Hjælpetræneruddannelse forvandler drenge til mænd

Otte drenge fra Lykkebo Klub har netop færdiggjort uddannelsen som street soccer hjælpetrænere. De er den del af projektet ”Fra ungdomsklub til sportsklub”, som skal give drengene kompetencer og værktøjer til at afvikle træninger for ungdomsklubbens yngre medlemmer.

Om projektet

”Fra ungdomsklub til sportsklub” er et udviklingsforløb for drenge i alderen 15-20 år.

Drengene skal involveres i idrætten i lokalområdet som udøvere og hjælpetrænere, gennem ungdomsklubberne og foreningerne.

Forløbet, drengene fra Lykkebo Klub har gennemgået, er et samarbejde mellem DGI Storkøbenhavn og Lykkebo Klub.

Projektet er støttet af Trygfonden, Kulturstyrelsen, Lauritzenfonden og Ole Kirks Fond.

Projektet ”Fra Ungdomsklub til sportsklub” har kørt siden 2014 og afsluttes til sommer.

Fødder foran fødder. Accelerationen er stor. Det samme er kraften. I sparket. Bolden skyder gennem luften. Helt ned til den anden ende af banen. Igen skifter den fødder og er hurtigt på vej tilbage, til hvor den kom fra.

I det øjeblik, de træder ind på det evige grønne græs, ændrer stemningen sig. Her er de ikke bare en gruppe unge drenge, der elsker at spille fodbold. Her er de trænere under oplæring, der spiller, både fordi det er deres passion, men også fordi de tror på, at street soccer kan hjælpe både dem og andre.

Drengene er med i projektet ”Fra ungdomsklub til sportsklub”, som er et samarbejde mellem DGI Storkøbenhavn og Lykkebo Ungdomsklub. Grundlaget for projektet er, at drengene snart vil miste deres plads i ungdomsklubben, fordi de fylder 18 år. Mens drengene stadig går i klubberne, uddannes de til hjælpetrænere, og deres kompetencer inden for idræt og undervisning styrkes. Hjælpetræneruddannelsen skal skabe forbindelsen mellem ungdomsklubben og de lokale foreninger, og dermed give drengene mulighed for at danne et tilhørsforhold til en foreningen, som ikke forsvinder den dag, de forlader ungdomsklubben. Målet er dog også, at drengene kan beholde tilhørsforholdet til ungdomsklubben ved at fortsætte der som frivillige hjælpetrænere, efter de er fyldt 18 år.

”Jeg har planer om, at når de er færdig med uddannelsen her, så skal de hjælpe mig den kommende sommer med at træne nogle af børnene hjemme hos os”, fortæller Dzemadi Alili (Jimbo), pædagog og idrætsansvarlig i Lykkebo Klub. 

Fra drenge til mænd

Selvom forløbet ikke har inkluderet gorillalignende teambuildingøvelser eller krydsning af skoldhede gløder, har drengene gennemgået deres egen transformation. En del af målet med projektet har været at sikre, at drengene får en god overgang til voksenlivet, derfor er der blevet arbejdet både med drengenes sociale og tekniske færdigheder.

Både holdets instruktør, Lars Munck, som til daglig er formand i foreningen Danish Football Freestyle Community og Dzemadi Alili (Jimbo) fra Lykkebo Klub er imponerede over den udvikling de otte drenge har gennemgået.

”Den største udvikling er nok den der vilje til at kunne tage teten - til at ville ting”, siger Lars Munck.

”De er gået fra drenge til mænd. De er blevet meget mere initiativtagende og ordner tingene selv, og hvis der er et eller andet problem, et mindre problem i klubben, så er de også på”

Dzemadi Alili (Jimbo)

Fra ungdomsklub til sportsklub

Drengene fra Lykkebo Klub har i dag flere muligheder, end de havde inden forløbet startede op i november. Nu står de med en hjælpetræneruddannelse. En uddannelse, der giver dem adgang til ungdomsklubben som frivillige trænere. Men også adgang til foreningerne både som trænere og spillere.

”Klubberne kan se det her som en mulighed for at finde nogle unge, der kan stå for nogle street hold i stedet for normal græsfodbold, hvor det hele tiden går ud på at løbe meget, før du spiller fodbold. Her spiller du massere af fodbold”, lyder det fra Lars Munck.

Haron Azizi, deltager i projektet, ser frem til at hjælpe andre unge ved at undervise i street soccer. Både i det lokale miljø og i ungdomsklubben er det hans mål at gøre en forskel.

”Altså nu vil jeg sige, at jeg er en af de gode drenge. Så jeg vil gerne sørge for, at de bliver og spiller fodbold. Især nogle af de unge drenge de er rigtig gode til fodbold. Så i stedet for at de går over og laver noget dumt, så vil jeg holde dem på fodboldstien”, fortæller Haron Azizi.

Mere street soccer

En tæmning. En pasning. Et hovedstød. Så er bolden i mål. Og det samme er drengene fra Lykkebo Klub. Men selvom de har gennemført uddannelsen er det først nu, at det rigtige arbejde begynder. Efter lidt over tre måneder er de klar til at undervise de yngre drenge og piger i klubben i street soccer. Og de har skabt deres eget community, hvor de kan spille fodbold sammen og tage til turneringer.

Ifølge Lars Munck er det netop dette community, der kan hjælpe drengene fremover.

”Det stærke ved et street community er, at de får lov til at gøre det selv. De laver deres egne regler og værdisæt og får ansvaret for det selv. Og igen så er barrieren til at komme ind i en forening meget lille lige pludselig, for de kender allerede det med at lave community”

Lars Munck

Selvom projektet er slut for drengene i Lykkebo Klub, er det langt fra det sidste, de har set til den lille street soccer bane.

”Vi havde en fodboldbane tæt på os i mere end ti år da vi var børn, tror jeg. Og så tog de den fra os i et eller andet byggeprojekt. Så spillede vi ikke så meget, men vi har altid været med til turneringer, og vi har altid taget de små med til turneringer. Vi elsker fodbold, det er vores passion”, fortæller Haron Azizi.