GLAD SVØM er en stor succes som svømmeskolekoncept i Gladsaxe

Foreningen Gladsaxe Svømmeklub bruger DGI Svømmeskolekoncept til at undervise alle børnene i 2. klasse i Gladsaxe Kommune efter. Ordningen undgik i sidste øjeblik at blive offer for kommunens sparekniv.

Viceborgmester Serdal Benli var forbi den sidste undervisningsgang i Mørkhøj Park Svømmehal for at overrække diplomer til eleverne, der har gennemført svømmeundervisningen i 2. klasse. Fra venstre: Instruktør Laura Kjørtsholtsen, Viceborgmester Serdal Benli (SF) og Klubchef Kim W. Marquardt. Fotograf: Tuf Krenchel

I de kommende dage får børn fra Gladsaxes 2. klasser i kommuneskolerne overrakt et diplom, der beviser, at de i det seneste skoleår har gennemført svømmeundervisningen, der til dagligt varetages af Gladsaxe Svømmeklub.

Det er DGIs svømmeskolekoncept, der er blevet implementeret i svømmeklubben, hvilket giver klubben og børnene en række nye muligheder. Ét af de centrale elementer er udleveringen af en fysisk ’svømmebog’ med i alt 16 klistermærker, som gør det nemt for børn og forældre at følge deres udvikling og svømmekompetencer. Når børnene lærer noget nyt, får de et nyt klistermærke, som de sætter ind i deres svømmebog som tydeligt bevis på deres progression.

Et andet centralt element er, at svømmeinstruktørerne i starten af forløbet arbejder meget med børnenes tilvænning i vandet, hvor de skal lære at flyde og ligge roligt og rigtigt i vandet, før de senere afprøver de mere klassiske stilarter som crawl og brystsvømning.

”Det er især de små børn, som går op i at få nye klistermærker til svømmebogen. Børnene bliver hurtigt optaget af svømmebogens opbygning, der lægger op til, at de skal afprøve noget nyt, som giver dem et nyt, flot klistermærke til deres bog,” fortæller Nanna Grønbæk, der er idrætskonsulent i svømning hos DGI Storkøbenhavn, og som har understøttet Gladsaxe Svømmeklub med at implementere de nye, pædagogiske principper. Nanna fortsætter: ”Vi kan se, at det gør en positiv forskel, og at børnene udvikler sig hurtigt, når svømmeundervisningen bliver mere legepræget, og hvor der er tydelig belønning, når noget nyt lykkes.”

Svømmeundervisningen undveg sparekniv

Klubchefen i Gladsaxe Svømmeklub, Kim W. Marquardt, er også glad og lettet over, at diplomerne for velgennemført svømmeundervisning igen kan uddeles til de mange af kommunens skolebørn. Samarbejdet med kommunen om alle kommuneskolernes 2. klasser var nemlig tæt på at blive opsagt sidste år i forbindelse med en kommunal spareøvelse.

Kim W. Marquardt husker tydeligt, hvordan spareforslaget kom som en overraskelse for klubben og at de ret sent i processen blev opmærksomme på, at samarbejdet med kommunen vedrørende skolesvømningen stod blandt andre spareforslag i et større katalog, som blot manglede den endelige godkendelse i den kommunale budgetlægning. I sidste øjeblik skrev Kim og foreningens bestyrelse et brev til borgmester og viceborgmesteren, som var hurtige til at svare og invitere klubben til møde, hvor de kunne tale sagen igennem.

Klubchefen Kim W. Marquardt siger: ”Mødet med politikerne var rigtig positivt. Selvom de lagde ud med at oplyse os om, at forhandlingerne var langt i processen, og at vi derfor ikke skulle gøre os de store forhåbninger, fik vi mulighed for at præsentere alle vores synspunkter, hvor vi blandt andet undrede os over, at vi ikke var blevet informeret og involveret tidligere i den politiske proces. Vi understregede også, at der jo er reel kvalitetsforskel mellem svømmeundervisningen i foreningsregi og i almindeligt skoleregi. En afgørende forskel er blandt andet, at vi som svømmeinstruktører i foreningsregi altid er med nede i vandet sammen med børnene, hvilket giver børnene en bedre og mere tryg oplevelse. Det gjorde tydeligvis stort indtryk for politikerne.”

Mødet resulterede i en intensiveret dialog mellem svømmeklubben og borgmester Trine Græse (A), der i tæt samarbejde med Serdal Benli (SF) fandt de nødvendige budgetmidler, så spareforslaget blev taget af bordet igen i sidste øjeblik. Til stor glæde for svømmeklubben – og sandsynligvis også for kommunens 2. klasser.

”Mødet med Trine og Serdal viste, at det er muligt at finde gode, politiske løsninger, selvom økonomien er presset. Det er vi selvsagt rigtig glade for; og det er jeg også overbevist om, at de mange hundrede børn og forældre, som siden har gennemført svømmeundervisningen og lært at svømme, også er glade for. Formålet er at sætte fokus på vigtigheden af at lære at svømme og styrke svømmeundervisningens status og faglighed, så alle børn opnår basale svømmefærdigheder i en tidlig alder. Så vi er både stolte og glade for det gode samarbejde,” afslutter Kim W. Marquardt.

Viceborgmester på besøg

Viceborgmester Serdal Benli (SF), som var medvirkende til at fastholde skolesvømningen i svømmeklubbens regi, kom forbi og besøgte svømmeundervisningen onsdag d. 12. juni og uddelte i den forbindelse farverige diplomer til eleverne som bevist på den gennemførte svømmeundervisning.

Serdal lykønskede børnene og understregede også, at ”det er helt afgørende for mig, at så mange børn som overhovedet muligt lærer at svømme i Gladsaxe. Det er en kompetence, som de vil få stor glæde af og måske også brug for i deres liv. Det er derfor vigtigt for mig for mig, at vi fastholder den høje kvalitet, som svømmeundervisningen tilbyder eleverne og som DGI har udviklet.”