Hård fødsel for det nye bookingsystem i Københavns Kommune

Mange foreninger melder, at det nye system til fordeling af idrætsfaciliteter er svært at bruge, meget tidskrævende og opleves ugennemsigtigt, hvad angår fordelingsprincipper.

Bookingsystemet er en af hjørnestenene for det københavnske foreningsliv

Københavns Kommunes nye bookingsystem for faciliteter har fået sin ilddåb ved tildelingen af indendørs haltider for perioden 2019-2021. Tildelingsprocessen skulle have været færdiggjort omkring 1. maj 2019, men er først lige blevet afsluttet.

DGI Storkøbenhavn har fulgt implementeringen af det nye system tæt og har både før under og efter haft møder med foreningsrepræsentanter for at følge med i, hvordan systemet har fungeret, og hvordan det opleves af brugerne. Bookingsystemet er en af hjørnestenene i det københavnske foreningsliv, da det det styrer de fysiske rammer, som foreningerne skal virke i. Fejl og uhensigtsmæssigheder i systemet kan derfor have store konsekvenser for de enkelte foreninger.

Vi har samlet erfaringerne sammen i et notat, som vi naturligvis sender til kommunen, så de kan få et indtryk af, hvordan virkeligheden ser ud i den anden ende af det nye bookingssystem. (Se link nederst).

Som det kan ses af notatet, er der mange forbedringspunkter for det nye bookingsystem og processen generelt og vi vil i DGI Storkøbenhavn meget gerne hjælpe til med udviklingen af et system, som tilgodeser foreningerne mest muligt.

Nedenstående fire pointer, mener vi er vejen frem:  

  1. At der findes midler til at få systemet til at fungere bedre
  2. At systemet ”åbnes op”, således at alle, herunder foreningerne, får gennemsigtighed med beslutninger og timefordelingen ift. hvem, der har fået tildelt tiderne
  3. At der oprettes en klageinstans og -vejledning, da konsekvensen ved den manglende er, at der blot ”går politik i den” samt at foreninger søger aktindsigt
  4. At der til findes en ordlyd ift. de konkrete afslag, som alle kan forstå

Notatet: Oplevelser af bookingproces og nyt bookingsystem i Kultur- og Fritidsforvaltningen i København