Godt budgetforlig i Københavns Kommune

DGI Storkøbenhavn kvitterer for et flot budgetforlig for foreningsidrætten i København

Pressemeddelelse:

Gode idrætsrelaterede beslutninger i budgetforliget i Københavns Kommune

Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Fremad har indgået budgetforlig for Københavns Kommune.

Kun Alternativet og Enhedslisten står uden for budgetforliget.

Forligspartierne har vedtaget et forlig, der rummer mange gode idrætsrelaterede tiltag og investeringer i de kommende år. Formand for DGI Storkøbenhavn, Peder Nedergaard, udtaler i den forbindelse:

”Der er rigtig mange gode og tiltrængte initiativer - især på både aktivitetssiden. Selvom Alternativets og dermed idrættens egen fagborgmester desværre ikke er med i budgetforliget er det faktisk lykkes at indgå en politisk aftale, der tager hensyn til foreningsidrættens behov i København. Tak til alle de ansvarlige budgetpartier for at holde hånden under idrætsområdet også i dette budget.”

Peder Nedergaard fortsætter: ”Vi kvitterer i særlig grad for den bevilling, der omhandler det forpligtende partnerskab mellem Københavns Kommune og DGI Storkøbenhavn. Vi vil nu, i tæt samarbejde med de lokale idrætsforeninger, påbegynde arbejdet med at indfri den ambitiøse målsætning om at få 10.000 flere børn og unge ind i de lokale idrætsforeninger i København.”

Nedenfor er en oversigt over de væsentligste idrætsrelaterede initiativer i budgettet – set med DGI Storkøbenhavns briller:

  • Samarbejdsaftale med DGI Storkøbenhavn vedrørende styrkelse af børne- og ungeidrætten
  • Renovering af faciliteterne på Kløvermarksvej
  • Øget vagtrundering på Kløvermarkens Idrætsanlæg
  • 2 nye badezoner i havnen
  • Halinspektør til Hal C og Sundbyøsterhallerne
  • Udskiftning af Valby Hallens gulve
  • Leje og drift af ledige lokaler og svømmehalsfaciliteter på Rymarksvej
  • En tilbagevendende undersøgelse af københavnske børns sundhed hvert andet år
  • Bevillingerne til medlemstilskud til foreninger med børne- og ungemedlemmer og rammen til lokaletilskud samt frikøb af tid i offentlige faciliteter forlænges
  • Fornyet bevilling til drift af EnergiCenter/Frivilligcenter Voldparken
  • Finansiering af fitnessrum i Nabo Østerbro
  • Konvertering af fodboldgræsbane til kunstgræsbane i Lersøparken
  • Skøjtebane på Genforeningspladsen
  • Anlægsbevilling til skoleidrætshal ved Nørre Fælled Skole
  • Klubhus på Bavnehøj Idrætsanlæg

For yderligere politiske kommentarer kontakt: Peder Nedergaard, Formand for DGI Storkøbenhavn, tlf.: 4255 7550

For tekniske kommentarer til budgettet kontakt: Søren Hemmingshøj, politisk konsulent, tlf.: 2175 7585 eller Kasper Lund Kirkegaard, idrætspolitisk konsulent, tlf.: 2974 4982

Bilag med de konkrete budget-tekster og beløbsstørrelser

KF13 Samarbejdsaftale med DGI Storkøbenhavn

Københavns Kommune har indgået en samarbejdsaftale med DGI Storkøbenhavn vedrørende styrkelse af børne- og ungeidrætten. Parterne er enige om at afsætte midler til formålet.

Der afsættes:

  • 2,5 mio. kr. årligt på service i 2021-2023 og 1,3 mio. kr. på service i 2024.”

KF03 Udskiftning af Valby Hallens gulve

For at imødekomme krav om sikker drift er parterne enige om at afsætte midler til nye gulve i Valby Hallen.

Der afsættes:

  • 5,0 mio. kr. på anlæg i 2021 til udskiftning af gulve i Valby Hallen.
  • 0,6 mio. kr. på service i 2021 til at dække indtægtstabet ved nedlukning af hallen under renoveringen.

KF09 Brug af ledige lokaler på Rymarksvej 1

Parterne er enige om at afsætte midler til leje og drift af faciliteterne på Rymarksvej 1, så Kultur- og Fritidsudvalget kan gøre brug af de ledige lokaler og svømmehalsfaciliteter.

Der afsættes:

  • 1,3 mio. kr. på service til leje af lokaler fra 2021 og frem.
  • 1,8 mio. kr. til drift af svømmehalsfaciliteter fra 2021 og frem.
  • 0,5 mio. kr. til drift af gymnastiksal/festsal fra 2021 og frem.
  • 0,1 mio. kr. på service i indtægter fra udlejning fra 2021 og frem.

KF61 1 til 2 nye badezoner

Med henblik på at imødekomme et stadigt stigende behov for badesteder og samtidig skabe en mere sikker badning i havnen, er parterne enige om at etablere 1-2 nye badezoner.

Der afsættes:

  • 1,4 mio. kr. på anlæg i 2021 til anlæggelse af nye badezoner.
  • 0,2 mio. kr. på service i 2021 og frem til afledt drift.

 SU17 Børnesundhedsprofilen

For at sikre et solidt vidensgrundlag om de københavnske børns sundhed er parterne enige om at afsætte midler til at gennemføre en tilbagevendende undersøgelse af københavnske børns sundhed hvert andet år.

