Godt budgetforlig for idrætten i København

DGI Storkøbenhavn kvitterer for et idrætsvenligt budgetforlig i Københavns Kommune

DGI Fotoarkiv/Deniz Balbay

Pressemeddelelse:

DGI Storkøbenhavn kvitterer for et idrætsvenligt budgetforlig i Københavns Kommune

Alle partier i Borgerrepræsentationen med undtagelse af Det Konservative Folkeparti indgik i slutningen af sidste uge et budgetforlig for Københavns Kommune. Forligspartierne har vedtaget et forlig, der rummer mange gode idrætsrelaterede tiltag og investeringer i de kommende år. Formand for DGI Storkøbenhavn, Peder Nedergaard, siger i den forbindelse:

”Der er rigtig mange gode og tiltrængte initiativer på både aktivitets- og anlægssiden i budgettet. Vi synes, at budgettet både er fokuseret, klogt og fremtidsrettet i den forstand, at der lægges nogle gode spor ud ift. de kommende års arbejde. Der er ikke mindst gode tiltag for byens mange børn og unge. Det gælder både ift. rammerne for de aktiviteter, der foregår i foreningerne og mulighederne for leg og bevægelse i en bredere sammenhæng. Så vi er meget tilfredse med det indgåede budgetforlig, og ser frem til at samarbejde tæt med både de lokale idrætsforeninger og med de forskellige forvaltninger for at for at få det bedste ud af investeringerne.”

Et klogt budget, der arbejder med kapacitetsudvidelse

DGI Storkøbenhavn finder det især klogt, at der i budgettet er en række tiltag, der sigter på, at allerede eksisterende idrætsfaciliteter søges udnyttet bedre ved dels at øge kvaliteten af anlæggene og dels ved at forlænge perioden faciliteterne kan bruges. Det sker bl.a. ved at gøre faciliteterne mere tilgængelige for nye brugergrupper, etablere lys på anlæg, så de kan bruges efter mørkets frembrud samt sikre underlag på tennisbaner og konvertere græsbaner til kunstgræs, så de kan bruges året rundt.

Et budget med socialt perspektiv

DGI Storkøbenhavn mener også, at budgettet rummer en række tiltag, der sigter på at skabe flere og bedre muligheder for byens børn og unge. Det omhandler bl.a. en videreførelse og udvidelse af de idrætssociale indsatser, samt sikring af de skole- og foreningsforankrede indsatser, der sikrer et idræts- og foreningstilbud til 33.000 skoleelever samt inklusion af særligt sårbare og udsatte børn og unge, så de også får tilbud om at blive en del af foreningslivet.

Et budget, der peger fremad

Samtidig er DGI Storkøbenhavn glade for, at budgettet også har en hensigtserklæring, som understreger, at der er enighed om at udvikle en mere formaliseret dialog om idræt, bevægelse og social bæredygtighed i udviklingen af København, hvor der er fokus på, hvordan idrætten og civilsamfundets kan inddrages mere direkte ift. byudviklingsprocesser i planlægningsfasen. Kommunen og foreningsidrætten er således tænkt ind ift. hvordan nye velfærdsinstitutioner, såsom børnehaver, skoler, plejehjem og sundhedscentre, bedre kan indtænke og understøtte rum til idræt, bevægelse og foreningsliv.
Budgettet understøtter således også på fineste vis samarbejdsaftalen ”Verdensby i Bevægelse”, der er indgået mellem Københavns Kommune, DIF og DGI.

DGI Storkøbenhavn er således tilfredse og formand for DGI Storkøbenhavn, Peder Nedergaard, udtaler afslutningsvis: ”Det er samlet set et stærkt idrætsbudget, som rummer spændende perspektiver både for lokalområderne, idrætsforeninger og for børnefamilierne.”

 

Nedenfor en kort oversigt over de væsentligste idrætsrelaterede initiativer i budgettet

  • Belysning på løbe- og gåstier omkring Damhussøen
  • Lys på skaterbane i Fælledparken.
  • Helårs-is samt opgradering af Ørestad Skøjtehal også i sommerhalvåret.
  • Helårstennisbaner og lys på Genforeningspladsen
  • Hybridtennisbaner til Tennisklubben Ryvang samt etablering af LED-aftenbelysning
  • Ny pulje til idrætsskabende initiativer, som idrætsforeninger i Københavns Kommune kan ansøge
  • Fire ekstra badezoner samt fire mobile vinterbadefaciliteter
  • Klubhus til fodboldklub i Kulbaneparken (Valby)
  • Forslag øget kapacitetsudnyttelse på de store idrætsanlæg
  • Midler til en socialfaglig indsats, så særligt sårbare og udsatte børn/unge kan blive en del af foreningslivet.
  • Midler til opsøgende indsats mhp. at få flere børn fra ressourcesvage familier engageret i fritids- og foreningslivet.
  • Midler til at få 33.000 børn introduceret til idræt og bevægelse gennem ”Åben Skole”
  • Udvikling en formaliseret dialog om idræt, bevægelse og social bæredygtighed for, hvordan idrætten og civilsamfundets kan inddrages i byudviklingsprocesser i planlægningsfasen, herunder udviklingsplaner for både Tingbjerg og Ryparken.
  • Ønsker om at lave en samlet plan for et løft af idrætsfaciliteter i den kommende årrække, herunder forslag til hvordan det øgede anlægsmåltal i de kommende år på samlet 1 mia. kr. kan bruges på et løft af idrætsfaciliteter til eks. udvikling af idrætsparkerne i hhv. Valby og Sundby, Østerbro Stadion samt udvikling af den kommende park i Nordhavn.
  • Erklæring om, at der i forbindelse med Ketsjersportens Hus Parterne fortsat skal være en konstruktiv dialog med de lokale aktører om rammerne for byggeriet og byggefeltet med henblik på at igangsætte den udvidede planlægningsfase.
  • Afsøgning af mulighederne for at etablere et halkompleks med flere idrætshaller og en svømmehal og varmtvandsbassin for børn og ældre i Nordhavn.
  • Forundersøgelse af udvikling og byggeri på ’Skøjtehalsgrunden’ ved Østerbro Stadion mhp. at skabe en sammenhængende udvikling til arealet rundt om Parken.
  • Renovering af legepladser og undersøgelse af om daginstitutionernes legepladser kan åbnes op for offentligheden uden for daginstitutionernes normale åbningstid.
  • Renovering af Naturlegepladsen i Valbyparken

For yderligere politiske kommentarer, kontakt:
Peder Nedergaard, Formand for DGI Storkøbenhavn: m. 4255 7550

For tekniske kommentarer til budgettet, kontakt
Jakob Juhl Pedersen, Direktør i DGI Storkøbenhavn, m: 2889 8794