres fritid sammen med andre. Derfor inviteres der til kickoff-event d. 25. april 2024 kl. 17-20 i TAPETEN Forenings- og Frivilligcenter, hvor samarbejdet officielt skydes i gang.

Der er tale om et helhedsorienteret samarbejde, hvor aktører og parter på tværs af kommune og civilsamfund har andel i det skærpede fokus på trivselsfremme. Dette inkluderer boligforeninger, uddannelsesinstitutioner, idrætsforeninger samt flere afdelinger i kommunen. Selvom der allerede er en række parter involveret i den samlede indsats, så er det ikke en ”lukket fest”. Andre aktører, som har interesse i og lyst til at bidrage med det trivselsfremmende arbejde for børn og unge i kommunen, er meget velkomne til kickoff-eventet.

I Ballerup Kommune vil vi gerne arbejde for flere og bedre aktiviteter for vores børn og unge. Vi tror på, at deltagelse i idræt og fællesskaber er en af vejene til bedre trivsel, og vi tror, at vi kan skabe flere og bedre tilbud, når vi samarbejder med andre aktører og løfter i flok,” udtaler borgmester Jesper Würtzen (A).

DGI Storkøbenhavns rolle i samarbejdet bliver at understøtte børn og unges tro på sig selv, give dem lige adgang til gode idrætsfællesskaber, hvor der er fokus på både den mentale og fysiske sundhed via aktiv idrætsdeltagelse.

I praksis handler det om at samarbejde med lokale idrætsforeninger i Ballerup, så det generelt bliver et godt og attraktivt sted for flere af kommunens børn og unge. Derudover vil tre specifikke projekter* give børn og unge i socialt udsatte positioner et frirum og inkludere dem bedre i trivselsfremmende idrætsfællesskaber på forskellig vis.

DGI Storkøbenhavns formand, Peder Nedergaard, understreger vigtigheden af foreningsidrætten, når man taler trivselsfremmende aktiviteter for børn og unge:

”Vi ved, at idræt og fællesskaber igennem foreningsidræt kan være afgørende for børn og unges oplevelse af trivsel. Derfor står vi stærkt i samarbejdet med Ballerup Kommune, Mary Fonden, ISCA og vores finansielle partnere: EU, Lauritzen Fonden og Det Obelske Familiefond. I fællesskab med dem stræber vi efter at forbedre trivslen blandt kommunens børn og unge gennem tæt dialog og samarbejde med en række idrætsforeninger.”

Fra kommunens side er der også flere aktive parter, som skal løfte indsatsen. Det er både Social- og Sundhedsforvaltningen, Kultur- og Fritidsudvalget og Børne- og Ungerådgivningen, der på hver sin måde støtter op om indsatsens formål om at løfte børn og unges trivsel gennem samarbejde om brobygning af børn og unge over i trivselsfremmende fritidsfællesskaber.

Borgmester, Jesper Würtzen (A), udtrykker sin tilfredshed for arbejdet på tværs i kommunen:

I Ballerup Kommune arbejder vi sammen på tværs i organisationen, og vi samarbejder gerne med frivillige. Ved arbejde på tværs med forskellige tilgange og metoder, får vi bedre resultater til gavn for vores børn og unge.”

Fakta om projekterne i samarbejdet

*Under samarbejdet er der tre idrætsprojekter 'Icehearts', 'Lift' og 'Jump4Fun', der sigter mod at udvikle idrætsmulighederne og imødekomme udvalgte målgrupper af børn og unge.

  • Icehearts er et samarbejde med ISCA, som er finansieret eksternt af EU og har til formål at styrke sårbare børns mentale og fysiske sundhed gennem holdidræt.
  • Lift er et samarbejde med Mary Fonden, finansieret af Lauritzen Fonden og Det Obelske Familiefond og arbejder med at opspore og hjælpe ensomme unge via trygge fritidsfællesskaber.
  • Jump4Fun er et DGI-koncept som Ballerup Kommune finansierer, og i et samarbejde løfter de indsatsen med lokale foreninger. Det er et idrætstilbud til børn med motoriske udfordringer og/eller overvægt.

Vi vil gerne takke fondene og samarbejdspartnerne for deres støtte, som gør projekterne mulige.

Samarbejdet mellem Ballerup Kommune og DGI Storkøbenhavn løber indtil udgangen af 2025, men idrætsprojekterne har forskellige længder under og efter perioden.

Fakta om eventet

Kickoff-eventet finder sted den 25. april 2024 kl. 17-20 i TAPETEN Forenings- og Frivilligcenter. Eventet er åbent for alle interesserede i arbejdet med trivselsfremme for børn og unge. Kom og hør mere om vores indsats og projekterne, og find ud af, hvordan du som frivillig eller ansat i en idrætsforening, NGO, boligselskab, kommune, institution, skole eller lignende kan bidrage til børn og unges trivsel i hverdagen. Vi har en ambition om at se så mange forskellige aktører til kickoff-eventet for at afspejle den nye samlede indsats og muligheden for at udvide samarbejdet endnu mere.

Tilmelding sker via dette link: https://ballerup.nemtilmeld.dk/792/ og tilmeldingsfristen er d. 21. april.

Program

17.00 – Velkomsttale ved borgmester Jesper Würtzen

17.10 – Fritidsfællesskaber, der styrker trivslen
Oplæg om trivselsfremmende fællesskaber, hvor børn og unge oplever at høre til og får lyst til at blive. Ved Søren Østergaard, Center for Ungdomsstudier.

17.45 – Indsatser, der taler sammen
Præsentation af indsatser som fx fritidspas, fritidsmentorer og opstart af lokale foreningshold. Indsatser, der arbejder sammen om at fremme børn og unges trivsel. Ved DGI Storkøbenhavn & Ballerup Kommune.

18.00 – Aftensmad

18.30 – Workshops: Hvordan samarbejder vi om børn og unges trivsel?
På workshoppen, sætter vi fokus på, hvordan vi i praksis hjælper hinanden med at få flere børn og unge med i fællesskaberne via en brobygningsmodel. Ved DGI Storkøbenhavn og Ballerup Kommune

19.45 – Næste skridt ved DGI Storkøbenhavn og Ballerup Kommune