Der afsættes:

  • 1,9 mio. kr. på service i 2021 og 1,3 mio. kr. årligt på service i 2022-2024 til projektledelse, analysearbejde og implementeringsstøtte.
  • 1,5 mio. kr. årligt på service i 2021 og 2023 til lærerlektioner og forældrekommunikation.

KF24 Folkeoplysning og Foreningspakke – flere offentlige lokaler

Bevillingerne til medlemstilskud til foreninger med børne- og ungemedlemmer og rammen til lokaletilskud samt frikøb af tid i offentlige faciliteter til folkeoplysende foreninger og aftenskoler udløber i 2020. Parterne er enige om at forlænge bevillingerne.

Der afsættes:

  • 6,5 mio. kr. årligt på service i 2021-2024.

KF21 Fornyet bevilling til drift af EnergiCenter Voldparken og Frivilligcenter EnergiCenter Voldparken

Bevillingerne til drift af EnergiCenter Voldparken og Frivilligcenter EnergiCenter Voldparken udløber med udgangen af 2020. Parterne er enige om at afsætte midler til en samlet drift af ejendom og frivilligcenter.

Der afsættes:

  • 3,9 mio. kr. årligt på service i 2021-2024.

SU23 Finansiering af fitnessrum i Nabo Østerbro

Parterne er enige om at finansiere motionsaktiviteter i Værestedet Nabo Østerbros fitnessrum.

KF08 Konvertering af fodboldgræsbane til kunstgræsbane i Lersøparken

For at afsøge mulighederne for at konvertere en græsbane til en kunstgræsbane på en fredet grund i Lersøparken, er parterne enige om at afsætte en screeningsbevilling, der muliggør, at der kan udarbejdes ansøgningsmateriale til fredningsmyndighederne.

Der afsættes:

  • 0,2 mio. kr. på anlæg i 2020 til en screeningsbevilling til kunstgræsbane i Lersøparken.

 KF32 Skøjtebane på Genforeningspladsen

Parterne er enige om at igangsætte planlægningen af en ny skøjtebane på genforeningspladsen. Midlerne finansieres ved en omdisponering af en eksisterende bevilling til Genforeningspladsen til Byggeri København.

BU05/BU06 Anlægsbevilling til skoleidrætshal ved Nørre Fælled Skole og madskole ved Blågård Skole

Parterne er enige om at henlægge de planlagte sporudvidelser på Nørre Fælled Skole og Blågård Skole.

Parterne er enige om at afsætte midler til etablering af en skoleidrætshal og et spiseområde ved Nørre Fælled Skole samt en madskole på Blågård Skole. Projekterne gennemføres samtidig med helhedsrenovering af skolerne.

Der afsættes:

  • 78,4 mio. kr. samlet på anlæg i 2020-2023 til etablering af skoleidrætshal ved Nørre Fælled Skole (BU05a).
  • 1,7 mio. kr. i 2023 og 2,3 mio. kr. i 2024 og frem på service til afledt drift og vedligehold af skoleidrætshal ved Nørre Fælled Skole (BU05a).

KF73 Klubhus på Bavnehøj Idrætsanlæg

Fodboldklubben BK Vestia har ikke et klubhus og er derfor udfordret på faciliteter, som kan anvendes til sociale samlinger. Parterne er enige om at afsætte en planlægningsbevilling for at afklare indhold, økonomi og tidsplan for et nyt klubhus.

Der afsættes:

  • 0,8 mio. kr. på anlæg til en planlægningsbevilling i 2021. Planlægningsbevillingen er finansieret af midler afsat til BK Vestia fra Klubhuspuljen.

KF57 Renovering af faciliteterne på Kløvermarksvej

For at imødekomme problemet med stærkt nedslidte og utidssvarende trænings- og omklædningsfaciliteter, samt at idrætsforeninger i Kløvermarken oplever et stigende antal medlemmer, er parterne enige om at afsætte midler til renovering og opgradering af faciliteterne på Kløvermarksvej.

Der afsættes:

  • 3,0 mio. kr. samlet på anlæg i 2021-2022 til en mindre renovering med særligt fokus på vægtløfterlokalerne, øgede omklædningsfaciliteter til damer og generelt bedre bade- og toiletfaciliteter.

 ØK71 Øget belysning ved Kløvermarkens Idrætsanlæg

Parterne er enige om at afsætte midler til belysning på parkeringspladsen ved Kløvermarkens Idrætsanlæg.

Der afsættes:

  • 1,1 mio. kr. på anlæg i 2021 til belysning.
  • 0,1 mio. kr. på service i 2021 og frem til afledt drift.

KF58 Øget vagtrundering på Kløvermarkens Idrætsanlæg

På baggrund af et stigende antal episoder med narkotikasalg og -indtag og uvedkommende indtrængen i idrætsfaciliteterne, er parterne enige om at øge opsynet på anlægget.

Der afsættes:

  • 0,1 mio. kr. på service i 2020 til øget vagtrundering, beklædning m.m.
  • 0,2 mio. kr. på service i 2021 til øget vagtrundering.

KF53 Halinspektør til Hal C og Sundbyøsterhallerne

Parterne er enige om en genindførelse af halinspektørordningen, som varetager servicering og tryghedsskabende arbejde for brugerne, i Hal C på Christianshavn og Sundbyøsterhallerne.

Der afsættes:

  • 1,5 mio. kr. på service i 2021-2024 til genindførelsen af halinspektører.
  • 0,1 mio. kr. på service i 2021 til arbejdspladsudgifter.