Gode nyheder for foreningsidrætten i København

Partierne i Københavns Borgerrepræsentation indgik tirsdag eftermiddag en fireårig aftale om byens økonomi. Aftalen rummer flere gode tiltag for foreningsidrætten. Det vil idrættens organisationer gerne kvittere for.

Forligspartierne på Københavns Rådhus har bl.a. valgt at sløjfe det voksengebyr, der tidligere på året blev pålagt idrætsforeninger med en høj andel af voksne medlemmer. Med politikernes beslutning er det nu sikret, at voksenforeninger og deres voksenmedlemmer ikke rammes i 2017 og i fire år frem.

”Den økonomiske byrde var slem nok, men gebyret var samtidig administrativt tung at håndtere for en frivillig foreningsleder. Så det er rigtig gode nyheder, at brugerbetalingen for voksne nu er fjernet", udtaler Peder Nedergaard, Formand for DGI Storkøbenhavn.

Formand for Idrætsforum København, Henrik Ravnild, bakker også op om rosen til politikerne, og understreger, at dette ikke var sket uden et tæt, koordineret samarbejde mellem flere parter i København.

”Der er blevet samarbejdet benhårdt mellem en række udvalgte, lokale idrætsforeningerne, som blev berørt af gebyret og både Idrætsforum København, DBU København, DGI Storkøbenhavn samt Danmarks Idrætsforbund for at få politikerne på rådhuset til at indse, at en brugerbetaling på voksenidræt ikke er med til at skabe bedre rammer for foreningsidrætten i København.”

I budget 2017 ses også andre tydelige, positive aftryk på idrætsområdet bl.a. flere kunstgræsbaner til fodbold, to svømmehaller, som er på tegnebrættet, refinansiering af projektet ’Håndbolden Tilbage Til København’, renovering af både Ryparkens Idrætsanlæg og Svanemøllehallen på Østerbro samt midler til realisering af en skøjtebane i Enghaveparken.

Peder Nedergaard, formand for DGI Storkøbenhavn og Henrik Ravnild, formand for Idrætsforum København, udtrykker begge en stor tak til alle de gode kræfter både lokalt i foreningerne og til politikerne på rådhuset, som har kæmpet for, at idrætsområdet og foreningsidrætten fik så tydeligt et aftryk i budgettet.

Baggrund
Politikerne i Kultur og Fritidsudvalget i Københavns Kommune vedtog i 2015 et gebyr målrettet idrætsforeninger med mange voksne for brug af kommunale idrætsfaciliteter i Københavns Kommune.

Kort fortalt skulle idrætsforeninger, der benytter kommunale idrætsfaciliteter, og som samtidig har en medlemssammensætning på over 60 % af medlemmerne på 25 år eller derover, betale 75 kr. pr. medlem til kommunen i gebyr. Dertil skulle de samme foreninger yderligere betale 75 kr. pr. voksenmedlem, som deltog i officielle turneringsaktiviteter i kommunale faciliteter.

Den indtægt, som kommunen havde finansieret med i 2017 – 2020, blev finansieret af kommunen selv i forbindelse med den budgetaftale, der blev indgået i går.

Det er dog stadig muligt, at foreningerne skal betale dette voksengebyr i indeværende år, hvilket der pt. arbejdes for at få en løsning på.

Se mere om budgetaftalen her: http://www.kk.dk/budget